Jeg tror aldrig helt, jeg blev færdig
med at lege med dukker -
- og spille rollespil -
- og leve mig ind i andre menneskers
liv og tilværelser.
Kh. Vanløse handler om de her forskellige mennesker,
der bor i en opgang i Vanløse.
Det, der binder dem sammen,
de her forskellige mennesker og tilværelser -
- det er jo de mursten, de deler.
Men det startede som noget helt andet.
Det startede som noget mere personligt
og noget mere jeg-fortællende.
Det gik egentlig også fint nok,
men jeg gik også lidt i stå.
Og så en dag sagde min bedste
veninde til mig: -
- “Louise, der er ikke nogen,
der gider at høre om dig.
Skriv om Ulla.”
Så slugte jeg den, og så gik jeg hjem og skrev om Ulla.
Vi talte lidt om, hvem Ulla var,
og så begyndte hun at skabe et liv -
- og en tilværelse i mig.
Efterhånden fik Ulla familie og venner -
- og der kom andre mennesker ind i
hele den her fortælling -
- og det gik op for mig, også
gennem nogle medlæsere -
- at det ikke kun var Ulla,
der var spændende.
Det var også de her andre mennesker.
De her andre karakterer.
De kunne bære en bog i sig selv måske.
Så hvordan kunne jeg samle
de her forskellige liv i en roman -
så det gav mening?
Det var egentlig sådan,
at det kom til -
- at vi skulle være i en opgang.
Så har de noget til fælles,
som påvirker dem alle sammen -
- og det er, at de bor sammen.
I opgangen hænger der en opslagstavle.
Der hænger ordensregler,
og så kan man jo skrive -
- hvis man skal holde en fest
eller er træt af -
- at nogen har kastet op
i affaldsskakten.
Hypotetisk situation.
Jeg har kigget på rigtig mange
opslagstavler i rigtig mange opgange.
Folk skriver nogle utrolig grineren
og fuldstændig hæmningsløse ting.
Så jeg har gået rundt -
- når jeg har besøgt venner og familie,
og taget billeder af de her opslag.
Opslagstavlen kan mange ting.
Den kan både bare være grineren,
men den kan også kommentere -
- en lille smule på det, der
ellers sker i løbet af bogen.
Jeg har sådan en stil tilbage
fra folkeskolen -
- hvor man skulle skrive, hvor man var -
- om ... jeg tror 20 år eller sådan noget.
Så har jeg skrevet: -
- “Jeg er ved at udgive min fjerde roman
på Gyldendal, og jeg har det -
- bum bum bum og 7 hunde.
Jeg ved ikke hvad...
Det illustrerer på en eller anden måde
ret fint, at jeg -
- altid bare har vidst og håbet -
- at det var det her, der skulle ske.
Så at sidde her nu.
Det har jeg det ret vildt over.
Det er jo en barndomsdrøm,
som går i opfyldelse.
