Katrine Marie Guldager - Først når jeg siger til

Signe er jordemoder og bor i et stort hus alene på Amager. En dag så melder hendes søster hende ind på Tinder - - og hun begynder at gå på dates - - hvad hun egentlig ikke rigtig havde nogen planer om - - eller har specielt meget lyst til - - men så spørger søsteren, om hun så skal slette den der Tinder-app - - og det synes Signe så alligevel ikke helt. Jeg hedder Katrine Marie Guldager, og jeg har skrevet en kærlighedsroman, der hedder - - FØRST NÅR JEG SIGER TIL. Det hele startede med, at jeg skrev en masse dates, fordi jeg synes - - at kærlighedsmødet er utroligt interessant. Hvornår bliver noget egentlig et ægte kærlighedsmøde? Altså, vi ser jo det her med, at man prøver at koble folk, og man tænker: ‘Det er nok meget godt, de har de samme interesser.’ Og noget kan se helt rigtigt ud på overfladen. Og så er det alligevel slet ikke. Eller man kan, som i tilfældet med mig og min mand, være virkelig forskellige. Komme fra helt forskellige miljøer, stemme helt modsat - - have vidt forskellige interesser og så alligevel er der et - - kærlighedsmøde. Og hvornår bliver noget egentlig til et kærlighedsmøde? Det synes jeg er superinteressant. Det her med, at det er blevet en kærlighedshistorie, er egentlig noget - - der er sket lidt bag om ryggen på mig - - for jeg havde forestillet mig, at Signe skulle være alene - - og jeg havde forestillet mig, at Signe skulle finde stor mening i - - at være jordemoder og hjælpe børn til verden. Men jeg havde ikke lyst til at skrive sådan en slags kærlighedsroman, hvor de bare... Det er kærlighed ved første blik - - og de vælter ind ad døren og flår tøjet af hinanden. Jeg havde lyst til at skrive en kærlighedsroman, som også handler om - - at kærlighed og intimitet jo ikke kun er noget fysisk - - men også en langsom tilnærmelse - - mellem to meget forskellige mennesker. Så det er jo ikke sådan noget med, at så mødtes de, og så er alt godt. Nej, de bliver ved med at egentlig tvivle på hinanden og tvivle på sig selv, og - - det var nok aldrig blevet til noget, hvis ikke at Jørgen også er en meget omsorgsfuld person - - og Signe egentlig også er en meget rummelig person - - som accepterer, at han på første date gerne vil sove i en bivuak nede i haven - - fordi han vil faktisk helst ikke for tæt på for hurtigt. Det, jeg har også tænkt meget over, det er, hvorfor et kærlighedsmøde altid - - er sådan et kæmpe drama? Det har jeg da i hvert fald oplevet, synes jeg - - så kan man jo ikke sove, og man ringer til sine veninder hele tiden. “Hvad tror du, han mener med den sms?” Og hvad er det egentlig så, der er så dramatisk ved det? Det, tror jeg, måske har noget at gøre med, at man - - håber på, at man har mødt en, man kan få lov at være sig selv sammen med - - som kan rumme en. Ellers så skulle man jo gå og spille skuespil resten af sit liv - - og kan den anden person så egentlig se det? Og kan den anden person - - møde det og kan den anden person rumme det? Det er jo egentlig ikke så mærkeligt, at det er sådan et stort drama for folk - - kærlighedsmødet. Signe hun ser jo pludselig, at Jørgen løber i sådan nogle sko - - hvor der er syet en lille lomme - - til hver tå, og det kan hun simpelthen ikke. Så har hun det lidt sådan: “Nej, men så er det ligemeget.” Meget kan hun være med til, at han er soldat og har været udsendt, og - - at han ligesom er så forskellig fra hende, det kan hun sagtens - - men det der med, at han løber i sådan nogle... Så har hun det sådan: Skal jeg sige det til ham nu eller skal jeg vente lidt? Så det er også en meget sjov ting ved kærlighedsmødet - - at man tit både er tiltrukket og frastødt - - og tiltrukket og frastødt - - tror på det, kommer lidt i tvivl - - tror på det, kommer lidt i tvivl - - og det holder måske ikke op i det første meget lange stykke tid. Jeg ved ikke, hvorfor der er så mange, der holder så meget af Jørgen. Han er jo egentlig lidt en tør kiks - - og soldat, og når han skal give Signe et kompliment - - så slår han hende på skulderen og siger: “Du kunne være blevet en god soldat.” Det er jo også en lidt speciel måde at komplimentere sin kvinde. Jørgen er jo eks-soldat - - og nu arbejder han i IT-branchen. Han er sådan en mandetype. Han er meget firkantet - - meget ingeniør-agtig og meget sådan - - kassetænkende, altså hvis det ikke lige passer ind i kassen - - så kan han ikke indoptage det. Og han er heller ikke typen, der - - egentlig er så meget i sine følelser, kan man sige. Men det betyder ikke, at han ikke er omsorgsfuld - - og han står gerne op klokken halv seks og smører Signes madpakke - - så han er sikker på, hun får noget at spise og - - tilbyder hende en kop kakao, hvis han kan se, hun er ved at gå op i limningen. Han er på en måde utrolig omsorgsfuld, men han er det meget med - - kærlighedshandlinger, kan man sige. Så man skal ligesom lære at tale ‘Jørgen’, hvis man vil forstå, hvordan han - - prøver at hjælpe Signe, så godt han kan. Jørgen, han får det sådan lidt skidt indvendigt - - når tingene står forkert i køleskabet, og derfor begynder han ret tidligt - - da han er på besøg, og omrokere inde i Signes køleskab - - og det kan han jo på en måde ikke rigtig være bekendt - - og lige sådan opvaskemaskinen. Han kan næsten ikke - - holde ud at se på, at hun sætter tingene forkert - - fordi så bliver de jo ikke rene, og på den måde har han sådan mange ting - - hvor tingene skal være på en bestemt måde - - og hvor Signe, det har hun virkelig svært ved at gå op i. Den hedder FØRST NÅR JEG SIGER TIL, fordi det er en replik, de begge to kunne have haft. Signe kunne jo have haft den som jordmoder: “Du må først presse, når jeg siger til.” Kærlighed handler jo også meget om, hvem er klar hvornår? Nu ender det så med, at det er Jørgen, der har replikken - - det er jo ikke nok, at Signe er klar - - det er jo også vigtigt, at Jørgen er klar - - og derfor synes jeg, det var rimeligt nok at lægge replikken hos ham. På et tidspunkt, hvor de var ude og ordne noget bål på Vestamager - - så siger han, at hun først må sætte gryden på bålet, når han siger til. Signe er - - i modsætning til de sure, vrede og bitre kvinder, jeg lige har skrevet om - - meget mere kontrolleret - - og meget mindre i sine følelser - - hvad hun jo er nødt til at være, fordi hun er jo jordemoder. Hun er heller ikke særlig interesseret i samfundet. Mine VREDE KVINDER var også - - meget optaget af, hvordan vi får vores samfund til at hænge sammen. Der er Signe mere optaget af bare egentlig at passe sit arbejde og gøre det, så godt hun kan. Det her med at vælge et arbejde, som er centralt i vores allesammens samfund - - for at samfundet kan fungere - - lige på det punkt ligger Signe lidt i forlængelse af - - kan man sige de VREDE KVINDER - - fordi rigtig mange af os støder på et tidspunkt på en jordemoder - - og det er jo bare superspændende, synes jeg. Hvordan er det egentlig at være jordemoder? Jeg synes, de her velfærdsfag er utroligt spændende - - fordi vi hele tiden støder ind i dem - - men så synes jeg også - - der kunne ligge en lille mission, for mig som forfatter i - - at prøve at bore et lille bitte hul ind til de andres virkelighed, fordi - - det ville være dejligt at tænke på - - at vi blev lidt bedre til at få øje på hinanden - - i samfundsmaskinen, kan man sige. Jeg synes, vi lever i en tid, hvor vi har mange fjendebilleder kørende. Det kunne være rart, hvis man fik mulighed for at - - afmontere bare en lille smule af dem.