Hjemme hos Ida Jessen

Jeg skriver historiske romaner som en måde at tænke på min egen tid på. For jeg kan ikke overskue vores egen tid, og det tror jeg er svært for de fleste. Og man kan blive meget rådvild. Og man kan blive meget rådvild. Og hvad skal vi gøre? Hver gør det, som man nu kan. På den ene eller den anden måde. Mine evner ligger inden for det at fortælle og skrive bøger. Kaptajnen og Ann Barbara - - den åbner med at kaptajnen, som nærmest det første menneske - - kommer ud på heden nærmest som i verdens skabelse. Han kommer ud for at skabe en ny verden. Og han er der helt mutters alene. Han kæmper og døjer meget med alt det, han har givet sig i kamp med. Altså, han mangler vand, jorden er dårlig - - det blæser, det regner, det sner, det er konstant storm. Og derude får han så rejst et kæmpe hus. Kongens hus. Og sidder der mutters alene. Og så en dag, så kommer der - - en taterpige, som han bestemt ikke regner for noget. Altså tatere eller sigøjnere - - de var jo samfundets udstødte og lovløse. Og hun kommer til at bo hos ham. Og bringer en form for liv ind i hans tilværelse, meget modstræbende. Han behandler hende egentlig ret hårdt og opdager, at hun er meget begavet - - og gerne vil lære, at han ligesom ser: Her er der et menneske, som han kan lære noget, og som er... Som gerne vil flytte sig. Og så kommer der en til; en kvinde, Ann Barbara. Og hvorfor hun kommer, det ved vi ikke. Og hvorfor hun bliver husholderske for kaptajnen, det ved vi heller ikke. Eller det vil sige, der er lagt spor ud. Hun har en fortid. Der bliver talt meget lidt om den - - men det er en fortid, som hun ikke er interesseret i at komme i kontakt med. Og den har med Schinkel, godsejeren på Hald at gøre. Ann Barbara er helt sin egen. Hun har været meget dejlig for mig at arbejde med - - fordi hun ikke lukker folk ind i sit indre, heller ikke mig. Og derfor, når jeg skriver om hende, så skriver jeg om hende udefra - - i kraft af det, hun laver. Og Ann Barbara er handlekraftig. På en eller anden måde, ligemeget hvad hun kommer ud for - - så finder hun en dør i den ellers lukkede mur, som hun kan gå videre af. Ann Barbaras liv er på den måde uforudsigeligt. Det eneste, hun har med sig, er sin styrke, og den er stor. Og sin handlekraftighed og sin ømhed for dyr og for de mennesker, som hun kommer tæt på. Hun siger ikke meget, men det hun siger, det rammer bare totalt plet. På den måde har hun været sjov at arbejde med. Alle hendes replikker skal sidde i skabet. Der må ikke være væverier, der må ikke være pause-replikker. Der må ikke være sådan noget med “jo, jeg må lige tænke mig om.” Eller “jo, det kan du godt sige”, eller “hvad siger du”. Hun hører alt, hvad der bliver sagt, og hun har altid et svar. Og det er ikke altid, at det svar er korrekt. Men selv når hun taler udenom, så ligger sandheden alligevel som en kerne i det, hun siger. En person kommer gående over heden, som om det er helt tilfældigt - - at hun kommer denne vej forbi. Hårlokken. Det rødmundede ansigt blusser i varmen. Hun der grinede ham op i det åbne ansigt - - da han venligst spurgte, om hun ville være hans husholderske. Hun kommer midt på dagen - - hun har ingenting andet med end det strikketøj, hun går med i hænderne - - og garnnøglet der er fæstnet til brystet med en nål. Hun går tilfældigvis der og strikker over den stegende hede i middagssolen. Hun kommer forbi kaptajnen - - hun går direkte forbi ham, som om han ikke var der - - og til trods for, at huset, som ingen kan overse - - og manden som også rager op, må have optaget hendes tanker i mindst et stykke tid - - virker hun meget overrasket, da han råber hende an. Hun standser. Hun bliver stående med ryggen halvt vendt til. Ann Barbara har det ikke godt med Schinkel. Hun har en forhistorie med ham, og den får vi ikke at vide. Men vi får den genopfrisket, fordi han simpelthen ser sig selv som den - - der har ret til at tage de piger, han vil. Og særligt de tjenestepiger og bondepiger, han vil. Og det kommer Ann Barbara også ud for, og hun kan ikke tage det. Selvfølgelig ikke. Der er ingen steder, man kan gå hen, fordi som Schinkel definerer sig selv, så er han retten. Og han har ret. Ingen kan tage den ret fra ham. Så hun er nødt til at gå selvtægtens vej. Og det gør hun. “Ann Barbara,” siger han, “hvad har du gjort ved dig selv?” “Du skal ikke være bange for mig,” siger hun. “Hvem skal jeg så være bange for,” siger han. “Jeg har haft besøg, mens du var væk,” siger hun. “Af hvem, Ann Barbara?” siger kaptajnen. “Af ham,” siger Ann Barbara. “Hvad har du gjort, Ann Barbara?” siger kaptajnen. “Er han død?” spørger kaptajnen. “Han er ikke død,” siger Ann Barbara. “Men det, som han har gjort ved mig og ved køkkenpigerne og bondepigerne - - og sin kone og mange andre koner og piger kommer han ikke til at kunne gøre mere.” “Ann Barbara,” hvisker Kaptajnen, “du må flygte.” Ann Barbaras Hvedebrødsdage - - åbner med en scene i Viborg Tugthus - - hvor Ann Barbara sidder og venter på - - at hun skal overføres til slaveriet i København. Det lå inde på Bremerholm. Der slap man ikke ud fra, når portene først var lukket i. Man fik lov til at arbejde sig ihjel. Simpelthen. Hun har kastreret Schinkel på Hald. Og det er det, der er hendes store forbrydelse. Vagten er blevet meget fuld. Han sover. Der er også stille på bukken, hvor kusken sidder. Og de eneste, der er vågne - - er Ann Barbara og præsten - - og en høne, som hun har med. Præsten siger til hende: Du har fået en god mand. Ann Barbara, han har kun en fejl: Han kan ikke lyve. Og det betyder, at du aldrig må bede ham om hjælp. Du må aldrig opsøge ham. Du må aldrig vise dig for ham - - for hvis der kommer nogen og spørger: Ved du noget om din kone, Ann Barbara - - så vil han sige: Ja! Hun har været her. Fordi nu er det jo sådan, at de ved - - at Ann Barbara vil få en mulighed for at flygte fra vognen. Fordi dem, der skulle passe på hende, er fulde. Og det gør hun også. Hun gemmer sig på heden, indtil efteråret kommer. “På plakaterne står der, at Ann Barbara flygtede på vej til der Sklaverei, og at hun har en høne og en ulvepels.” “Hvad siger du til det?” “Sklaverei, det kender jeg ikke noget til, der har jeg aldrig været.” “Du har en høne og en ulvepels.” “Jeg kan ikke hjælpe, at jeg har en ulvepels og en høne, det er der så mange der har.” ”Heissen Sie Ann Barbara?” ”Nej, heissen, det kender jeg ikke noget til.” ”Hvorfor går du i tugthuskjole?” ”Det var en jeg fik byttet mig til.” ”Hvad gav du så i bytte for så fin en kjole?” ”Jeg gav en sort kjole og et tørklæde med frynser.” ”Det var en grossartig byttehandel,” ler konerne. ”Ja, den var ikke så værst,” siger kvinden. ”Vi ved ikke, hvad du er for én,” siger en kvinde i sort kjole og sort hue. ”Vi kunne tage din lille gode høne og jage dig væk. Men vi er ikke Unmenschen, og du siger at du kan arbejde. Vi vil behandle dig som en Mensch.” Ideen til Kaptajnen og Ann Barbara, den er gammel. Jeg havde tænkt på den i måske 10 år, før jeg begyndte at skrive om den. Det var bare en sætning, jeg læste i en havebog engang, hvor der stod - - at hedeopdyrkningen var begyndt med en vanvittig stædig kaptajn - - som rejste ud på heden og med vilje udvalgte sig det værst tænkelige stykke jord - - han overhovedet kunne finde. Han ville bevise, at det kunne lade sig gøre at opdyrke heden. Det var i 1753, han rejste derud. Så rejste han derfra 12 år senere - - og havde stort set ikke opnået noget. Alt det, der var lykkedes ham, det var groet til igen. Jeg fandt ud af, at der gemte sig en roman, fordi jeg bare tænkte - - et menneske, der vil ud for at kæmpe mod jorden, som er ufrugtbar - - og med himlen, som kan sende det vildeste vejr nedover. Og vinden. I og for sig også ilden. Fordi der kan komme stærke hedebrande - - som en flyveild, der flyver over heden, og som kan ødelægge alt på sin vej. Og vandet selvfølgelig, fordi der ikke er vand på heden. Så han drager i kamp mod elementerne i den tro - - at han ene mand kan kan gøre op med dem. Det er en ting, som vi kender fra oplysningstidens vanvittige optimisme - - og som vi jo faktisk stadigvæk er - - i udkanten af. Det var jo noget, der rullede langsomt frem i 1700-tallet - - og for alvor begyndte at få fat i 1750'erne på det tidspunkt, hvor han rejser ud. At man forestiller sig, at menneskets vilje og menneskets initiativ simpelthen kan - - lave om på verden. Altså på de mest grundlæggende ting - - såsom luft, jord, vand og ild. Det er en spændende historie. Og hvorfor er den det? Det er jo det, der hele tiden driver mennesket. Vi vil til Månen. Vi vil bestige de højeste bjerge. Nu er Mount Everest fyldt med skrald, alle har været der. Så må vi kaste os over det næste og etablere byer på Mars og så videre. Jeg ved ikke, om det nogensinde lykkes, men den der tanke om - - at hvis man kan tænke noget - - så er det første skridt til, at man kan arbejde sig frem imod det. Det er en del af oplysningstanken, som menneskene fik i 1750'erne og frem - - og som vi stadigvæk har. Hvorfor gør I det? Ja, fordi vi kan tænke os frem til det. Så kan vi ikke lade være med at prøve. Det var jo på den måde, vi fik flyvemaskiner. Det var også på den måde, at Danmark blev, som det er blevet. Fordi det rent faktisk lykkedes for nogle andre end kaptajnen, som var den første. Det lykkedes for nogle andre. Hvis vi rejser derover til det, der engang var en ørken - - så er det jo plantager og frodige marker. Til enhver tid tror jeg, at man har en forestilling om - - at man er dem, der sætter verdens dagsorden - - og at man på en måde opfinder verden. Det har man altid troet. I hvert fald siden oplysningstiden. Og i hvert fald i det 20. århundrede. Og så havde jeg nær sagt og i hvert fald i det 21. århundrede. Derfor er det sådan - - at vi må ikke blive historieløse. For vi skal huske, at vi gør fejl. Og vi ved det alle sammen lige nu, fordi vi står alle sammen og føler, at det her - - det er uoverskueligt. Men når vi ser på historien, så ser vi også, at det, der går ned - - nogle gange, det kan gå op igen, fordi der kommer nogen, der er klogere end os. Der er tider, der går, og så kommer nye tider. Det er også noget, som kan give os en eller anden form for håb. At de har aldrig været ude med menneskeheden, ligegyldigt hvor sort det har set ud. Og det synes jeg, at jeg i hvert fald har brug for at tænke på. Der er det her håb om, at vi skal huske på - - at der også er lys i mørket.