Jeg hedder Morten Kirkskov,
og jeg er forfatter til romanen SVØMMER -
- som er en slags opfølger til romanen
KAPGANG, som udkom for mange år siden -
- i 2010.
SVØMMER handler om Martin,
som er en ung mand -
- vi følger ham, fra han er 14,
til han er cirka 21.
Det foregår i slut-70'erne start-80’erne.
Der sker mange ting i verden der,
især hvis man er en ung mand -
- der leder efter sin seksuelle identitet eller
sin mening med livet i det hele taget.
Han er sat på nogle hårde prøver, men han kæmper, og han er god til at gebærde sig.
Måske deraf hedder romanen SVØMMER,
fordi han er god til at glide ind i og udenom -
- alt efter hvad der møder ham.
Det er klart, når man skriver en roman om en dreng, der hedder Martin, som er opvokset i Jylland -
- og jeg hedder Morten, og jeg er opvokset i Jylland,
hvor meget af det er så mit eget liv?
Og er jeg Martin? Altså, de spørgsmål bliver tit stillet.
Det gjorde de allerede, da jeg skrev KAPGANG.
Og til det er der kun at sige, at SVØMMER er,
ligesom KAPGANG, en roman -
- og SVØMMER er måske i højere grad fiktion,
på den måde forstået -
- at jeg har taget mig nogle friheder
i forhold til virkeligheden.
Jeg har simpelthen prøvet på at skrive
en bedre historie, end min egen historie er -
- fordi det var der et godt grundlag for
i min egen historie.
Så jeg har bare skrevet den fede historie, synes jeg selv, omkring at blive voksen i start-80’erne.
Går du i seng med mænd eller kvinder, skal jeg
lige huske at spørge dig om?
Det er jo ikke, fordi jeg ikke kender svaret,
men jeg kommer alligevel til at tøve -
- længere end lægens tålmodighed rækker.
Jeg gætter på, at svaret er mænd, siger han, uden antydning af hverken dom eller humor.
Det er ikke helt ved siden af, siger jeg
og prøver selv med humor, men forgæves.
Kun praktikanten trækker på smilebåndet, men slipper det igen, da lægen kigger op på ham.
Jeg fastholder smilet som mit bud på,
hvordan man tackler sådan en situation.
Hvor længe har du haft det, du kalder halsbetændelse? spørger lægen.
Mon Onkel Kristian har været igennem de
samme øvelser på hospitaler og laboratorier?
Han dukker op i mine tanker et øjeblik, men jeg afforbinder mig med ham med det samme.
Jeg er ikke ham.
Måske tre dage, svarer jeg og mærker, at jeg bør være bange, men at jeg ikke har kræfter til det.
Godt så, det er jo et godt tegn.
Lad os se, hvordan det går.
Hvis det forsvinder, kan vi antage,
at det ikke er den nye sygdom.
Det, der gik op for mig, da jeg så gav mig til
at skrive den her historie -
- det var jo ret hurtigt, at der kom jo altså noget
i starten af firserne, som hed AIDS -
- og det blev jeg nødt til at tage stilling til, og det havde jeg på en eller anden måde fortrængt.
Det betød rigtig meget i min ungdom
og min seksualitet, mit sexliv.
AIDS var en kæmpe, dominerende samarbejds-
partner ift. at udleve sit sexliv og have det sjovt -
- og ikke hele tiden være på vagt,
og ikke hele tiden være mistænksom -
- ikke hele tiden være bange for at dø.
Det havde jeg glemt.
Men ved at skrive romanen
er jeg kommet tæt på det igen -
- og kan måske se, hvordan jeg i hvert fald, og Martin i bogen, men i det hele taget min generation -
- er formet af den tid, fordi seksualitet,
hvad end vi vil eller ej -
- jo nok er en ret vigtig del af
det at være menneske.
Og hvis seksualiteten udfordres tidligt eller formes ud fra nogle meget, hvad skal man sige -
- nogle katastrofale begivenheder i verden,
så former det også ens liv.
Jeg er jo ikke Onkel Kristian. Jeg kan gå med til,
at vi er af samme slags -
- men jeg er jo en anden slags
af vores slags, end han er.
Han lever sit liv, og jeg lever mit.
Jeg havde glemt det.
Jeg har det ikke, jeg får det ikke.
De kan tage ligeså mange tests, de vil, det bliver ikke påvist hos mig. Min hals føles allerede bedre.
Der er ikke noget i vejen med mig. Jeg var et øjeblik igen ovre i Onkel Kristians sendeflade -
- nu er jeg tilbage på min egen frekvens.
Der er det med Martin, at han leder efter nogle nye forældre, fordi hans mor er død -
- og hans far har kastet håndklædet i ringen
som far, kan man sige.
Og der er to karakterer, som er oplagte kandidater til at træde i forældrerollen for Martin.
Der er Lizzie, og der er Onkel Kristian, og de er sådan et mærkeligt par, uden at være et par.
Lizzie er gift med en hjemmeværnsmand,
der hedder Rolf, i et meget voldsomt forhold -
- og Lizzie er meget generøs med sig selv
og sin krop, kan man godt sige.
Og det er Onkel Kristian sådan set også,
på sin måde, i en bøsseverden.
Men den måde, de to vilde mennesker
udlever deres seksualitet på -
- og den måde, de dermed måske også ser på livet på, er ekstremt inspirerende for Martin.
Så Martins forældre-erstatning, Onkel Kristian, er ret
hurtigt i romanen (spoiler) syg -
- og Martin er bevidst og ubevidst, mest ubevidst, superbange for, at han er ligesom Onkel Kristian -
- fordi han jo også er bøsse, og er bange for,
at han skal dø -
- fordi det ser ud, som om
Onkel Kristian skal dø.
Men hele tiden er Martin opmærksom
på det der med -
- jeg er ikke Onkel Kristian, fordi
jeg er jo mig selv, jeg er en anden.
Men frygten for, som vi alle sammen
har, tror jeg, for at efterligne -
- eller blive ligesom vores forældre,
er også hos Martin.
Og her er det jo dobbeltbundet, fordi han jo på nogle punkter er fuldstændig ligesom Onkel Kristian -
- fordi de begge to er bøsser.
Men samtidig lever de meget forskellige liv -
- og de er forskellige generationer.
Men der er hele tiden den der tiltrækning og beundring og seen op til Onkel Kristian -
- og så samtidig en total frygt for, at det, som Onkel Kristian er blevet fanget i -
- at det også er noget, der fanger Martin.
Martin gør sig jo en del erfaringer ud i det,
man kunne kalde kærlighedslivet -
- man kunne også kalde det sexlivet,
og han lærer måske også ret hurtigt -
- måske lidt for hurtigt,
at der er forskel på de to ting -
- og at man måske godt kan
adskille sex og kærlighed.
Eller at man kan blive forvirret over,
hvordan begreberne rodes sammen -
- eller hvordan de bliver adskilt, fordi man jo måske som ungt menneske tænker, at det hører sammen -
- sex og kærlighed hører sammen.
Men fordi Martin har den baggrund, han har med at have mistet sin mor blandt andet, så har han -
- en iboende angst for, at dem, han kommer tæt på, bliver forelsket i, forsvinder.
Så han opbygger måske, nu skal vi ikke
være for lommepsykologiske -
- men opbygger måske et værn mod hengivelse.
Og når han så møder en fyr, der hedder Roland,
som rigtig gerne vil Martin -
- og som vil ham det bedste, som ser ham,
som mærker ham, som kan se både -
- hans uheldige sider og hans
meget heldige sider -
- så bliver han jo udfordret, fordi han jo
godt kan mærke -
- at her kommer livet med et kærlighedstilbud til ham, som kan være svært at afslå.
