Jeg skubber stolen ud fra bordet og rejser mig brat.
Nicolas griber ud efter mig,
men jeg er for hurtigt.
Med hurtige skridt går jeg mod døren -
- og er nært stødt ind i vores lærer, Kathrine,
der ser forskrækket på mig.
“Toilettet,” mumler jeg og spurter
ned for enden af gangen og ud på toilettet -
- hvor jeg bukker sammen over en vask -
- rasende og rystende, selvom jeg ikke ved,
hvad jeg er sur over.
Mine negle borer sig ned i
håndvaskens hårde materiale -
- og min vejrtrækning kommer i korte
stød, som jeg forsøger at få styr på.
Jeg ved ikke, hvor vreden kommer fra.
Store altopslugende flammer,
der udrydder alt på deres vej.
Den eksisterer nu, og den eksisterede,
da jeg var fire år gammel.
To hænder lander på min talje,
som de gjorde i gården.
Jeg møder Nicolas’ blik i spejlet.
Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle
ham, at han skulle holde sig væk -
- men selv hvis jeg fortalte om det,
ville han ikke lytte.
En advarsel er et skulderklap i Nicolas’ verden.
Ud over mig selv er han den eneste,
jeg kender, der ikke frygter døden.
“Hvad sker der?” spørger han.
Jeg rømmer mig, så vreden kan søge tilbage på sin plads i det mørke dyb -
- hvor den bare venter på det næste ubelejlige tidspunkt.
Jeg tænder for vandhanen og plasker
en smule vand i ansigtet.
“Ikke noget... Eller jeg ...”
“Kan ikke forklare det”
Han gætter det ikke,
fordi han er synsk eller god til at gætte -
- men fordi det er noget, han har hørt
mig sige mange gange før.
Når han ikke kunne komme noget
ind på børnehjemmet -
- eller når jeg igen, igen
var i dårligt humør uden grund.
Det er spildt at svare ham, når vi begge ved,
at han ikke får den rigtige forklaring.
Vandet får mine vipper
til at klistre sammen.
Nicolas ser på det rene vand
og derefter på mit våde ansigt.
“Du ved godt, at drengene tisser i den væske, ikke?”
Jeg laver en grimasse.
“Og det kunne du ikke have sagt før?
Jeg griber fat i hans trøje og tørrer
mit ansigt i det mørkeblå stof.
