Peder Frederik Jensen - Pigen og verden

Jeg har en ambition om, med de her bøger - - at knytte - - de marker, der er på Lolland, sammen med de marker - - der er i Det Indiske Ocean på en ø som Mauritius - - eller de skove, der er i Cameroun. Jeg er ikke helt nået frem til, hvordan jeg skal gøre det endnu. Men det ligger hele tiden og spøger. Jeg vil gerne lave det her til nogle fortællinger - - der har en anden ambition - - end det her evige nationalistiske blik på os selv og vores jordbesiddelse. For mig er det havet, der repræsenterer den ægte globalisering. Det, der er spændende, er, at hvis - - hvis man befinder sig andre steder i verden - - og begynder at kigge på de myter, der bliver fortalt - - så er der jo meget ofte nogle elementer - - der går igen i de myter, der er blevet fortalt her, hvor vi bor. Eller i Nordatlanten eller af inuit på Grønland. I de myter er der meget ofte - - en fornemmelse og en forståelse for naturen. Og for, hvad der sker, hvis vi glemmer den. Og jeg har en ide om - - at hvis man følger havets strømme og vandets bevægelser i verden - - så er det som en stor fortælling, der binder os sammen. Og det er ikke sådan en - - kommunikationsafdelings-fortælling i et ministerium. Det er en dyb og gammel opfattelse af, hvem vi er. Den historie, jeg gerne vil fortælle med de her bøger - - som forhåbentlig bliver til fire bøger, og som begyndte med RANS VILJE - - og nu er blevet efterfulgt af romanen PIGEN OG VERDEN - - er egentlig mange historier. Men det er grundlæggende - - en historie, der handler om en pige - - der dukker op efter en stor naturkatastrofe, stormfloden i 1872 på Lolland - - og overlever, fordi en gammel sømand, der hedder Roar - - vælger at tage hende til sig og på den måde vælger - - at tage kærligheden ind i sit liv - - og give et andet menneske ømhed og omsorg. Og på den måde er det overordnede budskab, tror jeg - - noget der handler om kærlighed. Noget der handler om ømhed. Måske også noget, der handler om - - at få spredt nærværet eller ømheden ud til for eksempel os mænd. Men det handler selvfølgelig også om - - at det er et mysterium, hvem denne her pige er, hvor hun kommer fra - - og hvad hendes skæbne skal blive. Naturkatastrofen i 1872 - - det var sådan set en langsom oversvømmelse. Vandet kom langsomt og overraskede derved de mennesker, der boede på kysten - - og der kom så meget vand, at Rødby Fjord og Nakskov Fjord blev forbundne. Lolland blev skåret midt over. Hele sydspidsen af Falster var væk. Og så var der alle de andre steder i Danmark, østkysten af Bornholm - - fjordene, Præstø og så videre. Alle de samme steder, som nu i vores tid også bliver ramt af oversvømmelser og regn. Vand, der kommer alle steder fra. Men den her naturkatastrofe - - da den havde lagt sig, og landskabet dukkede frem igen. Der genvandt man ligesom kræfterne ved at bygge det her dige - - som går fra Nysted til Nakskov. Men også ved at - - gå i gang med en langsommelig tørlægningsproces af Rødby Fjord - - som i sidste ende førte til - - at et sted som Lolland blev fuldstændig redefineret. Ligesom så mange andre steder i Danmark - - med de her landvindinger - - så lavede vi sådan set noget, man kunne kalde en hård kyst. Den er jo ikke hårdere end at - - den forsvinder, hvis der kommer rigtig meget vand. Men men vi har ligesom - - fået en ide om, som danskere, og en selvforståelse - - at vores kyster ser ud på en bestemt måde, og de er klart definerede. Vores kyster er en kæmpe konstruktion. Og det, der kommer til at ske nu - - 150 år efter den her naturkatastrofe - - er, at vi kommer til at finde ud af det, fordi klimaforandringerne gør - - at der begynder at komme andre vejrforhold. Og det betyder - - selvfølgelig et pres på kysterne - - men det betyder også øgede nedbørsmængder. Det betyder, at der kommer vand nedefra, fra siden, oppefra og fra havet. Jeg tror, at - - et land som Danmark står over for - - en meget, meget stor og alvorlig opvågnen. Disen over fjordlandet og kulden omsluttede os - - da vi kom fri af vognporten, siger Maja. Der blev vinket og hostet. Et par mænd var allerede i gang med arbejdet. Stod med savene på vej i poplerne for at beskære. Oppe fra vognen kunne man se laden - - hvor meget der skulle kalkes og gøres ved nu, hvor frosten var gået af jorden. Mellem mine knæ stod en madkurv, der var blevet løftet op til os af et par barnehænder. Da jeg var dreng, lød det fra agebrættet, var der vand, så langt øjet rækker. Gården lå på et beskedent næs. Rigdommen kom af ålefiskeri og sild, vi opkøbte af fiskerne. Vi saltede og sendte tønderne videre - - ind til byen, men vi blev også velsignet med rørskov i store mængder. Deraf vores erfaring med at tække. Se, sagde Andersen, og pegede i retning af de allerførste inddæmninger. Se voldens forløb, se den køresti - - se, se, se. Mit håb er med de her romaner - - og med de karakterer, jeg skriver frem, og de situationer - - jeg skriver frem, at ramme noget, der er så almenmenneskeligt - - at det egentlig ikke nødvendigvis er bundet 1:1 til det tidspunkt - - bogen handler om. Jeg vil gerne opløse tiden en lille smule. Når man skriver en roman, handler det også om at sætte nogle scener - - og skabe noget, man som læser kan mærke. Og hvordan gør man det? Jamen, det gør man jo via virkemidler. Det gør man ved at placere genstande i rummet. En gryde, der dufter på en bestemt måde. Et håndværk, vi ikke længere bruger aktivt. Så for mig er der meget med at putte - - almindelige hverdagshandlinger ind i tekstens rum - - for at skabe en eller anden form for kulør - - men også for at skabe en eller anden form for forståelse for - - hvor vi befinder os - - at vi ikke befinder os i en tid som vores, hvor... Tænk sig, hvis man skulle beskrive vores tid. Dybest set skulle vi skrive - - rigtig mange tekster om folk, der står og glor ned i en lampe. Altså, det er jo egentlig det, vi gør i vores tid. Vi kigger ned i nogle små lamper - - eller lidt større lamper, ikke? Det ville jo være røvsygt. Der synes jeg, det er sjovere at skrive om nogle mennesker - - der var til stede i den fysiske verden - - end os, der er på vej ud i en eller anden form for kollektivt meta-selvmord, ikke? Drivkraften ved at skrive de her romaner er, at alle tider er forbundne - - og én ting, man virkelig kan bruge til at beskrive disse forbindelser - - det er jo i virkeligheden litteraturen og sproget. Fordi det kan føre os tilbage. Kom herover, siger hun - - og Hæminglæva går hen til bordet. Hun viser hende kort og tegninger - - kontrakter og skøder - - opstalt og plan for højskole og kirke. Hun forklarer hende, at mænd vil eje - - for ejerskabets skyld - - for på den måde kan de blive ved med - - at bestemme over kvindens krop - - hendes afkom og de endnu ufødte. I det ligger deres grådighed, men også deres undergang - - forstår du? Hæminglæva forstår på sin måde. Kvinder derimod, siger Lise Mikkelsen - - og rejser sig i fuld højde foran pigen - - vi må eje for gennem jord og kapital - - at blive fri for mændenes åg. Mændenes åg, Hæminglæva - - er deres kroppe. Deres magt ligger i deres muskler og i pungen - - der hviler under bugen. Hæminglæva! Hører du, hvad jeg siger? Men Hæminglæva hører hende kun halvt - - for Butikssvenden er kommet ind i rummet. Hvad er det for noget sludder at fortælle et barn? Lise Mikkelsen vender rundt. Sludder? Ja. Ordet landvinding er helt afgørende for at forstå, hvad der foregik - - på det her tidspunkt af danmarkshistorien - - hvor RANS VILJE og PIGEN OG VERDEN foregår. Det er sådan set en proces, der allerede er i gang, og den er - - fint beskrevet af andre end mig, blandt andet Kjeld Hansen - - journalisten Kjeld Hansen, i ‘Det tabte land’. Det er sådan set en fuldstændig omstrukturering - - af vores vådområder og vores kyster. Da jeg jo er bådebygger, så er jeg også ret optaget af kystkultur. Og vi har en stor interesse i at gentage, igen og igen, at vi i et landbrugsland. Det er ligesom politisk vedtaget, at det er det, vi er. Og så er vi en søfartsnation. Det er jo industrielt vedtaget, at det er det, vi er. Og hver af de to - - begreber eller fortællinger om, hvem vi er - - knytter an til en udnyttelse af jordens ressourcer - - som dybest set - - er endt et meget problematisk sted. Imellem de to kulturer - - der tror jeg, at der ligger en lidt større sandhed om, hvem vi er. Vi er mennesker, der er knyttet til kysterne. Vi har en, nu glemt, kystkultur - - som indebærer så meget håndværk - - syn på vores overlevelsesmuligheder og syn på fortællinger og på myter - - på sange, på musik - - og selvfølgelig på havet. Og jeg tror faktisk, ud fra mit perspektiv - - det allermest interessante ved den forandring, der skete - - for sådan 200 til 100 år siden i Danmark - - det er, at vi glemte - - at vi er et kystland. Vi glemte det element, der mere end noget andet definerer os. Og det har kæmpe konsekvenser - - fordi vi er blevet reduceret til nogle kategorier - - der blandt andet er, at vi er et landbrugsland. Det vil sige, det vigtigste i Danmark er - - at opfostre 70 millioner svin til eksport om året. Det er en reduceret og infantil måde at se et lands mangfoldighed på. Og den reduktion kom helt klart sammen med udtørringen af søer - - og opdæmningen af fjorde - - fordi vi blev til et land - - hvor den sande trossætning - - det er, at ingeniørerne nok skal hjælpe os og redde os, ikke? Det tror vi jo stadig nu. Og igennem den afmontering af menneskets forståelse - - af de eksistentielle vilkår og af naturen, der har vi også afmonteret - - det gennemsnitlige menneskes - - forståelse for - - at vi alle sammen bærer et ansvar for - - at skabe en bedre verden. Og derfor tror jeg, at vi står i en situation lige nu - - hvor der ikke er nogen, der handler - - selvom det er åbenlyst, at vi ved at ødelægge helt ekstremt meget. Vi er endt et sted, hvor - - nu her, synes jeg - - hvor alting ligesom er utilfredshed. Og jeg har også i det her bogværk et - - måske et underliggende spørgsmål, der hedder: Hvordan kan det være, at vi er så rige - - og så trygge og så sikre og alligevel så totalt utilfredse? Jeg tror, at de mennesker - - der levede - - med elementerne og med naturen førhen - - de levede ikke bedre liv - - men jeg tror, de havde en større accept - - af deres livsbetingelser og deres livsvilkår. Jeg tror, de var - - mere klar til, at de skulle dø, når de skulle dø for eksempel - - og ikke efterlade sådan et evindeligt begær efter - - raskhed og sundhed og evig overlevelse - - på en klode, der i forvejen er ved at - - ligesom give fortabt, ikke? Den sidste frost og de kolde uger med skiftende vind - - går over i en periode med højtryk og blå himmel. Skuldrene bliver sænket, lidt uld ryger af, en trøje, en til. To uger efter fundet af liget er Bjørnen der pludselig. De har sovet, dagen er en gentagelse - - af dagen før. Opvågnen, morgenmad og de første gøremål - - der for Hæminglæva betyder, at hun skal hente vand. Brønden er muret, låget henover er tungt. Hun forsøger at bakse det af, og hun hører ham ikke. Hans skygge, den falder bagfra hen over hende - - hans arme kommer rundt om hende. Hænderne. Den højre på taljen, den anden om rebet - - hun holder, og som hun med et holder endnu strammere om. I det samme forstår hun, at han ikke er alene. Hendes krop bliver stiv, det trykker i maven - - som en håndbag, der skubber dej ned i truget. Hun ved ikke, om hun skal bukke sig - - og kan hun det uden at slippe kontrollen med ringmusklen? Kan hun skubbe ham væk med ryggen? Forsøge at hakke en hæl i hans tæer?