Kirsten Thorup - Mørket bag dig

Jeg har aldrig nogensinde tænkt, jeg skulle skrive de to bøger. Aldrig. MØRKET BAG DIG - - starter, hvor INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN slutter. De hænger jo sammen, og jeg havde jo planlagt dem fra starten - - begge to. Jeg vil gerne fortælle en kvindes liv og skæbne - - under Anden Verdenskrig og under besættelsen. Det var jo ikke noget, jeg ellers har forudsætning for. Men det var fordi - - den kvinde, der er inspiration til Harriet-figuren og til Harriets liv - - det er en, jeg har kendt. Så det - - er på den måde, hun er opstået. Harriet, hovedpersonen - - i begge bøger, er krigsenke efter en - - en dansk flyverofficer, der faldt på Østfronten - - og er dermed Østfront-enke som udgangspunkt. Det giver jo allerede dramaer i sig selv. Og det, som var interessant for mig, og som ligesom var - - spørgsmål for mig. Hvad er det for et samfund - - der er i Danmark under besættelsen? Og hvad er det for, og hvad er det, der møder hende? Hvordan bliver hun modtaget, med den position - - hun har som Østfront-enke eller afvist? Fordi der er jo de der fronter og det med at være på den ene - - eller den anden side bliver meget tilspidset, når der er krig - - af gode grunde. Det er det jo altid så dramatisk, når man hører om det - - og man hører om fronterne i forskellige steder i verden - - men dagliglivet går videre i det omfang, det er muligt. Og det er en kamp, som vi ser, at kvinderne har. Jeg opfatter det som - - en skæbnefortælling, og det handler ikke om - - at Harriet er uskyldig - - dér hvor hun er nu - - i MØRKET BAG DIG. Det er jo en konsekvens af de valg - - hun har foretaget sig helt fra sin ungdom i trediverne. Og også kærlighedsvalg. Det tætte snefald indhyller - - byen i en uvirkelig stilhed. Du står i skumringen oppe på bakken ved Frederiksberg Slot. Du ser ud over Københavns tårne og spir. Rådhustårnet nærmest skråt bag ved Vor Frue Kirke. Længere ude Børsens snoede dragehaler i sløret silhuet. Hun er jo meget knyttet til en - - det er hendes store kærlighed. Hendes mand, der faldt på Østfronten. Det er hendes ungdomskærlighed, og de oplevede Ollerup - som også var en kim - - sådan som jeg fortolker det. Fordi du bliver ikke nazist af at gå på Ollerup. Det er der mange, der har gjort det i trediverne - - men jeg oplever det som kimen til deres orientering. Så de har ligesom haft noget sammen som unge. Og det er dét, der betyder meget for hende. Altså det man bliver formet af, når man er ung. Man kan sagtens udvikle sig - - og få en anden horisont, men det er noget, der former én ungdommen. Det er meget afgørende, synes jeg, i alle hendes valg og handlinger - - den der panikrejse, sorgrejse til München. Det er ligesom om, hun ville være tæt på ham ikke. Se hvad han havde kæmpet for, og der fik hun jo sig et chok, ikke? Du kan ikke overskue din samtid, på samme måde som vi kan i eftertiden. Og det er det, jeg vil prøve og holde mig udenfor. Fordi det er ikke interessant at fortælle en historie - - med vores samtids blik. Hun er jo, for sin tid, en emanciperet kvinde. Hun betragter sig jo ikke selv som en - - der forholder sig til manden - - fordi hun har jo et selvstændigt liv. Hun har også et arbejdsliv som gymnastiklærerinde - - i Kvindernes idrætsforening, så det er også i høj grad - - en kvindehistorie for mig. Altså generationen før min generation - - som for mig er en interessant generation - - fordi kvindekroppen blev frigjort der efter Første Verdenskrig - - hvor korsetterne faldt - - hvor du fik korte ærmer og shorts og svømmer - - og laver gymnastik og dyrker kroppen og får en kropsbevidsthed. Og kvindekroppen bliver ligesom befriet i den tid. Når der er - - en krigssituation - - så kan du jo ikke sige: - - “Men nu vil jeg over på den anden side” - - fordi det er faktisk næsten umuligt. - fordi du har det stempel, og du kan ikke sige: - - “Jamen nu vil jeg være frihedskæmper.” Altså fordi, det er bare ikke sådan, vel. Og det er jo det, der hele tiden er hendes dilemma. Om hun ved det bevidst eller instinktivt - - hun ved godt, hun er ligesom kommet derhen, og det er svært for hende - - at komme ud af det. Jeg lægger ligesom hendes liv op - - og så håber jeg, at læseren kan gå ind i og have de refleksioner. Fordi en bog, en roman stiller jo flere spørgsmål - - end den besvarer, hvis det ikke er programkunst. Altså, sådan er det jo i alle romaner. - altså i hvert fald dem som jeg gerne vil lave. Jeg har altid svært ved at finde titler - - fordi jeg ved, hvor afgørende en titel er - - så jeg er altid bange for at ramme forkert - - og jeg finder dem meget sent. Og det gjorde jeg også med denne her. Nogle gange finder jeg den i teksten - - det kan sagtens ske, det gjorde jeg med - - INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN. Og der er det en blanding af, at nazismen var en dødskult - - men at hun også elsker - - sin afdøde mand - - indtil vanviddet, indtil døden. Og det er jo et citat, jeg fandt i den første bog - - men her faldt det mig ind - - hun er rejst ned til München i mørket - - nu er hun kommet tilbage og ud af det mørke - - men det jager hende, det forfølger hende, og det er netop det - - som det drama handler om - - i MØRKET BAG DIG. Det at hun har svært ved at komme fri af det mørke. Ikke med sin egne - - idealer og overbevisninger - - og livssyn og menneskesyn, men i virkeligheden. Og det er jo dér, dramaerne er - - de er jo i virkeligheden. Jeg vil gerne have, at der skulle være lys foran hende - - men, hun er hele tiden mere eller mindre nærværende - - jaget af det mørke, som hun har været konfronteret med. Du er blevet så mærkelig hudløs - - efter hjemkomsten fra München. Pludselig rejser iltskæret fra bombenedslaget - - sig på himlen bag Børsbygningen. I det samme kommer braget - - massive røgsøjler stiger lodret op. Høje orange flammer trænger igennem røgen - - og breder sig som et flammehav. At der er nogle personer, som jeg har mødt enten tæt på - - eller på afstand eller bare set eller mødt kort - - som pludselig mange år efter dukker op - - og så forsvinder de ligesom ikke. Og det gjorde hun også for cirka ti år siden - - der var jeg trods alt 70, ikke. Så blev hun også mere og mere en kvinde, som jeg synes - - jeg ikke havde skrevet om før. Hun blev der ligesom - - og så er der jo kun en måde at komme af med en - - det er at skrive om det. Altså, sådan er det for mig. Og så var det, at jeg tænkte - - da jeg startede på INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN - - at hvis jeg overhovedet skulle skrive den historie - så skulle det være nu, imens jeg havde kræfter til det. Fordi det er jo et kæmpe arbejde. Det er faktisk det, der fik mig til at gøre det. Det var faktisk min alder. Fordi jeg tænkte - - jeg kan jo ikke vente ti år.