Simi Jan - Manden med terningerne

Det her er en barsk historie om en ung dansk mand, der hedder Thomas Kjems - - der ender i et berygtet iransk fængsel under en rejse i Iran. Men det er også en historie om de demonstranter, der ender bag tremmer. Hvem er de? Filminstruktøren, ayatollahen, den unge it-studerende. Hvem er disse mennesker, og hvorfor er de endt bag tremmer? Og nogle af dem har endda fået en dødsstraf. Thomas Kjems er en ung YouTuber fra Nordjylland - - der er på en jordomrejse og rejser til Iran - - nysgerrig efter at forstå de unge iranere og filme arkitekturen og gæstfriheden - - men ender altså bag tremmer i det mest berygtede fængsel, Evin. Han ender med at være der i syv måneder - - og det bliver hans livs mareridt, fordi han ikke ved - - hvad det er, han egentlig er anklaget for - - hvor lang tid han skal være der - -og så er der en familie i Nordjylland - - som ikke aner, om de får deres søn levende tilbage. Jeg var i det forkerte land på det forkerte tidspunkt. Jeg var bare en ung, rejselysten fyr - - som ville ud at se verden. Endnu en dag på vejen. Jeg ved ikke, hvor jeg ender. Og så var jeg nok en smule naiv - - at rejse ind i Iran på det tidspunkt. Thomas kommer til Iran på et historisk, kritisk tidspunkt - - hvor der er store, store demonstrationer mod præstestyret. Demonstrationerne er forårsaget af, at en ung kvinde er død i politiets varetægt. Moralpolitiet har anholdt hende, fordi hun angiveligt ikke bar sit tørklæde korrekt. Hun dør i deres varetægt, og det antænder en gnist, som får det hele til at vælte. Præstestyret slår rigtig, rigtig hårdt ned mod alle demonstranter. De bruger tåregas, de bruger vold, og så er der tusindvis, der ender bag tremmer. Mange af dem ender i det berygtede Evin-fængsel, hvor Thomas også sidder. Det værste ved Evin-fængslet - - det var nok den her konstante usikkerhed, uvished. Jeg vidste aldrig, hvad der skulle ske, nærmest fra dag til dag. Altså i princippet, så kunne de i morgen løslade mig - - og det kan også blive om 3 år. Man vidste ikke noget, mens man sad derinde. Og det var nok det hårdeste ved at være i det fængsel - - det var, at der var falske forhåbninger hele tiden. Jeg kunne ringe hjem til mine forældre og sige - - jamen, jeg lige fået at vide, at jeg er hjemme om en uge - - og så var det bare løgn - - og det var løgn igen og igen og igen. Så ikke nok med at jeg kørte igennem det her - - mine forældre fik også de her falske forhåbninger - - så det var et psykisk spil, som virkelig påvirkede mig i fængslet - - men selvfølgelig også min familie. Far, nogle gange vågner jeg , og så ved jeg ikke - - hvad der er der virkelighed, og hvad der er drøm. Det virker så mærkeligt det hele. Far: Ja, det tror jeg gerne. Når jeg en dag vågner op - - og jeg er hjemme hos jer - - så bliver det helt vildt, hvordan at verden i virkeligheden er gået i stå for mig. Det, der gør bogen unik, er, at der bliver krydsklippet mellem - - at vi er i fængslet i Iran sammen med Thomas - - og så er vi hos familien i Nordjylland. Thomas er igennem hele følelsesregistret - - mens han sidder i det fængsel. I starten er han bange for, at nu bliver jeg pisket - - nu bliver jeg slået. Senere er det frygten for, hvor lang tid skal jeg sidde herinde? Det er uvisheden. Det er den psykiske tortur, der kører. I den afdeling, hvor jeg sad, Evin 209 - - der var der ingen fysisk tortur. Til gengæld så kørte de mentalt, så der var psykisk tortur, mens jeg var der. Den måde, de gjorde det på, var ved, at de for eksempel havde konstant lyset tændt. Der var noget meget, meget skarpt LED-lys i loftet i hver celle. Man vidste aldrig, hvornår man kunne få en samtale med sine forældre. Hvis man skulle på toilet, så skulle man trykke på en call-knap - - så man kunne ikke gå på toilet, når man havde lyst. Det her med at være afskåret fra omverdenen og ikke vide, hvad der sker. Det er jo... Det er jo psykisk tortur i sig selv. Jeg synes en af de vigtigste ting, som man får ud af denne her bog, er - hvordan overlever Thomas? Hvad er det for nogle copingmekanismer? Hvad bruger han som redskaber til at komme igennem en så ekstrem situation? Jeg tror, der er rigtig mange mennesker, der vil kunne relatere - - til nogle af de redskaber, han tager i brug for at overleve. Efter at have været i fængslet - - jeg tror kun, det var to dage - - så begyndte jeg at rive en af de pengesedler, som jeg har fået med ind i fængslet. Hver gang jeg rev i pengesedlen, så svarede det til en dag. Jeg startede med at rive i en pengeseddel. Og det gjorde jeg så, jeg tror omkring 90 gange, så det svarede til tre måneder - - og så troede ligesom, at det var det. Men så begyndte jeg også på endnu en pengeseddel - - og endte faktisk med at rive i tre pengesedler- som så svarede til syv måneder. Thomas ved ikke, at han helt tilfældigt er endt som en brik - - i et meget større geopolitisk drama, hvor Iran simpelthen anholder helt vilkårligt - - vestlige og europæiske borgere og bruger dem som små midler - - til forhandlinger med europæiske lande eller USA. Altså, så kan de få løftet nogle sanktioner - - de kan få penge til gengæld eller få udleveret nogle af deres borgere - - der sidder i fængsler rundt omkring i Europa. Og det er det spil, der er uforudsigeligt - - og det er det spil, der er så kynisk - - fordi der er ikke nogen, der tager hensyn til - - om Thomas har gjort noget forkert eller rigtigt. Han er bare en fuldstændig brik i et større spil - - og han aner ikke, hvor længe han kan blive siddende inde. Når jeg tænker tilbage på den dag - - hvor jeg blev taget ud af fængslet - - og jeg blev fløjet tilbage til Danmark - - der havde jeg dårlig samvittighed. Og det har jeg stadigvæk den dag i dag, hvor jeg tænker på - - hvorfor var det lige mig, der blev fri? Jeg er heldig, at jeg kommer fra et vestligt land, for når jeg er fri, så er jeg i Europa. Jeg er i et vestligt land, hvor jeg har muligheder, og hvor jeg kan gøre, hvad der passer mig. Men de andre iranere, når de er fri, så er de stadigvæk i Iran - - de er stadigvæk i et undertrykt land, kan man sige. En verden uden for. Det virker bare så fjernt, at det virker mærkeligt, men vi sætter det tættere på hver enkelt spor. Det er tættere på, end du tror. Så nu er der gået et halvt år, så nu, nu. Nu sker der også noget. Det kan du tro. Det godter. Det er det eneste rigtige at gøre for vores psyke og for jeres psyke er, at I at vi ikke, selv om det er til begge sider, bruger. Fordi jeg har eddermame mange gange som ganske få. Jeg kan fortælle dig om og om en anden, der har et selv. Han har 6 gange for vide at han snart er fri. Hold kæft mand. Og nu kan vi så også gå på toilet så tit vi vil og tage bad til bevægelse. Nu tager jeg koldt brusebad om morgenen og varmt om aften og krimi pigen og ikke vi kan gå ud på gangen i stedet for gå ind i vores lille celle, så kan vi gå frem og tilbage. Der. Det lyder åndssvagt, men de små ting er i fængsel, der ikke gør forskel. Josef følger. Lidt op og ned, op og ned, så her er du rundt i alle afkroge og på det. Når det når op.