Jeg ville gerne være forfatter -
- fordi jeg tænkte over, hvad min
yndlingsting ved virkeligheden var.
Så gik det op for mig, at det faktisk er
evnen til at have fantasi.
Jeg hedder Sine Simonsen,
og jeg er lige blevet færdig på forfatterskolen.
Det er mørkt på gangen bag dig.
Jeg skal først møde jer i morgen så jeg vil sige, at vi
ikke må være vågne nu, men jeg siger ikke noget.
DE ENESTE I VERDEN handler om Casper og Molly -
- der er 22 år og prøver at finde ud af sig selv og hinanden.
Du ligner en, der er lige så gammel som mig.
Jeg vil spørge, hvor lang tid du har været
her, og hvor lang tid man skal være her.
Man følger dem som 22-årige i København,
men i bogen er der også nogle billeder -
- tilbage til, da de mødte hinanden som 11 årige
på et opholdssted i Odsherred.
Jeg vil spørge, hvad du hedder,
men jeg er også ligeglad, jeg har ondt i maven.
Der er en stor gul pókemon på din natbluse, jeg ved ikke,
om den vil hoppe ud af dit bryst og blive levende.
Et stort tema i romanen, og noget jeg interesserer mig
meget for, når jeg skriver, det er relationer -
- og specielt der, hvor relationer bliver komplicerede eller mudrede.
Der hvor man måske ikke helt ved, hvor man har hinanden -
- fordi man måske heller ikke helt ved, hvor man har sig selv.
Og hvad vold kan være. Og hvad omsorg kan være.
Og hvordan det kan blande sig sammen.
Jeg klemmer lårene sammen.
“Nej.” Jeg græder stadig lidt,
jeg kommer til at græde mere.
Du flytter hånden, tegner flere hjerter,
til jeg spreder benene selv.
Jeg føler en stor kærlighed til alle karaktererne -
- og jeg har en oplevelse af, at selvom de
virkelig gør nogle forfærdelige ting -
- og de virkelig har det svært -
- så elsker jeg dem alligevel.
Jeg håber også, at det kan være noget af det,
som en læser tager med sig.
Og måske at det kan vække en følelse af -
- at ens eget mørke i en selv godt må være der.
Jeg synes i hvert fald, at mørket i mine karakterer
godt må være der.
Jeg spænder og vrider mig -
- men dine fingre er oppe i mig,
og du holder mig fast -
- og “shh,” siger du, “du vil jo godt” -
- og jeg trykker mig ind til dig, og varmen
og mørket under dynen kvæler mig næsten -
- indtil jeg gør min krop død og rolig.
Jeg trækker vejret. Du stopper lidt.
Du holder om mig helt,
lægger begge arme om mig.
Du aer mig, op og ned ad rygsøjlen,
hvis jeg græder.
“Skal jeg gå, jeg kan godt stoppe,” siger du.
“Nej,” jeg siger det for hurtigt,
“jeg kan godt lide det.”
En del af min proces er...
... Jeg kan godt lide at sammenligne det med
at lege med dukker.
Jeg tror også, det er en måde
at tale det lidt ned på jorden -
- det med at skrive en bog.
På samme måde, som hvis man
sidder og leger med dukker -
- så ved man ikke altid lige, hvad der sker.
Sådan tror jeg egentlig også,
at jeg har det meget, når jeg skriver.
Jeg kan godt have en plan.
Jeg kan huske, da jeg skulle skrive denne roman -
- så var der også et tidspunkt,
hvor jeg havde en lang tidslinje -
- som jeg havde klistret ud på hele min væg -
- men så nogle gange så ændrede jeg bare tidslinjen -
- fordi karaktererne havde gjort noget andet.
Det er også derfor, at jeg nogle gange synes,
at det kan være svært -
- at blive spurgt om:
“Hvad handler bogen om?”
Eller: “Hvorfor gør karakteren sådan her?”
Fordi... Altså... Jeg ved det ikke!
Jeg har bare følt, at de skulle have lov til
at gøre, hvad de skulle gøre.
Mine øjne er klemt lukkede mod dit bryst.
Jeg hulker.
Det er stenen, der smelter som snot.
Romanen hedder DE ENESTE I VERDEN.
Det gør den fordi, den handler om den slags relationer,
hvor man oplever, at man bliver de eneste i verden.
Og hvad det kan betyde for en relation.
Både hvor smukt, det kan være,
men også hvor farligt, det kan være -
- fordi det gør, at en relation
kan blive meget udefinerbar -
- og hvis man har den oplevelse af,
at man altid har hinanden -
- så er det måske også svært
at passe på hinanden.
Der er tre glasdelfiner,
de svæver i deres usynlige snore.
Det er en uro, jeg har.
Jeg har fået en af de voksne til at sætte den
op over sengen, som det første.
Jeg havde svært ved at skrive.
Jeg skrev meget som barn,
og så gik jeg i stå i en lang periode.
Jeg kunne kun skrive korte ting.
Jeg tror, at hele den kunstneriske del af mig selv -
- kom til at handle alt for meget om -
- at nogen skulle vælge mig -
- og nogen skulle synes, at jeg var god -
- og nogen skulle synes, at det var fedt.
Jeg tror faktisk, at det var lidt der,
jeg tænkte: -
- “Hvad er det egentlig, der er vigtigt for mig i mit liv?”
“Hvad er det, jeg synes, er fedt?”
Det var meget det her med fantasi
og at lege med fantasi på den måde -
- og bruge det.
Det kom til at handle mere om,
hvad jeg selv havde lyst til.
Så begyndte det at blive sjovere at skrive,
og jeg fik lidt den der “lege-med-dukker-følelse.”
Og så var det jo ironisk nok, der, hvor der var nogen, der havde
lyst til at lave min bog sammen med mig.
