Ida Jessen - Ann Barbaras hvedebrødsdage

Ann Barbaras Hvedebrødsdage - - åbner med en scene i Viborg Tugthus - - hvor Ann Barbara sidder og venter på - - at hun skal overføres til slaveriet i København. Det lå inde på Bremerholm. Der slap man ikke ud fra, når portene først var lukket i. Man fik lov til at arbejde sig ihjel. Simpelthen. Hun har kastreret Schinkel på Hald. Og det er det, der er hendes store forbrydelse. Og transporten ruller ud. Så står der pludselig - - en lille sortklædt præst - - i en vejgrøft og beder om at komme op - - fordi han skal forberede Ann Barbara på - - at kunne tage imod sin straf - - med anger i hjertet og forsoning. Han har ikke kun den tanke med om - - at hun skal forsones med sin skæbne. Han har også et skrin med, med brændevin - Og han siger så, at det er et hjemmeberettelsessæt - - altså sådan, at han kan give nadveren - - til både Ann Barbara - - og frem for alt til den bevæbnede vagt - - der sidder overfor i fangetransporten - - og vagten, han er en ung bonde, og han ville - - egentlig hellere være blevet hjemme - - på sine egne marker, for det er i høsttiden. Præsten siger: Drik! Så lyser jeg velsignelsen. Og så er de ellers i gang. Og Ann Barbara, hun har et ønske i sit liv. Det er at blive gift med kaptajnen - - inden hun rejser videre til slaveriet. Og det kommer til at ske. Og så ruller vognen videre og - - vagten er blevet meget fuld. Han sover. Der er også stille på bukken, hvor kusken sidder. Og de eneste, der er vågne - - er Ann Barbara og præsten - - og en høne, som hun har med. Præsten siger til hende: Du har fået en god mand. Ann Barbara, han har kun en fejl: Han kan ikke lyve. Og det betyder, at du aldrig må bede ham om hjælp. Du må aldrig opsøge ham. Du må aldrig vise dig for ham - - for hvis der kommer nogen og spørger: Ved du noget om din kone, Ann Barbara - - så vil han sige: Ja! Hun har været her. Fordi nu er det jo sådan, at de ved - - at Ann Barbara vil få en mulighed - - for at flygte fra vognen. Fordi dem, der skulle passe på hende, er fulde. Og det gør hun også. Hun gemmer sig på heden, indtil efteråret kommer. “På plakaterne står der - - at Ann Barbara flygtede på vej til die Sklaverei - - og at hun har en høne og en ulvepels.” “Hvad siger du til det?” “Sklaverei, det kender jeg ikke noget til - - der har jeg aldrig været.” “Du har en høne og en ulvepels.” “Jeg kan ikke hjælpe, at jeg har en ulvepels og en høne - - det er der så mange der har.” ”Heissen Sie Ann Barbara?” ”Nej, heissen, det kender jeg ikke noget til.” ”Hvorfor går du i tugthuskjole?” ”Det var en jeg fik byttet mig til.” ”Hvad gav du så i bytte for så fin en kjole?” ”Jeg gav en sort kjole og et tørklæde med frynser.” ”Det var en grossartig byttehandel,” ler konerne. ”Ja, den var ikke så værst,” siger kvinden. “Men forklar os så, når det nu var så gunstig en handel - - hvorfor den er så grov og grå og så dårligt lappet?“ “Det er fordi den kan arbejde så hårdt.“ De stirrer på hende, og hun stirrer igen - - med øsen i begge hænder - - og sine vilde øjne hvor solen har brændt sig ind. ”Vi ved ikke, hvad du er for én,” - - siger en kvinde i sort kjole - - og sort hue. ”Vi kunne tage din lille gode høne og jage dig væk. Men vi er ikke Unmenschen - - og du siger at du kan arbejde. Vi vil behandle dig som en Mensch.” Jeg skriver historiske romaner som en måde - - at tænke på min egen tid på. For jeg kan ikke overskue vores egen tid - - og det tror jeg er svært for de fleste. Og man kan blive meget rådvild. Og man kan blive meget rådvild. Og hvad skal vi gøre? Hver gør det, som man nu kan. På den ene eller den anden måde. Mine evner ligger inden for det - - at fortælle og skrive bøger. Til enhver tid tror jeg, at man har en forestilling om - - at man er dem, der sætter verdens dagsorden - - og at man på en måde opfinder verden. Det har man altid troet. I hvert fald siden oplysningstiden. Og i hvert fald i det 20. århundrede. Og så havde jeg nær sagt og i hvert fald - - i det 21. århundrede. Derfor er det sådan - - at vi må ikke blive historieløse. For vi skal huske, at vi gør fejl. Og vi ved det alle sammen lige nu - - fordi vi står alle sammen og føler, at det her - - det er uoverskueligt. Men når vi ser på historien, så ser vi også - - at det, der går ned - - nogle gange, det kan gå op igen - - fordi der kommer nogen, der er klogere end os. Der er tider, der går, og så kommer nye tider. Det er også noget, som kan give os - - en eller anden form for håb. At de har aldrig været ude med menneskeheden - - ligegyldigt hvor sort det har set ud. Og det synes jeg, at jeg i hvert fald - - har brug for at tænke på. Der er det her håb om, at vi skal huske på - - at der også er lys i mørket. Heden ligner intet andet sted. Der er lys og mørke. Der er himlen og den flade jord. Mægtige skyer drager over himlen. Skygger kommer vandrende. Det er himlens og skyernes skygger. Ingen skove, ingen milde lunde - - ingen enlige trækroner er der for øjet at hvile på. Kravl og purl bøjer sig for vinden. Mennesker er der. De kom vandrende, det er ikke længe siden. De kom fra syd, brunøjede, storøjede. De kom til det land, de var blevet lovet. Der var end ikke en jordhule i sigte. Al den jord de ville dyrke, var de blevet lovet - - og jord havde de fået. De stillede deres bylter. Kvinderne satte sig ned - - knugede deres børn ind til sig og græd. Mændene tørrede sig i nakken. Stumme, med tørre munde - - så de ud over det mørkebrune sørgetæppe. Havde de da troet at der var sket forberedelser - - og at der som lovet ville stå en færdig by - - med kirke og skole? Havde de troet at de skulle dyrke vindruer og morbærtræer? Troede de, at deres redskaber - - skulle være egefade og ormenet - - og at de skulle fremstille rhinskvin og silke?