Hans tavshed bliver fysisk.
Hun kaster igen et blik i retning af stuen
og ser skyggerne kravle ind fra altanen -
- kravle hen over tæpperne,
helt ud til gangen, hvor hun står.
De nærmer sig hendes fødder -
- de rejser sig som et barn mellem hendes ben.
Hun sænker sin frie hånd, rækker ud efter barnet -
- men der er ingen krop.
Jeg hedder Deniz Kiy, og jeg har
skrevet romanen BLOKKENE.
BLOKKENE handler om de verdener,
der er imellem os -
- om de spøgelser og skygger der -
- bliver ved med at forfølge -
- og som hindrer nutiden i at kunne forløse sig.
Det handler om -
- den magi, som pludselig opstår i en modstand -
- og den handler om -
- den -
- kraft, der hele tiden synes at suge -
- virkeligheden tættere til os.
Jeg sad i min stol og betragtede -
- denne underlige morgen -
- og denne underlige formation -
- da jeg så, at sneglehuset ikke var et sneglehus -
- men et menneskehav iført sorte sjaler.
De stod i en klynge om kvinden -
- hvis brøl var fortsat natten over -
- og de greb hende med utallige hænder -
- som om de naglede hende til jorden -
- som om sorgen måtte dirigeres i en retning:
nedad.
Det summede derude på en eftergivende måde.
Det var en sitrende oplevelse.
Jeg ville gerne skrive en bog -
- om at være fanget imellem idealisme -
- og virkelighed, realitet -
- om det spændingsfelt, der opstår -
- når fortiden -
- forhindrer nutiden i
at kunne forløse sig.
Og den virkelighed jeg skriver ud fra -
- er den virkelighed, der hedder at -
- med parallelsamfundspakkerne, er bolig -
- og integrationspolitik blevet sammenvævet -
- hvilket både -
- kvæler den almene sektor -
- og forhindrer den i -
- at kunne gøre det, som den er blevet skabt til -
- at kunne sikre gode og sunde boliger til -
- flest mulige og de mest udsatte.
Virkeligheden er, at inden 2030 der skal -
- 13.000 beboere være tvangsflyttet.
Det er en demokratisk dystopi, vi lever i -
- og det er den virkelighed, jeg skriver ud fra.
Øjeblikket: Før han tænder ovenlyset -
- før dagen -
- før vagten er begyndt -
- før alting, og han ikke er andet -
- end en silhuet i lyset fra køleskabene -
- i baglokalet, ligner han en perker -
- der er i gang med at ribbe kiosken.
Det tænker han. Men da lyset bliver tændt -
- er han bare Alil.
Gentagelsen:
Det er som om rummet bliver mindre for hver dag -
Hvad blev der af nye begyndelser, udvejene?
Og hvad blev der af opstigning -
- lettelse, glæde, lykke?
Hvilke tal fører til millionerne?
Jeg har haft brug for at skrive om -
- den almene bolig for at -
- skabe en modfortælling -
- til det, vi kender som huller i Danmarkskortet -
- som kriminelle og snyltere.
Så det har været vigtigt for mig i bogen -
- at kunne fremskrive de her nære, intime rum -
- der findes imellem blokkene.
At selvom man -
- ser det hårde udenpå -
- så banker der stadig et hjerte indeni.
Og det er det, der er vigtigt for mig at vise -
- de menneskelige interaktioner og relationer -
- at der findes både familier -
- og der findes -
- svagere sjæle -
- og dem, som bare forsøger -
- at få livet til at hænge sammen.
