Birgithe Kosovic - En by i Europa

Hvis vi ikke forsoner os med hinanden - - så synes jeg, vi går en meget svær fremtid i møde. Jeg hedder Birgithe Kosovic - - og jeg har skrevet - en by i Europa handler om - - politimanden Thomas - - som er begyndt at se indvandringen - - som enden på europæisk civilisation. Det er tanker, der gør ham så vred - - og fylder ham også med had. Så meget, at han faktisk føler - - at han er ved at gå i stykker. Han er også en mand, som har elsket for meget. Han har haft et godt tag på kvinder hele sit liv - - men det er også et spor i hans liv - - hvor han er ved at nå til vejs ende. Så han er begyndt at spørge sig selv: “Kan jeg overhovedet ikke elske for alvor?” Så det er alt omkring ham og alt inde i ham - - der er ved at gå i stykker. Og det er derfor, han gifter sig med Catrine. Katrine, som er præst. Og skøn og klog - - og som har en masse politiske overbevisninger - - som er meget anderledes end hans. Hun må selvfølgelig ikke vide - - hvad det i virkeligheden er for et mørke - - han bærer inde i sig, og hende skal han være tro. Hun er et fristed for ham i en verden og i et liv - - som er ved at gå i stykker for ham. Og da han så møder Aisha i forbindelse med et drab - - som han er med til at opklare - - så indleder han en affære med hende. Og det store spørgsmål er jo - - og jeg er ikke sikker på, om Thomas selv ved det - - i hvert fald til at begynde med - - om det er had eller kærlighed - - der driver ham til at overvåge hende. - og faktisk blive afhængig af at overvåge hende. Er det, fordi han vil hjælpe hende ud i friheden - - eller er det, fordi han bare vil have alle sådan nogle ud? Og i løbet af denne her opklaringsproces - - der møder han en kvinde, som har tanker og følelser - - som ingen af hendes nærmeste omkring hende må kende til. Det vil sige, at han møder et menneske fuldstændig som sig selv. “Hej”, smiler hun til Aisha, næsten moderligt - - og denne varme, det er ikke noget at skamme sig over, han har jo ikke været hende utro. Han skynder sig op og indenfor for at fange Bella og lukke hende ud på altanen. Da han vender tilbage, står de to ved traileren og taler om, at hans far er sådan en sød mand - - og at det er trist, at han er ked af at skulle på plejehjem - - og han mærker ansigtsløsheden i sine træk. Tænk, hvis Aisha tilhørte et helt andet liv, et ekstra liv, som han levede ved siden af sit rigtige liv. Og tænk, hvis hun stod og så ind i Catrines ansigt lige nu, som om hun kiggede direkte ind i det liv - - som hun ville ønske var hendes eget, dét, som ikke var en hemmelighed, det sande liv. Og tænk, hvis Catrine uden at vide det stod og så ind i ansigtet på sin mands elskerinde - - tænk, hvis hun uden at vide det så direkte ind i øjnene på dét, - der var lige ved at ødelægge hele hendes liv, og også hans. Det er bare en tanke, tænker han, det er ikke engang en rigtig tanke - - folk tænker så meget, som de slet ikke mener - - og hvis Catrine opdagede hans hemmelige liv og forlod ham, så ville han have forladt hende først. “Var det ikke hende med hunden, som du skændtes med?” spørger Catrine, imens de stiller sækkene op på traileren. en by i Europa hedder “En by i Europa” - - af flere grunde faktisk. Dels spiller det jo på en by i Rusland, som i hvert fald var et kendt udtryk dengang, da jeg var ung. Og som er et sted, hvor det absurde giver mening. Og det, som ellers giver mening nu, er blevet meningsløst. Det kalder jeg bogen, fordi jeg tror, der er en del mennesker i vores samfund - - både i Danmark og i Europa, der oplever det. At vores idealer er begyndt at vise nogle vrangsider - - som gør, at de ikke giver så meget mening, som de gjorde før. Og det har jeg selvfølgelig ønsket at fremskrive som forfatter. Så har man jo en dramaturgi, og den må godt være lidt spændstig. Så derfor har jeg også taget fat i begivenheder, som har fundet sted andre steder i Europa. Ikke kun i Danmark. Og når vi kigger ud over vores kontinent, så kan vi jo godt se, at det her segregerede samfund - - hvor den oprindelige befolkning og den nye befolkning lever mere og mere adskilt fra hinanden. Ikke fordi der er nogen, der er kommet med et diktat, men fordi det bare er sådan, vi trækker os fra hinanden. Hvad gør det ved vores fællesskab? Hvad gør det ved vores samfund og vores institutioner og hele vores lande i virkeligheden? Og hvordan vokser animositeten frem i det, som jeg ikke vil kalde for multikultur - - men staten med flere folk. Altså vores grundpræmis, som handler om, at vi alle sammen er individer. Den bliver jo undergravet i et vist omfang - - jo mere vi bliver til til medlemmer af nogle grupper, altså nogle folk, som står over for hinanden. Så hvordan ser det møde ud imellem de her folkegrupper? Det har jeg ønsket, egentlig ikke at fremskrive, men bare tegne mere op. Han ser på Catrine. Vil hun ikke indrømme, at hun er lige så skyldig som ham? “Jeg er da imod alle totalitære,” indvender Catrine. “Uanset om de er islamister eller zionister eller højrenationalister.” “Det er hyklerisk at se sig selv som tolerant,” istemmer Maryam - - “hvis man vil overbevise nogen om, at de skal have nogle andre normer og værdier, end de har.” “Vi skal jo ikke tilbage til nationalismen,” siger Peter. “Hvis vi opgiver tanken om individet, så er vi jo ikke bedre end dem, vi er imod.” Thomas sidder og ser ud over de tre. Det kan godt være, at han aldrig nogensinde ville kunne tilstå hele sin skyld over for Catrine og de to - - men i det mindste, så ved han, at han er skyldig. Skyldig i forbudte tanker og følelser om alt, i ureglementeret overvågning af en kvinde - - og han vil få fat på Mudi i morgen, så han kan levere den telefon tilbage. “Jeg tror,” siger Maryam, “at vi skal gøre mere ligesom mig og Peter: - gifte os med hinanden. På tværs af etnicitet og alt det der.” “Men,” siger Thomas og sukker, selv om det også føles som en form for fryd at sige noget - - de ikke vil kunne modsige, “selv om rigtig mange af os gifter os med en russer, så forsvinder Rusland jo ikke. Konflikten med Rusland holder aldrig nogensinde op. Og det er det samme med muslimerne: Selv om vi køber grøntsager hos hinanden og er venner med hinanden og gifter os med hinanden - - så forsvinder deres hjemlande og den islamiske civilisation jo ikke. Og nationer og civilisationer fører altid krig imod hinanden fra tid til anden - - det er sådan, det er. Altid.” Siger han, og læner sig tilbage. Egentlig havde jeg en nogenlunde klar idé om, hvad jeg gerne ville med denne roman. Jeg ville gerne skrive om en højreorienteret mand med stor indre friktion. Jeg ville også udfordre ham og konfrontere ham med alt det bedste og det værste i vores kultur. Han repræsenterer jo alt det, der er det bedste og også det mest dekadente - - og det mest uhyggelige ved os i vores tid. Altså det dekadente som i det grænseløse. Hvordan elsker man egentlig - - hvis man er promiskuøs - - og hvis man er grænseløs i sit kærlighedsliv? Hvad gør det så ved ens nære relationer? Der er også en back-story i Thomas’ liv - - som har været med til at forme ham - - som det menneske, han er. Og samtidig repræsenterer han også - - alt det hårde i vores tid. Det hårde blik på indvandringen - - og på udlændinge i vores land. Han er på mange måder et forbudt menneske - - og det var interessant for mig at tage fat i. Men jeg ville også gerne konfrontere ham - - med det bedste i vores samfund - - som bliver repræsenteret af hans kone, Catrine - - som er præst, og som tror på det gode. Og vil det gode. Og ser de gode intentioner i andre og insisterer på det. Det er jo også det blik, hun har på ham. Og det er et blik, han har brug for at mærke på sig. Men samtidig er der jo også den her Aisha - - som står foran ham - - og som repræsenterer en anden kultur. Faktisk en helt anden civilisation - - altså tvangsfællesskaberne. Det er ikke islam som sådan, men tvangsfællesskaberne - - hvor man ikke bare kan melde sig ud. Hvor man ikke har den samme grad af frihed - - og grænseløshed, som Thomas og vi har - - i vores fællesskab. Vi kender jo godt bagsiderne af det. Men er der ikke også nogle forsider af det - - som handler om at kunne skelne - - imellem rigtigt og forkert. Og at kunne sætte sig selv på spil for sit fællesskab - - og tage sin rolle på sig og blive til ét med den rolle. Det kan også noget. Omkring ham bliver det stadig tættere med folk - - men han er ligeglad med, om de giver ham plads. Ligeglad med om de flytter sig for ham, hvis de slår sig på hans skulder, når han skal forbi. Så kan de bare slå sig, og hvis de vil skændes med ham, så kan de bare skændes - - og hvis de vil slås, er han parat, han er klar, til sandheden - - til at blive opdaget, til at lade voldsomheden bryde igennem. Det bliver ved og ved. “Så slut jer til os! Bliv inspireret af modstanden!” lyder det fra højttalerne. Nu siger Pegasussen, at hun er få skridt foran ham, men han kan ikke få øje på hende - - de ligner alle sammen hinanden i deres mørke tøj og tørklæder - og idet han forsøger at trænge sig forbi de næste, står han ansigt til ansigt med hende - - så tæt, at han kan lægge armen om hende, hun kan ikke røre sig, alle står så tæt - - hun ser ud imod folkemassens tusindøjne, hun ser på ham igen, han smiler. “Free-free –” lyder det fra højttalerne. “Palestine!” tordner det op overalt omkring dem. Alt sortner i river-to-the-sea-samba. Hun prøver at vende sig væk, men han trænger sig ind foran hende igen. “Free-free!” brøler han med rocksangeren uden at se væk fra hendes forfærdede ansigt. “Palestine!” brøler det op omkring dem.