Glenn Bech og Mutti - Det skal blive godt nu

Bogen DET SKAL BLIVE GODT NU - - tager udgangspunkt i, da jeg i en alder af 27 - - mister min mand og drengene deres far - - og de var knap tre år og lige fyldt fem år. Og efter far begår selvmord - - er alt jo kaos i vores tilværelse. Jeg har ingen erindringer fra før, han dør. Mit liv begynder med et big bang, og det er ligesom “far er død” - - og jeg skal tage ansvar for vores lille familie, føler jeg. Og så er resten af opvæksten jo kendetegnet ved - - at jeg skal skjule min seksualitet - - jeg skal skjule det ene og det andet for dig - Det bliver sådan en “overlevelses -kapløb” frem mod, at jeg kan - - flygte over alle bjerge uden at kigge mig tilbage. Og så sidder vi her sammen alligevel. Selvfølgelig. Det er den største gave i hele verden - - at vi er sammen. Tænk, at de to drenge der lige har mistet deres far. Det er svært ikke at blive trist - - når man kigger på det. Det er det. Min egen sorg tror jeg faktisk lidt jeg begravede. På nær den første uge efter. Den første uge efter, der var det udelukkende farmor - - der tog sig af jer. Jeg var kun ude på kapellet - - og sad og kiggede på jeres far. Fire timer af gangen, så skulle han på køl igen - - og så ringede de til mig, når jeg måtte komme igen. Det var sådan, jeg brugte den første uge. Så efter begravelsen kunne jeg begynde - - så var jeg der igen. Fordi så var han jo væk. Det var en forfærdelig tid. Helt forfærdelig. Jeg kan huske, da vi er med på hospitalet - - og han ligger der. Jeg kan huske fornemmelsen af - - at du har været der nogle gange. Ja. Og du kan vejene derhen. Du plejer ikke at kunne finde vej. Nej. Men du kan godt finde vej hen på hans stue. Ja. Jeg husker også den sygeplejerske - - og at jeg egentlig gerne ville have hende til at gå - - så vi lige kan være os selv med far. Jeg kan huske vasken i rummet - - og håndvasken er her - - og så ligger han herovre på sengen. Og det med far skal på en eller anden måde overstås. Fordi det provokerer jo en masse følelser. Jeg tror, jeg er så bange for hvad, der skal ske - - på det her tidspunkt. Det kan jeg da godt forstå. Ja. Det er fandme også en usikker tid. Ja. Ja. Uh, nu kommer bryllupsbilledet. Ja. Altså, jeg synes jo, I ser frække ud. Også lidt vovede. Hvad hedder de der på hænderne? Det var jo i ‘95 eller sådan noget. Du har guirlander i håret. Jamen, jeg har pynt everywhere. Men ved du hvad? Det er faktisk lidt tankevækkende. Da jeg lærer din far at kende - - der siger han jo til mig - - at jeg skal tænke mig om - - før jeg tager sådan en som ham - - fordi han havde nogle udfordringer. Men jeg er jo den der Dr. Phil - - så ham kunne jeg sagtens klare. Men på dagen, hvor vi skulle giftes - - der vågner jeg om morgenen - - med det sygeste hold i nakken. Altså, jeg kunne slet ikke være til nogen steder. Og så siger din far, det er nok skæbnen - - der fortæller dig, at du ikke skal gifte dig med mig. Når man ved, hvor lavt et selvværd han havde - - og efter at have læst hans selvmordsbreve - - hvor han jo siger, at han ikke duer til noget - - og du skal finde en anden mand og så videre. Så giver det god mening ud fra den logik - - at han har tænkt, at det, at han forlader os - - at vi ikke kommer til at savne noget - - fordi han var ikke noget. Og at han nærmest gør os en tjeneste - - ved at forlade os. Det er jo en syg tankegang. Ja, han var en klods om benet på mig, mente han. Heldigvis, så har jeg ikke hans tynde hår. Hva’? Det har vi jo snakket om. Nej, det har du ikke endnu. Hvor gammel er han der? Han må være knap 38. Og jeg er 35. Ja. Hele håret. Må jeg se? Nej, du skal ikke kigge. Åh, det er dårlige minder for dig, det der. Det er virkelig dårlige minder for dig. Men du smiler. Ja. En ting er at lære, hvordan man skal se ud - - for ikke afsløre, hvordan man har det - - og så hvordan man så har det. Hvorfor var det egentlig, at du ikke fortalte mig - - hvordan du havde det? Fordi, og det er ikke et angreb - - men fordi jeg har øjne i hovedet - - og jeg havde en mor, der havde det så dårligt selv - - at jeg ikke skulle bidrage med yderligere. Jeg følte et kæmpe ansvar for dig. Ja, puha. Ja. Der var en psykolog - - der var ‘masser’ hjemme hos os hele tiden - - han startede med at sige - - hvordan har du det? Jamen, jeg har det fint. Det troede han ikke, at jeg havde. Så siger jeg, jeg har det fint. Når jeg bliver ked af det - - så er det, når drengene sover. Og hvor han så sagde, de kan mærke det på dig. Men der var jeg hårdnakket og påståelig - - og sagde, det kan de hvertfald ikke. De aner ikke, hvordan jeg har det. Ham der kunne godt mærke det på dig. 5 minutter i klokken mor skal græde - Hvad gjorde jeg så? Du fulgte efter mig. Jeg fulgte efter dig, og jeg spærrede døren - - ind til der, hvor du plejede at græde. Toilettet. Ja. Jeg følte på en måde, at jeg havde svigtet mit ansvar - - fordi din lykke var mit ansvar efter fars død. Så hver gang du græd og var ked af det - - så var det, som om jeg ikke havde gjort det godt nok. Ejj. Så er der ikke noget at sige til, at man bliver ked af det. Nej.