Mit navn er Walther Rebernik,
og jeg er advokat og krimiforfatter -
- og jeg er advokat
om dagen -
- og krimiforfatter om aftenen og om natten.
Om dagen så rådgiver jeg folk om regler -
- love og den slags.
Om aftenen og om natten,
så bryder jeg dem.
Jeg tror ikke, at der er noget entydigt billede
af, hvor inspiration kommer fra -
- men der er da ikke nogen
tvivl om -
- at mit arbejde har været kilden
til rigtig meget inspiration.
Man kan sige, krimistoffet
og advokatarbejdet -
- er jo to forbundne størrelser,
og derfor er det ikke svært for mig -
- at skrive om de miljøer.
Jeg ved jo, hvordan der lugter
på toiletterne i Københavns Byret.
Jeg ved, hvad der er ridset
ind i bordene i venteværelset.
Jeg behøver ikke lave research
med hensyn til de her ting.
Det er naturligt for mig.
Jeg kender lovene, reglerne og proceduren.
Og så har jeg også en livlig fantasi.
Jeg bliver kaldt krimiforfatter,
og jeg forstår, at det -
- skal jeg acceptere og elske.
Men hvis jeg sådan måtte vælge helt frit,
så ville jeg kalde det, jeg skriver:
“København noir” og så måske:
Fordi -
- hvor krimier i mit
forståelsesunivers er noget med -
- hvem gjorde det.
En opklaring -
- så er det jo slet ikke det, mine bøger,
handler om.
Det er ikke interessant,
hvem der gjorde det -
- for de gør det alle sammen.
Det er jo hævn og selvtægt og alle de ting
nede på bunden af det københavnske samfund -
- og det er jo derfor, jeg kalder det
København noir, for der er mørkt dernede -
- og den røde pensel, ja -
- det er jo alt det
blod, der er dernede.
Jamen, når jeg godt kan lide
at skrive inden for den genre -
- så er det, fordi
det generelt interesserer mig -
- hvad der sker med mennesker -
- som er virkelig pressede.
Jeg har ikke lyst til at skrive
kærlighedsdramaer.
Det er der nogen
andre, der skal gøre.
Jeg har ikke lyst til at skrive fantasy.
Det er der nogen andre,
der skal gøre.
Det er mennesket, når det er presset,
der interesserer mig.
De energier, der kommer ud af det,
den ondskab -
- kan man beskrive det, der kom ud af det,
og de handlinger.
Det har altid interesseret mig.
Jeg har boet på Vesterbro i mange år -
- og hvis man tager en tur fra Hovedbanen
op til Enghave Plads -
- specielt efter midnat -
- jamen det er det, der interesserer mig, det,
der foregår der.
Det er sådan en kravlegård
af mangel på overskud.
Det fascinerer mig.
Hvis der nogen, der siger,
at jeg ligesom tager -
- i mange tilfælde -
- forsøger at få ham til
at fremstå menneskelig, så er det rigtigt.
Det er fordi, at jeg har oplevet de typer.
Mine bøger er fiktion.
Karaktererne er fiktive.
Men jeg har oplevet de
typer i virkeligheden -
- blandt andet
da jeg trænede karate på Vesterbro.
Karate er en pudsig ting.
Der møder du altså både
advokaten og tandlægen -
- men også bankrøven og bandemanden,
og det som kan fremstå som en -
- en ond satan -
- bliver ofte til noget andet,
når man lærer det menneske at kende.
Der er en årsag til, at folk gør,
som de gør.
Jeg har mødt, trænet med -
- også repræsenteret
den slags mennesker -
- som jeg beskriver i mine bøger.
Og det er mennesker.
Og jeg synes, hvis man kan sige,
at jeg tager dem i forsvar...
Det gør jeg måske ikke,
men forsøger måske så bare at forklare -
- at det er det, de er: Mennesker.
For mig starter jeg altid
med et overordnet plot.
Det har jeg på plads -
- og så handler det om karaktererne.
Karaktererne er de vigtigste,
og når jeg har besluttet mig -
- for, hvilke karakterer
der skal indgå i en bog -
- så er det som om,
handlingen kommer af sig selv.
Det er som om, at de bevæger
sig rundt og skaber sådan et momentum.
Det er som om, at handlingen, det er deres
spilleplade, den kommer af sig selv.
Det er fordi, at jeg
jeg taler med mine karakterer.
Jeg kan godt tegne kruseduller -
- og tegne ansigter og skrive stikord,
men mest af alt, så taler jeg med dem -
- bogstaveligt talt,
taler med mine karakterer -
- og så når jeg har talt længe nok med dem,
så beslutter mig for, om de er det værd.
Om de kan bestå jobsamtalen eller ej.
Mine bøger bliver kaldt for hæsblæsende,
og det forstår jeg godt -
- fordi tag f.eks. SATANS DATTER.
Den udspiller sig over to dage,
altså 48 timer.
GUDS BØDDEL over 24 timer -
- og jeg har egentlig ikke haft et ønske
om, at det skulle være så hæsblæsende fra starten.
Hvis man fylder 400-500 sider, så har man
jo ligesom ret mange sider, og...
- til sidespring og den slags -
- så det ikke behøver at blive så hæsblæsende -
- men det bliver altid sådan.
Det sjove er, at nu sidder jeg med den næste bog.
Jeg vil ikke afsløre,
hvad den handler om, eller hvad den hedder -
- men mon ikke det
bliver hæsblæsende igen.
Det tror jeg.
