Natten til den 7. januar 2018 -
- tager min mormor og morfar en overdosis morfin og sovepiller.
Derefter går de ud i nattefrosten og sætter sig ved siden af hinanden -
- i deres liggestole på terrassen.
Næste morgen er det høj sol og koldt -
- og jeg skutter mig, mens jeg går tur med barnevognen.
Jeg tænker på, om det er nu, min mormor
og morfar dør, eller om de er døde.
Jeg har på fornemmelsen, at de har gjort det i nat.
Min mormor og morfar tager deres liv
sammen i et fælles selvmord.
Og det gør de fordi, at de har aftalt -
- faktisk allerede, da de var unge -
- at de vil leve hele deres liv sammen til de blev gamle -
- hvis det var muligt -
- og at de også ville dø sammen.
De vil ikke leve uden hinanden.
Så for mig at se var det en kærlighedspagt, de havde.
Da min mormor og morfar blev gamle -
- spurgte jeg en del ind til deres tanker omkring døden -
- og på et tidspunkt tror jeg, det har været underligt for dem -
- ikke at fortælle mig om deres planer om at tage deres eget liv.
Så cirka halvandet år før,
at de dør -
- der begynder vi at tale sammen om deres planer.
Det bliver nogle meget intense måneder.
Hvor jeg har en masse spørgsmål til -
- hvorfor de har tænkt sig at tage deres eget liv.
Jeg stopper op og vipper barnevognen med foden -
- mens jeg skriver en sms til min mor:
Jeg tror, de har gjort det.
Min mor ringer.
- Tror du det?
- Ja.
Min mor siger, at hun vil bede sin bror tage derud og se efter.
Vi aftaler at ringes ved.
Jeg når at gå rundt om Christianshavns Vold,
og min datter vågner fra sin lur -
- inden min mor ringer tilbage.
- De er blevet fundet.
I bund og grund synes jeg -
- det er en forbilledlig kærlighed,
der har været mellem de her to mennesker.
Det er i hvert fald noget, som jeg drømmer om selv at kunne opleve.
At kunne leve sammen med et andet menneske så tæt -
- i så mange år, som de gjorde.
Jeg har svært ved at se det som andet -
- end en utrolig stærk forbundethed.
Både at ville leve sammen,
men også at ville dø sammen.
Det der sker efter min mormor og morfars
selvmord er -
- at jeg står overfor selv at blive gift og få børn.
Det vil sige, at bogen handler
meget om at skabe sin egen familie -
- og i den proces kigge bagud -
- og se på, hvilken familie man selv
har været en del af på godt og ondt.
Og i mit tilfælde -
- som det er beskrevet i bogen -
- handler det om at kigge på nogle ret
tunge familiehemmeligheder -
- for at kunne blive lidt mere fri af dem.
Det som jeg finder ud af, mens jeg skriver denne her bog -
- og som er med i bogen -
- er, at jeg lever en del af mit liv i skjul.
Der er en del hemmeligheder eller tabuer,
som jeg bærer rundt på -
- og det er svært, når man gerne vil være i et parforhold -
- altså i en nær kærlighedsrelation
til et andet menneske -
- så er det svært at have så mange hemmeligheder -
- som jeg har haft.
Bogen handler faktisk om skridt for skridt -
- at blotlægge de ting, jeg aldrig har sagt.
Med det formål at kunne lukke et andet menneske helt ind.
Min far har aldrig vil kaldes ‘far’.
Det frabad han sig allerede, da jeg var barn.
Han ville hellere have, at jeg så ham som en ven -
- og jeg kunne ikke finde ud af, hvad det betød.
Nogle gange var det festligt, som når
vi spillede musik med hans venner i haven.
Andre gange føltes situationen mere farlig,
som når han og hans venner -
- spiste psykedeliske svampe lørdag formiddag -
- og jeg tilbragte dagen med at sidde og kigge på LP covers på stuegulvet -
- mens de zoomede ud i sofaen.
Men jeg blev ved med at kalde ham far.
Han hilser med sit navn
i beskeder til mig, og jeg svarer med -
- “Hej far”.
Jeg føler en sær stolthed over -
- at jeg aldrig har givet ham en udvej,
men altid holdt ham fast på, hvem han er.
Jeg tror både i de teaterforestillinger, jeg laver -
- og i denne her bog, jeg har skrevet -
- der er jeg på et detektivarbejde -
- med at finde ud af, hvorfor mennesker gør, som de gør.
Også når der er tale om nogle virkelig
vanvittige handlinger som -
- selvmord og overgreb og psykoser.
Jeg er vanvittig draget af at forstå -
- eller komme med nogle forklaringer på det
i hvert fald -
- og det synes jeg måske godt, man kan sige -
- at kunsten kan bruges til
eller er til for.
Vi kan komme meget tæt på nogle handlinger -
- som vi har svært ved at forstå -
- eller som måske faktisk er helt bandlyst
at tale om i vores samfund -
- hvad enten det er i familien eller i den bredere offentlighed.
Med denne her bog kan jeg mærke kunsten
som en radikal handling.
Det at skrive om tabuer er -
- radikalt på den måde, at man kæmper
for at få noget frem -
- i et samfund eller i en offentlighed -
- som har en interesse i at holde det skjult.
Og det er der en ret radikal handling i.
Altså det er en modstandshandling -
- eller hvad man skal sige.
Jeg skriver om en smerte ind i det samfund,
som også har påført mig den smerte.
Hvis det giver mening?
Jeg har jo skrevet en bog om en kvinde -
- der hedder det samme som mig,
og som er meget tæt på mig.
Jeg har gjort mig umage for -
- at hun skulle være et meget ambivalent sted i livet -
- hvor hun virkelig kæmper med at elske dem -
- der står hende nær.
Samtidig med at sige fra over for dem -
- der svigter hende.
Så hun er et udfordret sted.
Og der kan man sige,
jeg privat er et andet sted.
Jeg har det bedre.
Men det er jo det, romanen skal kunne.
Det ‘jeg’, der taler i bogen, må meget gerne være max udfordret.
Min bog er færdig,
og jeg mangler kun at tjekke en detalje.
Jeg ringer derfor igen til børnepsykiatrisk afdeling på det hospital -
- hvor min mor tog mig med hen som barn.
En sygeplejerske tager telefonen.
Jeg forklarer hende -
- at jeg tidligere har henvendt mig
for at få udleveret af min journal -
- men at jeg fik oplyst, at den var blevet destrueret.
Nu vil jeg sikre mig,
at det virkelig er tyve år, de gemmer dem -
- ligesom jeg fik at vide, så jeg ikke skriver noget forkert.
- Jeg søger nok en eller anden form
for afslutning, siger jeg til hende.
Sygeplejersken er stille i den anden ende af telefonen.
- Hvor mange år, siger du?
- Tyve?
- Det passer ikke. Vi har pligt til at gemme alle journaler.
