Natasha Brown - Det Universelle

Når vi åbner en bog, laver vi som læser halvdelen af arbejdet. Vi bringer vores egen kontekst. Vi bringer vores egen mening. Vi giver nyt liv til det, forfatteren har skrevet - - og gør det til vores egen historie. Min opgave som forfatter er at skabe en levende roman - - der føles underholdende og fuld af overraskelser ved første gennemlæsning. Men især når en bog er kort, synes jeg, den skal kunne tåle at blive læst igen. Jeg har tænkt meget over, at i begge mine bøger - - kan man nå til slutningen og derefter vende tilbage til første side - - og så er der små detaljer og ting, der ved første læsning virker ubetydelige eller måske lidt malplacerede - - som falder på plads eller viser sig at være afgørende spor, når man læser dem i lyset af hele bogen. Jeg er dybt fascineret af retorik og af spørgsmål om - - hvordan vi fortæller historier, og hvordan vi overbeviser mennesker. Og så er jeg også optaget af, hvordan vi får noget til at føles sandt. Min bog Det universelle har en lidt usædvanlig struktur. Det første kapitel er en længere journalistisk magasinartikel. Derefter fortælles hvert kapitel fra synvinklen hos en af personerne i artiklen. Det syntes jeg var virkelig interessant - - for journalistik er en form for skrivning, som vi ofte ikke tænker på som litterær fortælling. Vi læser det for at blive informeret. Vi læser det ikke kritisk - - og den førstepersonsfortæller, vi møder i journalistikken - - bærer en enorm autoritet. Vi stoler blindt på den. For mig føltes det som en spændende mulighed - - fordi vi i romaner straks tænker "upålidelig fortæller", når vi møder en jeg-fortæller. Så jeg tænkte: Hvad sker der, hvis man tager en fortælleform - - som vi instinktivt stoler på - - og placerer den midt i fiktionens ofte absurde verden? Kan den fortælle noget om, hvordan vi konstruerer sandhed, og hvordan vi skaber mening? Jeg tror, at jeg i min anden roman var virkelig interesseret i at zoome ud - - og have en bog med et ret stort persongalleri - - og virkelig undersøge folk, der er exceptionelt dygtige til at bruge sprog. Folk der ved, hvordan man fortæller en historie. Folk, der ved, hvordan man skaber verdener med deres ord - - og som ved, hvordan man omsætter deres egen skrivning og ord til penge og profit. Og det var virkelig drivkraften bag denne roman. Og det springer nærmest ud af siderne i form af Lenny. I starten fremstår hun som en lidt mærkelig biperson - - men ved bogens slutning opdager vi, at det hele tiden har været hendes historie. Det er hendes bog, og hun vil fortælle historien på sin egen måde. Det universelle er en - - mærkelig komediethriller, mysterie-lignende bog - - og mysterielæsere og thrillerlæsere er de mest mistroiske - - og mindst tillidsfulde læsere derude. De lægger mærke til hver eneste lille detalje. De piller alt fra hinanden. Så jeg vidste, at hvis jeg ville skrive noget i denne genre - - måtte der ikke være nogle huller i den. Plottet skulle give mening. Så jeg brugte faktisk et år på bare at arbejde med plottet. Jeg skrev ikke nogen prosa, bare noter, fulgte karaktererne - - fandt ud af, hvad der foregik i historien - - og noterede alle detaljer i et stort regneark. Og det gav mig virkelig et solidt fundament - - som jeg kunne bygge videre på - - da jeg begyndte at skrive selve romanen og gøre den til en rigtig bog. Det gør faktisk mit job meget nemmere, fordi jeg i stedet for kun at skrive - - er meget mere som en redaktør. Jeg lægger mærke til alt det, karaktererne gør og siger - - og hvordan de har det. Min opgave er at gøre det synligt for læseren - - give det den rette tone og den rette tekstur og fortælle historien. Men på en måde føles det, som om den allerede eksisterer. Det har været virkelig sjovt at møde læserne. Min første bog udkom under Corona-nedlukningen, så jeg fik ikke rigtig talt med læserne. Men denne gang er jeg blevet oversvømmet med meninger, hvilket har været rigtig sjovt - Det er sjovt at høre nogen hade én karakter. - og så elsker den næste person den samme karakter. Det er også virkelig interessant at se, hvordan bogens humor får sit eget liv hos læserne - - hvilke vittigheder de griner af, hvilke jokes de hæfter sig ved - - som jeg slet ikke selv havde tænkt på som særligt morsomme - - men som de virkelig morede sig over. Det er også spændende at høre - - hvilke dele af bogen der virkelig resonerede følelsesmæssigt - - og hvilke følelser læserne kunne genkende sig selv i. Det er en helt særlig glæde, fordi bøger så tit har givet mig den følelse. At høre læsere fortælle, at de har oplevet noget lignende i mine bøger - - er noget af det fineste, man kan opleve som forfatter. Jeg føler mig ikke som en, der skal være forfatter resten af livet. Jeg tror ikke, det nogensinde ville føles som mig. For mig har det at skrive de her bøger og få lov til at rejse rundt med dem - - tale med læsere om dem - - og møde nogle af mine yndlingsforfattere - - føltes som en slags magisk lille pause fra karrieren - - og det har været noget helt særligt. Men det føles også som om, det skal slutte på et tidspunkt. Det føles ikke som noget, jeg kunne gøre for evigt. Jeg har haft den store fornøjelse det seneste år - - at være dommer ved The International Booker Prize - - og det har været en stor fornøjelse bare at tage læserhatten helt på igen. Jeg tror, at man som forfatter altid tænker på bøger på en lidt anden måde. Du splitter dem hele tiden lidt ad og tænker over, hvordan de fungerer. Men det at kunne fordybe sig i alle disse fantastiske bøger - - og opleve dem som læser har føltes som et enormt privilegium. Hvis du havde fortalt mig, da jeg var 12 år, at mit arbejde en dag ville være at læse - - ville jeg ikke have troet dig. Men jeg tror, det bliver rart at bruge lidt mere tid på udelukkende at være læser - - og ikke skynde mig videre til at skrive noget nyt.