Jeg har skrevet FARS RYG af mange grunde.
En af dem - og måske den største motivation for at skrive bogen - var -
- det savn, jeg oplevede, da han døde i 2008.
Det var et savn, der var meget kraftigt, men på samme tid gik det op for mig -
- at jeg ikke havde kendt min far så godt.
Jeg havde troet, at jeg kendte ham, og at jeg vidste så meget om ham.
Jeg forstod ret hurtigt, efter at han var død -
- at jeg måtte gå en runde til med, hvordan jeg havde set på ham og oplevet ham.
Som barn var det svært for mig at tænke på,
at han havde et liv uden mig.
Jeg så på ham som et instrument
for mit liv og min udvikling.
Det blev magtpåliggende for mig -
- at forsøge at mætte dette savn på en måde ved at finde ud af, hvem han var -
- og forsøge at lave et helt menneske af en mand, jeg måske ikke havde givet den plads -
- som han fortjente, mens han levede.
Så det var et personligt projekt, det begyndte som et personligt projekt -
- og så forstod jeg hurtigt, at jeg også måtte gå dybt ind i hans barndom og ungdom -
- der var usædvanlig på mange måder.
Han voksede op i ensomhed og delvist uden forældre -
- hos fremmede, på kostskoler i Europa.
Han boede først i Alexandria i mange år
med sine forældre.
Men også der var den lille familie
fuldstændig isoleret.
Han gik gennem sine første formative år -
- barndom, ungdom og ung voksentid uden venner og uden social læring.
Som voksen var han en mild, venlig,
kærlig mand -
- men han stod uden for livet på mange måder og kiggede ind.
Jeg måtte forsøge at tage hans blik og se mere klart og se hans syn på verden.
Jeg husker da jeg var tretten år, lige så gammel som far var da han kom til Stabekk.
Jeg havde en fodbold under armen,
det var sommer -
- jeg var i shorts og en tyndslidt frottetrøje.
Jeg var på vej hjem til middag da jeg så far
komme gående op ad vejen -
- fra sporvognsstoppestedet.
Han var iført fine bukser, hvid skjorte
og et gråt uldslips -
- han havde den tunge lædertaske i hånden og havde lagt jakken over den anden arm.
Jeg husker ham med hat, men måske
gik han ikke med hat midt om sommeren.
Han så ud som om han var lukket inde i sig selv, utilnærmelig.
Jeg gjorde som jeg af og til gjorde når jeg fik øje på ham før han så mig -
- jeg gemte mig bag et skur derhenne hvor de italienske stenhuggere holdt til.
Jeg lod ham passere.
Jeg ville ønske jeg ikke havde opført mig sådan
alle de gange.
Jeg ville ønske jeg ikke havde holdt mig væk fra ham.
For nu, hvor jeg selv går alene gade op
og gade ned -
- tænker jeg, at det også var omvendt for ham.
Det var ikke ham der var utilnærmelig,
fremmed og ubegribelig.
Det var verden.
Det var alt det andet.
Og det var alle de andre.
Fars ensomhed var som alle andres ensomhed -
- som de fleste af os oplever - en dyb form for ensomhed -
En eksistentiel ensomhed.
En følelse af at være udenfor.
Det er ikke usædvanligt, at man føler,
at man ikke hører til -
- eller ikke er en del af livet,
eller ikke forstår koderne.
I fars tilfælde var det også systemisk i den forstand -
- at det var de præmisser, han havde fået.
Han voksede op i en fysisk ensomhed
og en mental ensomhed -
- fordi han voksede op i en tid, hvor man ikke tog hensyn til børn.
Der er intet, som skaber mere ensomhed, end ensomheden selv.
Far kom til Norge som 13-årig og havde aldrig haft venner og aldrig gået på en skole -
- havde aldrig rigtigt haft social omgang.
Han vidste ingenting om, hvordan han skulle håndtere sine klassekammerater -
- som var sammentømret, som kunne alt,
der havde med Norge at gøre.
Han vidste ingenting om Norge.
På en paradoksal måde blev det tryggere at beholde den ensomhed.
Selvom han forsøgte, så kom han ikke ind.
Det, jeg ved, er, at for eksempel, de to år, han boede i Norge alene, fra han var 13 til han var 15 -
- jeg ved ikke så meget, jeg ved, hvor han boede.
Jeg ved, hvem han boede hos,
den fremmede familie.
Og jeg ved, at han aldrig fortalte noget om den tid.
Jeg har aldrig hørt om nogle venner derfra.
Jeg har ikke fundet nogen tegn på noget skriftligt, ingenting, der tyder på, at han var andet end alene.
Og jeg ved også, at han fortalte,
at han var helt alene.
Fra far til Dommeren har jeg altså ingen breve, hverken fra Stabekk, fra Schweiz, fra Norge eller Sverige.
Jeg har en del fotografier fra Egypten -
- jeg har nogle få fotografier
fra Schweiz og fra hans tid som flygtning i Sverige.
Jeg har nogle adresser i Oslo hvor han boede -
- jeg har navnet på en
jødisk fyr han gik sammen med i Schweiz -
- og navnet på en
italiensk pige på samme skole.
Bortset fra det har jeg ikke andet end halvkvædede viser, enkelte replikker, brokker af historier.
Jeg har dette store, ukendte rum inde i mig hvor der er reserveret plads til fars historie -
- hvor den vil passe ind som
hånd i handske, men det gør den ikke -
- det er ikke andet end nogle små, hårde stumper der rasler rundt derinde.
Samtidig mærker jeg et savn så stort
at jeg synes jeg snubler i det hvor end jeg går -
- efter et menneske jeg ikke ved så
meget om og ikke kan sige at jeg kendte -
- selv om vi så ofte stod tæt sammen,
og selv om jeg mærkede hans varme -
- jeg hørte hans åndedræt, jeg hørte at han sang.
Jeg tilbragte meget tid med ham i barndommen.
Vi tog op i bjergene sammen hver sommer og sov i telt.
Han var en vandrer og gik overalt,
og han tog mig med.
Han fortalte meget, men ikke om sig selv, han genfortalte bøger og film, som han havde set.
Store værker fra verdenslitteraturen, og mindre værker, som han læste, da han var ung.
Det var først, da han døde, at jeg så et mønster i historierne -
- der handlede om ensomhed og om at være alene.
Ofte om en, som er ny i samfundet, klassen eller skolen.
Det var en slags fortællling om sig selv, han forsøgte at give videre til mig.
Men han ville aldrig tale ret meget om sit eget liv.
Jeg spurgte ham engang, det har jeg også beskrevet i bogen, om jeg måtte interviewe ham -
- om barndommen og ungdommen,
for jeg vidste de geografiske ting -
- og jeg vidste, at han havde været meget ensom.
Jeg vidste, han havde haft en anderledes opvækst, som sagt boede han i mange år i Egypten som barn.
En dag kom han og sagde, at vi kunne godt sætte os ned -
- på hver vores side af bordet med en båndoptager.
Jeg tænkte ikke på at skrive om ham der, men han vidste godt -
- hvad det var, jeg ville, og hvorfor jeg spurgte.
Så sagde han: Vi kan godt gøre det,
men der er en betingelse -
- det er, at jeg vil ikke snakke om det, som var trist, og det, jeg var ked af i min barndom.
Jeg var ung og dum, som det hedder på norsk, jeg var ikke så ung, men jeg var dum -
- og jeg sagde: Så kan det være ligemeget, så vil jeg ikke gøre det.
Det er alt eller intet, sagde jeg.
Så blev det ikke til noget.
Jeg tænker, som søn, så var det en
forfærdelig ting at sige og gøre -
- så han må have følt sig meget afvist, det var jeg ligeglad med.
Men jeg har tænkt meget over det.
Men som forfatter, så var det en genistreg, fordi jeg måtte jo digte hele den historie om min far.
Hvis han havde fortalt mig det dengang, så havde jeg ikke haft den motivation for at skrive -
- for udgangspunktet er, at jeg ikke ved noget, og nu må jeg finde ud af det.
Hvis jeg havde fået historien fra ham, så havde jeg nok ikke skrevet bogen.
Det er et af mange paradokser,
der er mellem liv og litteratur.
Som søn var jeg en idiot og som forfatter et geni, og det prøver jeg at leve med.
Tre store og vigtige personer i bogen -
- er jo min far, som i bogen hedder far, det er min farmor, som i bogen hedder Ellen -
- og det er farfar, som i bogen hedder Dommeren.
Han var en meget autoritær mand, i en tid,
hvor autoritære mænd havde frit lejde -
- kunne gøre akkurat, som de ville med deres familie.
Det gjorde han med ganske store konsekvenser.
En del af forklaringen på
ensomheden og tristheden -
- der prægede min fars barndom og ungdom -
- var nok Dommerens egenrådighed.
Som det er med alle autoritære mennesker, så havde han en side, som man bliver trukket mod.
Det var det værd, synes dem omkring ham og længtes efter Dommerens lys.
Nu var Dommeren mest optaget af at lade lyset skinne på sig selv -
- men af og til dukkede han op som en almindelig far med en form for omsorg og venlighed -
- men så var han pludselig væk igen.
Det, der skete helt konkret, var, at først boede far
med sine forældre -
- i ensomhed og isolation i Alexandria i Egypten,
fra han var 5 år, til han var 13 år.
På sin 13 års fødselsdag, så var han i Norge, og hans forældre var rejst tilbage til Egypten -
- og han fejrede 13 års fødselsdagen
med fætre og kusiner i Oslo.
Men før lagkagen var spist, så blev han hentet af en chauffør og kørt ud af Oslo -
- til en lille stationsby en halv time uden for Oslo -
- bankede på døren på et hus, hvor en kvinde åbnede døren og sagde:
Nå, det er dig, der er drengen.
Der skulle han bo i to år, og jeg tror ikke,
han forstod hvorfor.
Han forstod ikke, hvordan han skulle klare sig -
- og vidste ikke, om han nogensinde fik lov at
komme tilbage til Alexandria.
Det fik han ikke.
Det er min fars historie, men den er fortalt inden for romanens præmisser.
Den er sand, fordi den er sand i romanen.
Som jeg sagde, så vidste jeg meget lidt
om min fars liv.
Jeg har måtte digte vældig meget,
men jeg mener og tror -
- at digtningen baserer sig på faktiske ting i den grad, at jeg har skrevet én mulig version af min fars liv.
I hvert fald har jeg lavet en person, der - som romanfigurer jo er - er mere hel, større -
- og flottere end vores små liv.
Jeg har lavet en far, der har fået en plads og position i mit liv, som han ikke havde, mens han levede.
Jeg er vældig tilfreds med den far, jeg har fået, selvom jeg selv har lavet ham.
Er det slut?
Tegn skal vide hvad jeg går ind og gør.
Jeg vil være på
den sidste ting er bare lige noget
visuelt og ikke noget
hvor du kan sige noget med noget,
hvor bare rejser dig og gå her ud
og så står du der og så ser jeg
og så kigger du ind i kameraet.
Jeg går lidt vidt
det modsatte ind i kroppen,
indtil jeg siger stop.
Jeg gør. Sådan!
Du bliver siddende i to sekunder og.
En sidste gang,
hvor du går ud igen, så man ikke
kan gå tilbage igen.
Kun op.
