Jacob Mark - Signalfejl

Jeg vil jo hellere - - være ham med minimumsnormeringerne - - og de store politiske stemmetal - - end jeg vil være ham - - der mistede synet af stress. Og jeg vil hellere være den der superfar - - der har sørget for de vildeste nissegaver - - hver dag i december - - end jeg vil være ham - - der gik ned med stress - - og nærmest ikke kan pakke en gave ind - - fordi jeg er så elendig til at pakke gaver ind. Jeg vil gerne være god. Det tror jeg, rigtig mange mennesker - - i det her land gerne vil, mere end de vil være syge - - og derfor er det jo skamfuldt lige pludselig - - at måtte acceptere, at her var en overbelastning - - jeg har lavet mere, end jeg kunne bære. Jeg hedder Jacob Mark, og jeg er tidligere politiker - - og har været i toppolitik og fået mange stemmer og politiske resultater igennem. Jeg elsker politik - - men sidste år var jeg nødt til at stoppe i politik, og det var jeg på grund af stress. Jeg var kommet tilbage fra en stresssygemelding - - og jeg kunne ikke få det til at fungere igen. Så nu er jeg Jacob Mark - - og jeg bor på en bondegård, og der er mange høns - - tre geder, ni heste, snart fem køer, to katte - - en hund, min kone Christina, min søn Theodor og min far Bjarne Mark. Og så arbejder jeg med natur, og jeg elsker politik i alle dens former. Jeg har lavet politik stort set hele mit voksenliv - - og det er fantastisk at lave politik. Det der med at få en idé - - og så lige pludselig bliver det til virkelighed. Og det gik supergodt for mig. Jeg fik mange stemmer, men vigtigst af alt - - så fik jeg politiske resultater igennem - - særligt på børneområdet, og jeg var kronprinsen i mit parti SF. Men så blev jeg meget alvorligt syg med stress. Faktisk så syg, at jeg begyndte at miste syn. Der gik hul på de blodkar, der ligger bag nethinden - - og der begyndte at sive væske ned og tage synet fra mig. Det vidste jeg ikke, stress kunne gøre. Så jeg var sygemeldt i syv måneder, og da jeg kom tilbage - - var det lige midt i et folketingsvalg, så jeg skulle jo være comeback kid. Og derfor skrev jeg FARTBLIND. Dels for at sætte fokus på stress, men også for at fortælle mig selv - - og omverdenen, at jeg var syg, nu er jeg rask. Jeg har aldrig været stærkere. Det, jeg så har finde ud af - - særligt efter jeg stoppede i politik, fordi jeg ikke var comeback kid - - det er, at for de fleste med stress - - der tager det faktisk rigtig lang tid at komme sig over det - - og det er helt okay. Det kan godt blive godt igen. Jeg har skrevet SIGNALFEJL nu - - og den handler om at vende tilbage fra en stresssygemelding. Ikke som comeback kid, men sådan rigtig vende tilbage. Når jeg begynder at overbelastes - - så får jeg små tics ved øjnene. Jeg begynder ikke at kunne lave én ting ad gangen. Jeg skal hele tiden høre lydbog, mens jeg laver mad. Jeg skal hele tiden tage et telefonopkald, mens jeg vander et æbletræ. Jeg skal hele tiden... Ja, jeg skal bare lige - - siger jeg til mig selv. Den sætning fylder meget. Jeg skal bare lige. Jeg får lidt mere hovedpine, lidt mere ondt i nakken. Om natten drømmer jeg nogle vilde drømme. Nogle gange vågner jeg midt om natten og tænker: Jeg skal bare lige det. Og det skal jeg huske i morgen. Der sker meget - - men det er jo ret nemt at afkode - - sådan da, nu hvor jeg kender dem. Det svære er, når jeg bliver snydt af mig selv. Når min hjerne begynder at sige: Du gør det ikke godt nok Jacob. Du er jo slet ikke god nok til Christina. Har du set, hvor smuk hun er. Du er slet ikke en god nok far, prøv at se, hvor heldig du er - - at være far til Theodor, og det har du drømt om hele dit liv - - og så kommer du sent hjem fra arbejde, fordi du også vil være på arbejde. Du er slet ikke god nok til det der nye arbejde. Du var meget bedre i politik. Og når jeg får det sådan, så er der ingen grænser for - - hvad jeg kan, og hvad jeg skal, og hvad jeg kan nå - - og så har stressen vundet. Og så bliver jeg syg med stress, fordi jeg har ikke set det komme. Når det kommer til, hvad vi kan gøre mere strukturelt - - så synes jeg, at et af de store problemer er, at - - grundlæggende så er der alt for mange - - stive regler og krav. I det øjeblik, et menneske er - - langtidssygemeldt med stress - - så er det en overbelastningsreaktion - - forårsaget af krav. Krav og ressourcer mod hinanden. Og når kravene overstiger ressourcerne - - så får man stresshormonerne i kroppen. I Danmark forsøger vi at løse den sygdom - - med nye krav. Hvornår kommer du tilbage? Hvor mange timer kan du tage? Du skal lige udfylde det her. Og det gør, at folk - - er længere tid om at blive raske - - og det burde man lave om på. I bogen er der jo også nogle private ting med - - der handler om mit private liv med min hustru. Det er med, fordi stress ikke alene er - - hvad der sker på arbejdet. Nogle gange, så bliver stress ligesom koblet til - - hvordan er arbejdsdagen? Og så når arbejdsdagen er slut, så må stressen også være slut. Men stress er jo en overbelastningsreaktion - - så stress er jo summen af det, der sker på ens arbejde, men også derhjemme. Og derfor har jeg også valgt at tage nogle private ting med - - fordi jeg og Christina begge to er mennesker, der brænder. Hun er politiker. Jeg var politiker. Hun er en, der brænder, jeg er en, der brænder. Og dem, der brænder, de kan også brænde ud, hvis de ikke passer på. Når jeg får stresshormoner i kroppen, og i hjernen er det jo særligt - - så accelererer jeg, så går jeg op i fart og tempo, der skal ske noget. Det bilder jeg mig ind betyder, at jeg har det rigtig godt - - men i virkeligheden er det et tegn på, at jeg ikke kan finde ro - - og at min hjerne snyder mig. Og på det tidspunkt har jeg allermest brug for ro. Så jeg skal lade vær med at lade min hjerne snyde mig. Så har jeg også måtte indse - - at selvom jeg føler, det er skamfuldt at tale om, at jeg har været syg med stress - - og at jeg stadig nogle gange mærker - - uha, nu er der lige lidt meget fart på - - så er det noget af det stærkeste, jeg kan gøre for mine medmennesker - - det er at lukke dem ind. For jeg giver dem også muligheden for at være der for mig, og det er det stærkeste, de kan gøre - - det er bare at være der for mig. Når man har været stressramt, så er det der med at komme ned på arbejdspladsen - - og der er larmende tavshed. Det er der ikke nogen stressramte, der ønsker. Men det kan være svært at åbne samtalen - - så hvis man kan finde det i sig - - så synes jeg, at man skal være den overskudsagtige kollega - - der går direkte ind og spørger: Hvordan går det? Men ikke bare spørger og spørger og spørger og fikser og fikser og fikser - - men også deler af sig selv. For alle har ting, de går og kæmper med.