Forfatterportræt: Thomas Bagger

I mine bøger, der er jeg ikke interesseret i at bekræfte læserens moral. Jeg er langt mere interesseret i at angribe den eller provokere den. Mit navn er Thomas Bagger. Jeg er krimiforfatter, og jeg er aktuel med KODEN TIL KAOS - - som er nummer fire i serien om David Flugt og Lucas Stage. I KODEN TIL KAOS, der er det mit mål - - at komme med en ny bigenre til krimigenren. Det er store ord og et stort løfte. Så jeg tænkte, at når verden omkring os ændrer sig radikalt i disse år - - og når kriminaliteten også ændre sig omkring os - - bør kriminallitteraturen så ikke også ændrer sig med den? Jeg udtænkte det her koncept eller de her spilleregler, for at sætte lidt skub i krimigenren - - og jeg kalder det for Kriminalitetens forandringspotentiale. Den ene er, at jeg skal have udgangspunkt i en aktuel samfundstendens - - og den anden er, at jeg skal have udgangspunkt i en aktuel teknologi - - hvis potentiale vi endnu ikke helt forstår. I KODEN TIL KAOS, der er samfundstendensen konspirationsteorier - - og teknologien det er deepfake. Det vil sige, at selv den mest garvede krimilæser kommer til at stå over for - - en type kriminalitet, som han eller hun ikke har læst før. David Flugt og Lucas Stage de arbejder begge for taskforce 14 - - som betyder, at de deltager i efterforskninger, der foregår i den fjortende politikreds. Det vil sige, hvis der er sket en form for grænseoverskridende kriminalitet - - et sted, hvor en politistation lokalt ikke har ressourcer til at varetage en så stor efterforskning - - så kommer blandt andet David Flugt og Lucas Stage som efterforskere til gerningsstedet. I mit arbejde med mine karakterer, der lægger jeg enorm vægt på kontraster. Det vil sige, at karaktererne skal være forskellige, de skal have nogle forskellige personlighedstræk - - fordi at det er netop ved konflikter med modstand - - at karaktererne bliver tvunget til at vise deres sande jeg - - og det på den måde, at man kan gøre dem nærmest selvlysende. Lucas og David, de er forskellige. Den ene er retfærdighedssøgende - - og har et Florence Nightingale syndrom, hvor han gerne vil redde hele verden. Den anden er rent ud sagt en psykopat, som ikke har noget form for følelsesliv - - fordi han har en kognitiv skade i sit limbiske system, som står for vores følelsesliv. David sukkede og åbnede konvolutten. Han trak dokumenterne ud, bladrede - - mens en dyb rynke voksede mellem hans bryn. Hans arbejdsdag havde to stop. Først Islands Brygge. Dernæst Storstrøm Fængsel. En af kriminalforsorgens mest topsikrede afdelinger. David genlæste briefet på side to. Kom til at tænke på radioprogrammet og Tim Myong Kløves påstand om autoriteternes troværdighed. Havde konspirationsteoretikerne alligevel en pointe? For hvordan fanden var det lykkedes for gerningsstedetsgruppen - - ude på Islands Brygge at holde dette hemmeligt for offentligheden? Jeg tror som barn, der var jeg en kende neurotisk, og jeg var sådan et ‘hvad nu hvis barn’. Jeg tror, at jeg på en måde ubevidst konditionerede min hjerne til at fortælle historier. Jo mere du stiller spørgsmålet ‘hvad nu hvis’, jo mere bliver du tvunget til at tænke fremad. Et skridt, to skridt, tre skridt. Det tror jeg er noget, der har præget mig meget i min ungdom og senere i mit voksenliv. Så da jeg for en syv-otte år siden fik min første bogkontrakt - - så skulle jeg vælge mellem, om jeg vil beholde mit voksenjob, eller om jeg vil prøve på at blive forfatter. Så kunne jeg bare mærke, at det føles naturligt at gå over i det at fortælle historier - - gå over i det og fortælle om, hvad nu hvis scenarier. Der findes krimiforfattere og så findes der forfattere, der skriver krimier. Krimiforfatteren er meget struktureret og har det hele planlagt - - før han eller hun begynder at skrive. Og så er der forfatteren, der skriver krimier, som måske er lidt mere - - legende og eksperimenterende, og starter lidt mere med et blankt ark og så ser vi, hvad der sker. Mange af mine bøger de bliver til på basis af, at jeg får en bred idé - - om en tematik eller en arena eller en karakter, der interesserer mig. Og så begynder jeg egentlig at skrive kapitel ét og gradvist som bogen skrider frem - - så kommer der lige så stille en struktur. Der dukker karakterer op, og hvis de er interessante, får de lov til at blive - - og hvis de er uinteressante, så lukker jeg dem ud af døren igen. I mine bøger, der er jeg ikke interesseret i at bekræfte læserens moral. Jeg er langt mere interesseret i at angribe den eller provokere den. Når en læser når til sidste side i mine bøger, så kan jeg godt lide, at man efterlades - - måske med nogle spørgsmål. Det er derfor, at man typisk ser, at slutningen af min bog - - ikke nødvendigvis slutter på en lys tone, men på en sandfærdig tone. En tone, som bekræfter det, som bogen handlede om.