Poesi for mig er ekstrem potens i en eller anden forstand.
Det er kraft.
Det er en helt ufattelig højtryksrensning af mig selv og virkeligheden.
Jeg ser det som stråler.
Poesi er ligesom stråler.
Jeg hedder Signe Gjessing.
Jeg har skrevet en bog, der hedder
I KAN DA OGSÅ BARE SKRIVE OM STJERNERNE.
Den her bog handler om at miste alt og få alt igen.
Den handler om tabet af den elskede, Kristus.
En overgang til paradiset.
Men den handler også om dét at blive reddet ud af
vores virkelighed her -
- fordi, der er en umulig kærlighed i den her virkelighed.
Vi befinder os i Rosenborg Slotshave.
Jeg kommer altid her om aftenen.
Særligt nu, hvor duggen falder om aftenen på denne tid af året -
- så er der den der Schack von Staffeldtske forening
mellem dugdråber og rosen -
- som jeg føler er ligesom, når himlen rører jorden.
Men jeg kommer også for at besigtige roserne.
Der er en ufattelige forankring for mig i det her sted.
Det er her, roserne er, og de er ikke så mange andre steder -
- men det er også et sted, hvor alle kan komme.
Så det med at have et hjem et sted, hvor alle kommer -
- føler jeg på en eller anden måde passer utroligt
godt til det at skrive digte.
Jeg kan altid skrive digte, når jeg har lyst.
Og når jeg ikke har lyst, så skriver jeg ikke digte.
Så det er meget enkelt.
Jeg er konverteret fra folkekirken til den katolske kirke.
Jeg blev ekstremt optaget af, som en fuldsstændig raptus, dogmatikken i den katolske kirke.
Sådan er det.
Sådan har det altid været.
Sådan vil det atid blive.
Det står ikke til diskussion.
Min tro for mig betyder, at jeg ikke kan lægge problemer eller smerter over på frelseren -
- men jeg kan også lægge min glæde derover.
Min glæde bliver begrundet.
Min livsglæde bliver begrundet i smerten.
Den smerte, Kristus led og lider stadigvæk -
- i kirken siger man, at han i opstandelsen stadig
bærer smerten på sig.
Det giver mig en kraft.
Det giver mig en form for styrke, der slet ikke kommer fra mig.
Det strømmer bare igennem.
Jeg hviler på en måde i præcis den rigtige rækkefølge.
Det er som om, her er Gud, her er kirken, her er jeg og her er digtet.
Jeg føler, at jeg sidder det rigtige sted.
Hvem er ikke glad, når man elsker?
Det er jo det største.
Det er en meget stor kærlighed i mit liv.
Jeg plejer at være hele min digtning.
Kun der, fordi jeg tror på, at ordet skaber.
Jeg tror på, at jeg kun er i poesien, og at alting kun er i poesien.
Ligesom at digtet har mig, så har jeg Kristus.
Man skal høre til et sted.
Jeg er vokset op i en præstegård med en mor, der var præst.
Min mor har båret meget fortællingen igennem livet.
Det har været fortællingen om at være båret,
så jeg har følt mig uendelig tryg.
Hver gang jeg har været bekymret for noget, så spurgte jeg min mor -
Jeg gik til min mor, og hun sagde; jeg lover dig, at det her bliver godt.
Jeg lover dig det ene, og jeg lover dig det andet.
Så var jeg sikker og glad.
Så hun har givet mig en ufattelig fasthed.
Jeg spurgte min mor, er vi virkelig kun kød?
Jeg tror, jeg var tre fire år.
Og så sagde min mor, nej vi er også ånd.
Så blev jeg glad.
Jeg ved ikke, hvordan et fireårigt barn kunne forstå, hvad ånd betød.
Jeg må have følt mig indespærret i det fysiske.
Jeg følte måske, at det kunne ikke passe, at vi var ligeså så enkle,
som smørret og brødet.
Det kunne ikke passe, at det hele var lavet af det samme.
Der måtte også være noget andet sådan helt grundlæggende.
Jeg er meget glad for bare at være mig.
Det er ikke usædvaneligt, men det er den måde, jeg elsker at leve på.
Det duer jo heller ikke, hvis man ikke forelsker sig.
Jeg er meget forelsket i den, som også elsker mig,
Som er Kongernes Konge.
Jeg tror også på, at uendelige længsler skal gives
til det uendelige.
Mine længsler er ret uendelige.
Jeg tror ikke, at en partner kan opfylde de længsler, jeg har.
Jeg har helliget mig fuldstændig troen på,
at poesien er det eneste virkelige.
Det er den mest sande virkelighed, der findes.
Men når jeg kommer ud i virkeligheden efter at have tænkt det -
- så føler jeg, at den er så ufortolket og utrolig nærværende.
At den faktisk har ønsket sig, at jeg skulle forlade den.
At den faktisk har ønsket sig, at jeg skulle forlade den.
For at den kunne blive sat fri.
Der er en fuldstændig sammenhæng mellem alle mine bøger.
Jeg kan ikke gå ind i et rum uden at have forladt et andet.
Det er meget ligesom i gamle computerspil,
hvor der er levels eller baner, man skal igennem.
Så når jeg er kommet igennem en bog,
så er jeg kommet ud til det næste rum.
Så undersøger jeg, hvad der er der.
Jeg har et digt, hvor der står: jeg holder et sværd mod stjernen -
- og beder den udlevere mig sin sitren og sin skælven.
Så man kan sige, der er ikke noget, der skal ud af mig -
- det er der af alle de ophøjede ting.
Der er noget flydende stof og flydende lys indeni,
som vi gerne vil have.
Den eneste grund til at jeg skriver, det er og videregive eufoisk fryd.
Den er grunden til jeg skriver.
Måske åbner.
Jeg hedder Signe Gjesing.
Jeg har skrevet en bog, der hedder.
I kan da også bare skrive om stjernerne.
