Forestil dig, at du er 10 år gammel.
Det er varmt, og du står ved havet,
og du glæder dig til at komme i vandet.
Stranden er hvid, og havet ligger uendeligt foran dig.
Men noget er helt galt.
Stranden er næsten helt øde, og bag ved dig -
- står der nogle soldater med geværer.
Og din mor hvisker dig i øret og siger -
- at du skal beholde tøjet på, når du går ud i vandet.
Det her er virkeligheden for fortælleren i romanen.
Året er 1979 -
- og det bliver hendes sidste dyp
i Det Kaspiske Hav i Iran.
Få dage senere må hun flygte væk fra revolutionen -
- uden sine forældre.
Jeg hedder Roxana Kia, og jeg har skrevet bogen -
MÅNEN I MIN KUFFERT.
Det er en meget personlig bog,
og det er et livtag med min egen historie.
Jeg er født og opvokset i Iran og
måtte flygte fra revolutionen i 1979 -
- og endte i Sverige, Argentina og bor nu i Danmark.
MÅNEN I MIN KUFFERT er en fortælling om at
gennemleve sin tabte historie, på godt og ondt -
- i søgen efter at blive hel.
Lyden af fodtrinnene bliver tydeligere.
Det er pappa.
Tochmemorg! Tochmemorg-djoon!
Hvor er du?
Tochmemorg betyder æg på farsi.
Djoon betyder skat.
Min pappa går rundt i haven og kalder på mig:
Lille æg, lille skatte-æg, hvor er du?
Jeg holder vejret.
Jeg vil ikke have, at han finder mig.
Men det gør han.
Han trækker grenene til side -
- og sætter sig på hug foran mig.
Med sit blik suger han mig til sig -
- og jeg forsvinder ind i hans chokoladebrune øjne.
Hans smil er varmt -
- kun en lille rykning i mundvigen -
- gør mig lidt urolig.
Han har den samme, brummende stemme -
- som når han fortæller godnathistorier.
Azizam dokhtaram, min elskede pige -
- sidder du her?
Det rykker lidt hurtigere ved hans mundvige.
Han plejer ikke at tale farsi til mig.
I morgen rejser du og Dariush til Sverige.
Mamma og jeg kan ikke komme med.
Jeg har skrevet bogen af en indre nødvendighed.
Den har i den grad presset sig på.
I 2022 blev jeg vækket -
- af et kraftigt kvindeoprør i Iran.
Og i kølvandet på det møder jeg nogle -
- iranske eksil-kvinder -
- og det har jeg aldrig gjort før.
Det bliver som et spejl -
- hvor jeg ser mig selv -
- og genopdager sider af mig selv -
- som jeg har glemt.
Og jeg kan se generationer -
- bag ved mig -
- som dukker op.
Det her holder mig vågen om natten -
- og i grænselandet mellem søvn og vågenhed -
- så skyller erindringer, fortællinger -
- billeder, dufte ind over mig.
Og jeg bliver nødt til at skrive det her ned.
I 2022 arver jeg en kuffert af min mor.
Og den kuffert -
- den er fyldt med breve og -
- dagbøger og artikler -
- og fotos -
- og det er nøje organiseret.
Og jeg finder fotografier af mine bedsteforældre -
- for eksempel med shahen -
- og Queen Elizabeth og Eisenhower.
Og jeg tænker -
- nu kan jeg binde alle tråde sammen.
Det er en guldgrube af materiale.
Nu kan jeg få mit liv til at hænge sammen.
Nu kan jeg skabe en helhed.
Jeg kan blive hel.
Når jeg så arbejder med det her materiale -
- og der går noget tid, så opdager jeg -
- jeg kan ikke skabe nogen sammenhæng.
Jeg tror, at det er sådan -
- at livet er bare ikke sådan.
Livet er fyldt af paradokser -
- og det er så det, jeg blev interesseret i -
- det er de her paradokser.
Bussen kører.
Jeg presser panden mod ruden.
Der er demonstranter overalt,
og de råber ‘Død over Shahen!’
Det er på en måde spændende.
Der er mange pasdaran på gaden i dag.
Kampvogne triller som store monstre
mellem bilerne, der skynder sig væk.
Længere fremme er der en vejspærring.
“Ned!” råber chaufføren pludseligt.
Vi kaster os fladt ned på gulvet.
Alle holder vejret.
Bussen sætter farten ned.
Jeg ligger helt stille og holder mig for ørene.
Jeg vil ikke være her.
Dariush ligger med kinden mod gulvet.
Hans blik er frosset fast.
Det ser ud, som om han ser på mig,
men han ser mig ikke.
Her lugter af brændt gummi.
Min hals er helt tør og ru.
Mine hænder sveder.
Jeg rækker ud efter Dariush -
- jeg har brug for at mærke ham -
- men jeg kan ikke nå ham.
Jeg får øje på Christinas røde sko.
Bare de var mine.
Vi har alle vores bagage.
Noget er blevet pakket ud,
og noget er blevet pakket væk.
Og den bagage rummer -
- erindringer, fortællinger, arv, traditioner -
- sådan nogle ting.
I mit liv har det været det iranske -
- der har været pakket væk i en kuffert.
Og det er altså en stor del af mit DNA -
- og det har jeg pakket ud nu -
- og fiktionaliseret til den her roman.
På det mere universelle plan mener jeg -
- at vi alle bærer en arv med os,
og det er med til at forme os.
At kende vores arv og rumme den er vigtigt.
Min erfaring er, at det giver en form for indre fred -
- og mange af os giver jo vores arv videre.
Og hvis arven er skjult eller ubevidst,
så giver vi noget ubevidst videre -
- og bevidstheden gør, at vi kan vælge,
hvad og hvordan vi vil give videre.
Jeg tror på, at vi er de historier, vi fortæller -
- og derfor er det vigtigt, at vi ejer de historier.
De fleste af os længes efter
at komme hjem, at føle os hel -
- at skabe sammenhæng.
Og det oplever vi nok også -
- glimtvis i for eksempel kærligheden -
- i kunsten, i tro, i natur -
- eller i leg med ens barn.
Livet og sandheden kan ses som månen.
Du kan kun se den ene side, selv om
den er oplyst, den anden ligger i mørke.
Det er ligesom en grundlæggende præmis i livet -
- og den accept giver en form for afspænding.
Vi har altid muligheden for at favne -
- at månens skønhed altid findes der -
- selv i mørket -
- og at livet måske ikke hænger sammen -
- at paradokserne er en del af det.
Jeg håber på, at bogen
kan give en stemme for dem -
- der lever mellem verdener -
- og at man på den måde kan bære fortiden,
skønheden og kulturen fra fortiden -
- ind i fremtiden og bygge bro
til hinanden og til sig selv.
