Far døde, mens jeg stod i lufthavnen
i Frankfurt og ventede på mit fly.
Jeg vidste ikke, at han ville dø, mens jeg stod og ventede.
At jeg skulle komme til at tænke på den sidste udånding -
- som en forestilling, man kan komme for sent til.
Ingen havde fortalt mig noget.
Ikke før jeg stod i køkkenet med min taske.
Han er død, sagde mor og førte mig ind i stuen.
Det, der skete inde i mig, da min far døde -
- det var, at der ligesom var, et fravær af sorg.
Og bogen er nok skrevet ud af det tomrum -
- der opstod for at finde svar på, hvorfor jeg ikke -
- følte så stærk en sorg, som jeg oplevede, at min mor følte -
- eller som jeg har oplevet andre mennesker føle -
- når de har mistet nogen tæt på.
Det går op for mig, at jeg har på en måde -
- været i en sorgtilstand meget længere, end jeg troede.
Som jo handler om, at jeg ikke havde det her forhold til min far -
- om jeg ville kunne have ønsket mig at have.
Det går først op for mig, da min far dør.
På det tidspunkt, der er det for sent at gøre noget ved det.
Jeg tror, jeg havde forventet, at sorgen ville virke forløsende.
At den ville slå mig ud og fylde mig med noget.
Et lysende mørke.
Smukke og stærke følelser.
I stedet er den noget lavfrekvent.
En lille myg i øret.
En forkælet sorg. Sorgen over ikke at føle nok.
I fraværet af sorgen, der er der også noget andet.
Der er der jo ikke ingen følelser -
- men det er sorgen over ikke at have haft en relation til min far -
- der gjorde mig i stand til at føle en form for -
- forløsende sorg, da han døde.
På et tidspunkt i bogen, der er en scene -
- hvor at jeg'et springer ud som homoseksuel
over for begge sine forældre.
Det er i virkeligheden en meget sigende scene -
- også for mit eget forhold til min far -
- fordi farens reaktion er en ikke-reaktion.
Han føler sig faktisk ikke nok som en
autoritet til at have en mening om det.
På en eller anden måde så formår han at ignorere det faktum -
- at jeg’et springer ud over for ham.
Som queer tror jeg, at man
ligesom alle andre har de der spring-ud-historier -
- og man kan have en god eller en dårlig spring-ud-historie.
Jeg tror, at jeg tænkte på min egen som ret god i mange år.
Så det var først, da jeg satte mig ned
for at skrive den scene -
- at det gik op for mig,
at den egentlig ikke var særlig fed -
- fordi min far slet ikke reagerede på det.
Der var jo en afvisning af det med han aldrig -
- kunne ikke finde på at spørge ind til mit kærlighedsliv eksempelvis.
Hvis jeg'et har en eller anden
form for erkendelse igennem bogen -
- så er det nok det her med;
“Gud, jeg er bange for at blive forladt”.
Og det er egentlig en god erkendelse.
Før det har han ikke helt forstået, hvor bange han er for det.
Jeg’ets problem er det samme som farens problem i virkeligheden.
Det som jeg’et er bange for er på en måde at ende som faren.
Altså jeg’et er bange for at ende som en person -
- der ikke tør nærme sig mennesker af frygt for at blive forladt.
Bogen hedder TIL ALLE DEM DER VIL FORLADE MIG.
Det er på en måde konklusionen.
Det er den erkendelse, jeg’et gør sig.
Lige så snart jeg forbinder mig med andre mennesker -
- og elsker andre mennesker, så kan jeg blive forladt.
Men hvis ikke jeg gør det, så er det heller ikke det værd.
Jeg savner min far, og jeg ville rigtig gerne have,
at han var en del af mit liv nu.
Jeg er egentlig ikke vred på min far.
Jeg tror, jeg var lidt vred på nogle tidspunkter,
mens jeg skrev bogen -
- men det er ligesom forduftet.
