TANDFEEN er en krimi.
Det er en fortælling om den lille mand -
- og den lille kvindes kamp mod magteliten.
Det er historien om Birger, som er nyligt førtidspensioneret lydmand.
Han har arbejdet på Danmarks Radio
i mange år og er slidt ned.
Og han har egentlig bare glædet sig til
at være i fred -
- og dyrke sit saltvandsakvarium
og alle sine potteplanter -
- og sin meget store LP-samling og bare hygge sig.
Men han har en onsdagsveninde, Paulina,
som han har frekventeret i tre år, som forsvinder.
Det synes han alligevel er for galt.
Så får han hjælp af en online coach, en Instagram-terapeut -
- som kalder sig kærlighedscoach, Marie.
Og de to mennesker, som på hver deres måde
er gået lidt i stå i livet -
- de bliver forenet
i eftersøgningen af Paulina.
Så det er de to amatørdetektiver på farten.
Tilbage i baren stod en ny drink klar.
Et pust af frisk luft fra døren
efter en kunde, der lige var gået -
- mindede om, at der var en verden udenfor,
som ventede på hende.
Hun lovede sig selv, at drinken blev
den sidste -
- og vidste, at det kunne hun godt holde.
Hun skulle hjem og fortælle
Birger det hele, hjem og lægge en plan.
Hun drak en tår af drinken.
Den smagte lige så godt som den første.
En lille isterning flød med ind i
hendes mund.
Hun nåede at synke
den, før det gik op for hende -
- at det ikke var en isterning.
Smerten begyndte ved strubehovedet
og fortsatte hele vejen ned gennem spiserøret.
Hun tog sig til halsen.
Ville råbe om hjælp, men stemmelæberne var flænset op.
Hun kiggede febrilsk rundt efter ham, Tandfeen -
- fik øjenkontakt med bartenderen
og pegede på glasset.
Så besvimede hun og gled ned af barstolen.
Hendes hoved ramte gulvet med en dump lyd.
Ideen til TANDFEEN opstod,
fordi jeg stødte på et rygte -
- som handlede om en person, der trak tænder
ud på sexarbejdere for sjov.
Og jeg synes, at det rygte var så bizart,
og det satte på en eller anden måde -
- min krimihjerne i gang.
Samtidig spillede det ind i en, for mig
eksisterende indignation -
- over alle de overgreb, der bliver begået af magtfulde personer -
- og hele den kreds af mennesker
omkring de her overgrebsmænd -
- for det er næsten altid mænd,
som beskytter dem -
- og faciliterer, at de kan blive ved
og ved i årtier med at begå deres overgreb.
Så man kan sige, at rygtet var
bizart og indignationen var meget virkelig -
- og tilsammen blev det startskuddet til TANDFEEN.
Jeg var fascineret af det her skøre rygte -
- om en, der tændte på at trække tænder ud.
Men jeg vidste jo ikke hvorfor.
Jeg har bare spekuleret i,
hvad driver et menneske til at gøre det?
Og det var helt ærligt
så bizart, at det var svært at skrive -
- fordi man kan godt forestille sig
en sadist, der tænder på at tæske nogen.
Det er svært at forstå,
men det kan man godt forestille sig.
Jeg kan godt forestille mig det, jeg kan godt skrive det,
Men at komme derhen, hvor der er en,
der synes, at det er sjovt, spændende -
- seksuelt stimulerende
at trække en tand ud på nogen.
Det synes jeg var supersvært.
Det har taget lang tid at komme derhen,
hvor jeg ligesom -
- så at sige, forstod min gerningsmand nok til,
at jeg kunne fortælle fra hans point of view.
Han tog læderposen op af lommen
og lagde den i hendes hænder.
Løsnede snoren, så den åbnede sig.
Posens sider faldt og åbenbarede indholdet.
Fem hvidgule kindtænder.
Elenas øjne blev store.
Han kunne se, at hun prøver at forstå, hvorfor hun sad med
fem menneske tænder i sine hænder.
“Kig på mig!”
“Look at me,” -
- sagde han og ventede,
til hendes blå øjne var fokuserede på hans.
Til han havde hendes fulde opmærksomhed.
Han kunne se, at frygten var blevet vakt.
Selvom hun ikke forstod, hvad der skete mærkede hun, at noget var galt.
Pigen kendte til vold, hun var ekspert i utryghed.
Han pegede
på tænderne og smilede til hende.
“Jeg er Tandfeen.”
For en krimiforfatter som mig -
- så har det været en meget, meget spændende
research her til TANDFEEN -
- fordi jeg jo plejer at tage med efterforskere ud på job
eller mødes med en retsmediciner.
Og med den her bog,
der har jeg simpelthen siddet på Reddit og læst.
Det var lidt en overvindelse.
Jeg gjorde faktisk det, at jeg tænkte: Okay, det første jeg gør,
når jeg går ind på Reddit -
- er, at jeg søger på mig selv, og så læser
jeg sladder om mig selv.
Det svarer til at gå ind i et lokale,
hvor der sidder nogen og bagtaler en.
De har ikke opdaget, man er kommet ind.
Det er den følelse, man får.
Men jeg tænkte, at sådan,
hvis jeg skulle gøre det her -
Hvis jeg skal skrive en bog,
der handler om rygter og sladder -
- så er jeg også nødt til at kunne tåle det selv.
Det interessante med Reddit, det er, at der er meget om snakken.
Meget af det, der står på Reddit, har rod
i en eller anden form for virkelighed.
Men så er der indimellem noget,
som er fuldstændig usandt -
- og som bare er altså grebet
ud af den blå luft.
Reddit også det sted,
hvor ofre, der ikke tør at række hånden op og sige -
‘Jeg har faktisk været offer for det her.’
Lad mig lige understrege, at det er
noget af det sværeste, der findes.
Grunden til, at det tager så lang tid at fælde -
- overgrebsmænd som Weinstein, er jo,
at der ikke er nogen, der har lyst til -
- at stå frem og sige: ‘Jeg er faktisk et offer’.
Der kan Reddit jo være en ventil -
- hvor man faktisk går ind og siger: “Det her skete”.
Og så ved man, at der sidder folk og læser med -
- journalister, der læser med, og det kan
føre til, at overgrebsmænd faktisk bliver fældet.
Problemet er bare, at der er ingen, der
ved, hvad der er sandt -
- og hvad der er falsk på Reddit.
Det er, ja, et stort klondike.
Blodet bænder ham, baghovedet dunker.
Han prøver at forstå, hvordan hun fik
fat på kniven, uden at han opdagede det.
Han kan ikke tillade sig at være uopmærksom, og han bander,
mens han vælter ud på den lille parkeringsplade.
Knæet rammer asfalten, han rejser sig og tørrer panden af i ærmet.
Ser sig omkring.
Her er fortsat øde.
Ingen vidner.
Hun løber ad vejen i retning mod marinaen,
men hun er ikke nået langt.
Rompunen får hende til at slingre og snuble.
Han sætter efter hende.
Hans skridt er dobbelt længde,
og målrettede, hun har ikke en chance, hun har ikke en chance.
Hun skriger.
Eller rettere, hun prøver.
Lysene blinker i de fjerne, der kommer kun en halvkvalt pivelyd ud af hende.
En klynken, der drukner i bølgebruset.
Han ser hende falde og sætter selv farten ned.
Går i stedet for at løbe, genvinder kontrollen.
Ingen grund til at spilde kræfter, dem får han brug for senere.
Hun kravler nu.
Han tager fat i hendes hår og trækker til.
En stor tot følger med i hans hænder, denne gang skriger hun.
Han griber om hendes skuldre i stedet.
Hiver hende op at stå.
Hun vakler og slår ud efter ham,
men rammer kun luft.
Han får fat om livet på hende, klemmer modet og energien ud af hende -
- og bærer hende tilbage til bilen.
