Jeg hedder Lars Kjædegaard.
Jeg er forfatter, og det har jeg været
siden 1981, og jeg har skrevet 50 romaner.
PAINKILLER er den fjerde roman -
- i en serie om politiefterforskerne
Thor Belling og Agnes Hillstrøm -
- som kommer fra hver sin anden bogserie.
Jeg blev ret tidligt klar over,
at jeg gerne ville være forfatter.
Jeg havde en lærer i skolen i femte/
sjette klasse eller sådan noget -
- og han havde os i dansk.
Og på et tidspunkt, hvor vi snakkede om,
hvad vi skulle være, når vi blev store -
- så sagde han, at jeg skulle
nok være noget med at skrive -
- og det synes jeg var en kompliment.
I de senere år har jeg tænkt på,
at han måske sagde det -
- fordi han også havde os i matematik.
Jeg starter som regel med et udgangspunkt -
- som jeg har et indre billede af.
Nogle personer, som er i en bestemt
situation, altså et par.
Det vigtigste for mig er, at de personer er
levende for mig -
- altså jeg kan høre, hvordan de taler.
Jeg ved, hvor gamle de er,
og hvordan de bevæger sig.
Det er ligesom to skuespillere,
der kommer ind på en scene -
- og så begynder de at gøre
et eller andet.
Det, de begynder at gøre,
det er dikteret af, hvem de er.
Jeg har aldrig opfundet en karakter -
- hvor der ikke er et eller andet,
som jeg godt kan lide.
Jeg har mere en fornemmelse af, at selv i
de værste karakterer er der et eller andet -
- som kunne have været reddet.
Og det er jo en af de mere smertelige
erkendelser her i livet -
- selv Adolf Hitler var en lille dreng engang.
Jeg kender ikke slutningen.
Sommetider kender jeg den sidste sætning -
- men fordi jeg synes, det er
en flot sætning.
Det er sådan en lille pæl, der står i sneen
meget, meget langt fremme.
Og så skal jeg hen til den der pæl.
Jeg ved, jeg ender henne ved den pæl.
På en anden måde, så er det et spørgsmål -
- om at skrive sig frem til den sætning.
Så når jeg når til den sætning -
Så bekræfter den sætning for mig, at alt det, jeg har skrevet indtil da, er rigtigt.
Der er mange af mine bøger, der foregår
i Helsingør, og det er simpelthen -
- fordi det er et sted,
jeg kender rigtig godt.
Jeg har boet der hele mit liv.
Jeg tænker lidt på Helsingør -
- som mit teater.
Jeg prøver at få det til at ligne, men ikke helt.
Hvis der ligger en butik på et hjørne -
- og i virkeligheden er det en bager -
- men så gør jeg det til en slagter.
Der er et eller andet kodeks,
som man skal overholde -
- når man bruger sit eget lille lokalsamfund
så meget som kulisse.
Kronologi, det synes jeg er meget sjovt,
og det er sjovt at arbejde med.
Der er jo gengangere i mine bøger.
I denne her kvartet med med Belling og Hillstrøm -
- der optræder også personer
fra DOMMEREN I HELSINGØR.
Det var sådan lidt
en pludselig indskydelse -
Jeg tænkte, nå ja, det kan jo være,
at jeg kan bruge dem igen.
Men så er de jo blevet 40 år ældre
eller hvor meget er.
Det synes jeg på en måde
også var meget godt.
Det var en fornemmelse
af at følge dem til dørs.
Det kan være svært at holde styr på kronologien -
- hvis der er en eller anden,
der skriver til mig, at “du er godt klar over -
- at den der Volvo, den ikke fandtes i gul i 1969?”
Så føles det et øjeblik som om, at så kan
den bog være fuldstændig ligegyldig.
Jeg bliver altid glad,
når læsere skriver til mig -
- især med sådan nogle ting.
Det viser jo, at folk
læser meget koncentreret.
Selvom de har en eller anden klage -
- eller de har fundet en fejl,
så er det jo faktisk en stor kompliment.
