Tror vi på, at den samfundsmodel vi har nu -
- det er den sidste samfundsmodel, vi kommer til at se i menneskenes historie?
Det var jeg en af dem, der troede på tilbage i 90'erne.
Har troet på indædt -
- og tænkt, det var lige det helt rigtige,
vi havde fundet.
Men man må også bare sige -
- at de seneste 25 år har vist os,
at historien er muligvis ikke slut.
Og derfor er spørgsmålet:
Hvis ikke den er evig, den samfundsmodel vi har -
- så kommer der et tidspunkt, hvor den ikke er der mere -
- og så skal vi finde ud af -
- hvad er det, der kan få den samfundsmodel,
vi har til at bryde sammen?
Eller i hvert fald slå så mange revner,
at der er en ny, der opstår.
Bogen handler om at på at forstå,
hvorfor det politiske landskab i Danmark -
- ser ud, som det gør.
Ligesom man bruger geologi til at forklare, hvorfor det geografiske landskab ser ud -
- som det gør,
så kan vi måske bruge politisk geologi -
- til at prøve at forstå, hvordan det politiske landskab ser ud.
Og det er det, jeg graver mig ned i.
Et politisk landskab bliver til
- ligesom et geografisk landskab -
- af et jordskælv. Et politisk jordskælv -
- der bliver erstattet af en fase med kaos -
- hvor man ikke rigtig ved,
hvad der skal ske.
Den fase med kaos
glider over i en fase med orden -
- hvor der så faktisk optræder eller skabes
en samfundsmodel som den vi fx er i nu -
- som trives i mange, mange år,
hvor folk har det nogenlunde godt.
Men med tiden viser historien os.
Så bliver den samfundsmodel
opfattet i stigende -
- grad som undertrykkende i forhold
til folks behov for selvbestemmelse.
Og så kommer et nyt politisk jordskælv.
Det er den cyklus i den politiske geologi -
- som jeg prøver at forklare historien -
- og udviklingen og den samfundsmodel,
vi er i nu med
Hvis man går ned og kigger på det -
- kan man også se, at der er ved at slå
nogle grundlæggende revner -
- i tre af de søjler, som bærer demokratiet,
som vi har det i dag.
Den første søjle, vi kan se -
- som har været en forudsætning for det
liberale demokrati -
- lige siden det blev lavet.
Det er idéen om fælles fakta.
Altså en eller anden tillid
til de institutioner -
- der er i samfundet, om at det,
de fortæller os, det er rigtigt.
Den tillid til fælles fakta, den er væk.
Den er der simpelhen ikke mere.
Ideen om at vi alle sammen
abonnerer på det samme -
- sæt af fakta, den eksisterer ikke mere.
Der nogen, der kalder det
det postfaktuelle demokrati.
Altså at vi ikke længere interesserer os
for fakta.
Jeg tror det er en lidt anden historie.
Jeg tror mere det handler om,
at nu er der mange forskellige sæt -
- konkurrerende fakta.
Men hvad enten det er det ene eller andet -
- så er det en revne i demokratiet,
at vi ikke længere har fælles fakta.
Revnen i den anden søjle i demokratiet, som vi kender det -
- det handler om vælgernes adfærd.
I stigende grad
så stemmer vælgerne -
- i de vestlige demokratier
på personer og partier -
- som uanset hvad de så ender med at gøre,
så går de til valg på -
- og har som en del deres program
at være imod -
- det etablerede politiske system.
Der er rigtig mange rundt omkring i Europa
og i USA, hvor det ikke handler -
- så meget om du er rød eller blå,
men det handler om -
- er du for eller imod magtapparatet.
Det at mange vælgere -
- ikke at nogle vælgere, der har altid været mindretal, der var vrede på systemet -
- men at det mange steder er flertallet af vælgerne -
- der er vrede på systemet -
- det er en fundamental revne i demokratiet,
som det er i dag.
Den tredje revne, jeg beskriver i bogen,
handler om medierne.
Medierne, skal vi huske, er født
som den fjerde statsmagt -
- som en bærende søjle i selve
det liberale demokrati.
Og hvad er det, der er ved at ske
med medierne?
Den rolle, som medierne har haft
som gatekeeper på -
- hvem der kan få lov til
at få ordet i den offentlige debat.
Den rolle er væk.
Vi har den ikke mere, for de sociale medier betyder, at alle kan få ordet i den offentlige debat.
Lad mig give et eksempel.
Donald Trump var aldrig blevet en del af det politiske
system i USA -
- hvis ikke der har været for de sociale
medier.
De gamle medier havde holdt ham ude -
- af den politiske debat på grund af
de ting, han sagde -
- og på grund af den måde, han førte sig frem på.
Greta Thunberg er i virkeligheden et andet godt eksempel på én -
- der ikke ville have eksisteret som magtpolitiker -
- hvis ikke det var for de sociale medier.
En pige, der sidder foran rigsdagen i Sverige med armene over kors i stedet for at gå i skole -
- ville muligvis have fandtes og ville muligvis også have spillet en rolle -
- men i dag er hun blevet en hovedperson,
fordi de sociale medier har overtaget magten.
Det der i sidste ende afgør, hvad der sker med vores demokrati, tror jeg -
- det handler om vores egen oplevelse af selvbestemmelse.
Hvis vi kigger på historiens gang -
- så kan vi se, at hver gang der er sket
store samfundsomvæltninger -
- hver gang et samfundssystem er brudt sammen,
og et nyt er opstået -
- så har det været drevet i en eller anden grad af vores behov -
- som mennesker for at få større og større
selvbestemmelse.
Det er en aldrig sovende drift, vi har i os -
- at når vi har opnået en rettighed,
når vi oplever en mulighed for at agere -
- og have vores eget rum, hvor vi bestemmer,
så vil vi flytte grænserne for det rum.
Og da det liberale demokrati blev
indført for 150-200 år siden -
- var det en kæmpe frigørelse for millioner af mennesker i de vestlige demokratier.
De havde pludselig meget større selvbestemmelse.
Men nu er vi nået til et punkt,
hvor vi kan se -
- at flere og flere mennesker
føler, at den selvbestemmelse -
- den kan de ikke få.
Den selvbestemmelse de gerne vil have,
den kan de ikke få -
- i de institutioner, i det et etableret demokrati,
som det er i dag.
Lad mig give nogle eksempler.
Hvis man tager
for eksempel klimabevægelsen.
Millioner af mennesker jorden rundt
og ikke mindst i de vestlige demokratier -
- kigger på det etablerede politiske system og siger -
- Sig mig lige engang -
- hvorfor kan I ikke gøre det,
der skal til?
Det politiske system fungerer ikke.
I kan ikke træffe de beslutninger,
der skal træffes -
- for at forhindre, at jorden går under,
sådan som de ville sige det.
Vi har Greta Thunberg, som sidder i Sverige,
og som også får en dom -
- ved de svenske domstole, og hun siger -
- vi kan ikke redde klimaet.
Vi kan ikke redde jorden, hvis det skal foregå inden for retsstatens rammer.
Det er et fremragende eksempel
på, at der er ting i tiden -
- der betyder, at de etablerede institutioner ikke længere kan rumme det.
Hvad kommer efter demokratiet?
Jeg ved det ikke.
Det er der formentlig ikke nogen der gør.
Men man kan tegne
sig nogle forskellige scenarier.
En nationalt tilpasning -
- hvor det vi kommer til at se i
fremtiden er meget stærkere -
- nationalstater, og hvor de internationalt
forpligtende samarbejder, de ophører.
Lidt ligesom Brexit.
Men under alle omstændigheder,
hvor de kræfter, der udløser et politisk jordskælv -
- de vil have en stærkere nationalstat -
- og de vil have lov til
at beskytte deres egen identitet -
- endnu mere, end de kan i dag.
Et andet scenarie -
- kunne være den globale forskydning,
hvor det faktisk er det modsatte.
Hvor de problemer, der skal løses -
- klimakrisen, for eksempel migration -
- de kan ikke løses inden for nationalstaten.
Tværtimod, så vil kravet være,
at der bliver nogle globale -
- forpligtende beslutninger
og nogle institutioner -
- som er langt stærkere end FN,
og hvad vi ellers kender i dag -
- som kan træffe nogle meget voldsomme beslutninger -
- som berører alle de mennesker,
der er underlagt det.
Hvornår demokratiet ender?
Det ved vi selvfølgelig ikke.
Jeg tror selv der kommer til at gå
20 eller 30 år -
- før de revner vi lige nu
ser i det liberale demokrati -
- de bliver så voldsomme, at institutionerne,
som vi har i dag -
- de bryder sammen.
Det er institutioner med masser år på bagen.
De forsvinder ikke bare ud af det blå.
På den anden side, hvis der noget,
vi har lært de seneste år -
- så er det, at ting, vi aldrig havde drømt
om ville ske, pludselig sker -
- netop ud af det blå.
Så hvem ved?
