Sophie Kallehauge - Forårssind

Jeg kan selv huske at være 17 år og have været med til at tvangsindlægge - - min far på psykiatrisk afdeling - - og så at skulle i gymnasiet til undervisning et par dage efter - - og i virkeligheden slet ikke fortælle nogen om det, jeg lige har været igennem. Eller sige til nogen, at jeg har været pårørende. Bogen hedder FORÅRSSIND som - - jo indikerer, at det handler ret meget om sindet eller psyken. Men der er også ekstremt meget håb i bogen - - og det tror jeg, er fordi for både Lærke og for hendes far - - så er der det, der eksisterer under sindet eller under psyken. Og det er hjertet eller velviljen eller kærligheden til hinanden. Jeg er selv pårørende til to forældre, som er blevet tildelt psykiske diagnoser - - så det har gjort, at jeg har rimelig stor erfaring med det - - at være pårørende og har i den forbindelse været vidne - - til en masse forskellige sindstilstande og psykoser - - og været i kontakt med måske 3-4 forskellige psykiatriske hospitaler. Jeg ville ønske, far ikke passede ind i plejererens observation. Fars indlæggelse er altid sket om foråret - - slut april eller start maj - - som kan sæsonen trigge noget i hans sind. Dagene, der bliver længere - - lyset, der indbyder ham til at sove mindre, farveintensiveringen - - lilla krokus, gule påskeliljer, orange tulipaner, alt - - som springer ud og ud og ud. Det at være pårørende er noget, der har fyldt ekstremt meget i mit eget liv - - og trangen til at skrive om det stammer nok fra - - at da jeg var ung, havde jeg ikke særlig meget sprog for det. Der var ikke så meget sprog for det i min familie eller i mine omgivelser - - eller mellem mig og andre mennesker. Og måske - Så trangen til at skrive - - om det at være pårørende - - stammer også fra en trang til at sprogliggøre noget - - der ikke har været sprog for i mig. Og det med at give sprog til noget er også det som hovedpersonen - - Lærke har svært ved på mange måder. Hun er en karakter, som oplever mange ting og bevidner mange ting - - registrerer mange ting, har øjne på stikker - - men har egentlig nogle gange svært ved at sige, hvordan hun egentlig har det. Glæden er overstadig, glæden er utilregnelig. Bipolar. To poler. Manisk/depressiv. Passer diagnosen overhovedet på far? Eller gav en psykiater bare far diagnosen for at give ham en? Jeg putter mig ind til Philip. Far har ikke rigtigt den depressive pol. Er jeg den depressive pol? Og prøver min pol at balancere fars ud - - at skabe et ekvilibrium imellem os to? Det her med ikke, måske, at have det stærkeste sprog som - - pårørende er også noget, at jeg selv har oplevet i min position som pårørende. At der faktisk ikke har været nogen, der har interesseret sig for mit sprog. Jeg har været i kontakt med det psykiatriske system - - mens, at mine forældre har været indlagt, og jeg tror ikke, der er en eneste gang - - at der er nogen, der har spurgt: Hvordan går det med dig, eller er du okay? Eller hvordan har du det? Det handler ofte ekstremt meget om - - den, der er i de her - - sindstilstande, hvilket det jo også skal - - men jeg tror godt, at vi kan glemme, at der er mennesker omkring dem - - og at vi mennesker ikke bare er totalt separate identiteter - - og, at hvis et menneskes sind lider - - så kan det ikke undgå at påvirke dem, der er omkring dem. Altså vi er relationelle mennesker. Jeg kunne godt have tænkt mig, at nogen i et system havde spurgt: Hvordan har du det? Lærke er en person, som gerne vil kontrollere ting - - kontrollere sin far, kontrollere sig selv. Ville måske også ønske, han kunne finde ud af at kontrollere - - sine bekymringer - - og denne her - - trang til at prøve at kontrollere, det lykkes jo ikke rigtigt eller - - man kan ikke rigtig kontrollere eller forudsige en anden persons psyke - - så hun er også lidt på en umulig opgave - - og jeg tror, at jeg, idet jeg at få udgivet en bog - - selv er blevet konfronteret med mit eget kontroltab. At skrive hjemme i min egen lejlighed er indenfor - i mit eget rum - - og inden for min egen kontrol. Men lige pludselig at have noget udgivet, så ryger den kontrol fuldstændig - - og det kontroltab - - tror jeg til at starte med ledte til ekstremt meget skam. Lige da bogen blev udgivet, skammede jeg mig - - ekstremt meget over at have skrevet den og over overhovedet - - at turde have en stemme - - og at den stemme, at den bog har - - det er dens stemme. Og den konfrontation - - har egentlig været meget rar, fordi jeg skammer mig lidt mindre og - - jeg tror heller ikke, jeg længere skammer mig over at føle skam. Så det er jo et step.