Det er som om, at der mangler -
- som om en del af min personlighed
er brændt bort -
- med hjerneskaden.
Jeg har skrevet FRA DEN ANDEN SIDE AF SOLSKINNET -
- efter at have fået en blodprop.
Og så var der en lang og en længere periode -
- hvor jeg simpelthen skulle samle mig op -
- og samle stykkerne sammen igen.
Altså sætte mig sammen.
Det var jo sådan,
at jeg i begyndelsen på hospitalet -
- da jeg var indlagt, og lægerne spurgte,
hvordan jeg havde det -
- så sagde jeg, at jeg havde det godt.
Når man har mistet noget i hjernen,
så ved man det ikke.
Derfor var det langsomt, langsomt at jeg opdagede,
hvad der var galt.
Jeg skrev teksten Højre-Mik og Venstre-Mik.
Der var det begyndt at gå op for mig,
at der var kommet en ny person ind i mig -
- som jeg skulle forholde mig til.
Hele bogen er et forsøg på at være tro mod den proces -
- det har været at samle noget op,
som var gået i stykker, nemlig mig selv.
Jeg har efter blodproppen
to personer i mig.
Venstresiden er uforandret -
- højresiden er ny.
Lokaliteten, højre-venstre, er en tilnærmelse.
Det skulle snarere hedde ny og gammel.
Den nye person er ham der ikke bider negle -
- og ham der ikke lider af vinterdepressionen.
Han er ordentlig, omhyggelig med kaffebrygningen, lidt kedelig.
Det er også ham med hånden,
den højre, der ikke længere kan følge med -
- den venstres tifingerskrift.
Men i forhold til Venstre-Mik er han også uvirkelig -
- ikke i en skizofren forstand,
men bare repræsenterende noget ubekendt.
Hvor skal vi hen?
Jeg har ind imellem en til panik
grænsende angst for uvirkeligheden -
- en angst for at være gået i stykker.
Han skaber i min gamle hjerne
en ukendt dimension.
En uro.
Hvem er han?
Jeg oplever ikke, at jeg har mistet noget -
- men jeg oplever langsomt,
at der er kommet en ny person i mig -
- som jeg så skal have til
at hænge sammen med den gamle person.
Hjerneskaden sad til venstre, i den venstre
hemisfære, i den venstre hjernehalvdel -
- men det giver sig udslag til højre.
Jeg opdagede, at tifingerskriften var væk fra min højre hånd.
Jeg skrev stadigvæk tifingerskriften med venstre hånd,
og det var ret forfærdeligt -
- fordi det havde været meget flydende at skrive.
Hele mit liv havde det været
en meget meget flydende handling.
Så jeg oplevede, at det var et tab.
Nu skulle jeg tilbage og rette, og jeg skulle undvære det
flow, der havde været -
- hvor det man tænker er ude i fingrene,
næsten samtidig med, at man tænker det.
Det var det ikke længere.
Det var en anden og vanskeligere proces.
Jeg har fået et forhold til det nære -
Det er en ny glæde, det må jeg sige.
Ellers er det som om,
at jeg stadigvæk lægger nye glæder til et liv -
- et liv, der i forvejen er godt og eventyrligt.
Selvom jeg er holdt op med at
rejse bort om vinteren og så videre.
Så har jeg oplevet det, måtte det være en blivende tilstand,
at vinterdepressionen er lettet.
Det er som om, at en del af min
personlighed er brændt bort.
Jeg skal læse op af LOGBOG VED REJSENS AFSLUTNING.
Der er ti minutter / et kvarters tid til, at jeg skal køre -
- da jeg rækker ud efter min mobiltelefon,
som ligger til opladning -
- og pludselig kan jeg mærke,
at jeg ikke kan bruge den højre hånd.
Så går det ellers slag i slag.
Det udvikler sig meget, meget voldsomt.
Det udvikler sig så voldsomt, at Hanne må holde mig nede,
og jeg bliver ved med at sige til hende -
- jeg råber sådan ud igennem det der forfærdelige, der sker -
- at det er ikke noget, jeg gør med vilje.
Det er noget, der har fat i mig.
Det var virkelig voldsomt.
Store bevægelser og kæmpemæssige kampe.
Hun fik mig med den ene hånd trykket ned på sengen -
- og ringede med den anden hånd efter
en ambulance -
- som heldigvis kom ret hurtigt inden for ti minutter.
Jeg var indlagt på Bispebjerg.
Jeg blev udsat for alle mulige kognitive prøver, og jeg
havde det jo godt.
Der var ikke noget i vejen med mig.
Bortset fra at jeg havde neglect til højre,
at jeg gik ind i ting.
Men altså, man har ingen erkendelse i hjernen af, at noget er væk.
Jeg var helt ubekymret og havde det fremragende.
Lægerne de vidste godt, at det var
sygdomserkendelsen, der manglede.
Simpelthen.
Det har været et års arbejde på at komme på sporet
af den sygdomserkendelse -
- der har manglet og erstatte den
med nogle forskellige gennembrud undervejs.
Jeg kommer i vandet og mærker for første gang tydeligt muskelsvækkelsen -
- jeg, som har boltret mig i syv have,
har pludselig problemer med at svømme.
Vi er cyklet til Lynæs før,
men det er første gang vi hopper i vandet.
Igen har jeg denne oplevelse af
at ting man har gjort tusind gange før -
- bliver til første gang efter blodproppen.
Da jeg kommer hjem fra cykelturen og ser
Hanne, rammer det mig med forsinket udløsning.
Jeg fortæller hende
at jeg ikke mere kan svømme -
- at jeg ikke har opdaget det
før nu da vi blot har plasket rundt i Black Diamond Bay -
- og taget dukkerter på kajakturene.
Hun, om nogen,
forstår rækkevidden af det jeg siger.
Vi har været sammen i månedsvis på Nordkaperen -
- hvor jeg har pløjet rundt i timevis efter
fisk med et harpungevær i hånden.
Jeg går i sort.
Denne ene ting fylder pludselig alt -
- vokser til selve symbolet på alt hvad jeg har mistet.
Hun taler indtrængende -
- hendes stemme er nøgtern da hun beder mig se på hende.
Jeg løfter blikket -
- prøver at holde op med at ryste -
-fuldstændig som dengang jeg fik blodproppen.
Langsomt trænger hun igennem til mig -
- jeg begynder at falde til ro.
Hun taler om at jeg bare må fortsætte med
at svømme indtil det bærer igen.
Genoptræning af fordomsfærdigheder, det er mantraet.
Jeg nikker og trækker vejret dybt.
Morten Sabroe går hen og dør
på grundlovsdag på sin fødselsdag -
- efter at han har haft Parkinson,
og han har samtidig en hjertesygdom.
Det er så hjertesygdommen, der tager livet af ham.
Jamen, det var forfærdeligt.
Vi sås hver dag i lange perioder, og vi roede kajak sammen.
Det ramte mig sindssygt hårdt.
Så havde vi den sidste aften
sammen hos Henrik, hvor vi spiste middag -
- og det var sådan en lykkelig dag.
Morten, som led af
dårlig appetit og stak til maden -
- han skulle have tre serveringer af is den dag.
Det var som om, at vi skulle ro i kajak igen sammen,
og det var en ren fest.
Og så dør han samme nat.
Det var helt ubeskriveligt, og Hanne var i Grønland,
og jeg var alene med det.
Altså, jeg har jo før mistet venner.
Jeg mistede Per Kirkeby og kort efter,
så mistede jeg også Troels Kløvedal.
Det havde jeg fået bearbejdet.
Sorgen havde jeg fået bearbejdet.
Den var rykket et andet sted hen,
men sorgen over Morten var akut -
- og det er en helt anden sorg, man føler i det akutte stadie.
Og så den røg med ind i fortællingen om, hvad jeg havde mistet.
Det var på grundlovsdag, din fødselsdag, du tjekkede ud.
Du blev 76.
Du havde den perfekte timing
at dø på dagen da du blev født.
Jeg skal lige love
for at du døde med støvlerne på.
Du var så dejligt høj i kasketten
da vi sagde farvel -
- kajakken lå klar under sommernattens himmel.
Det er godt døet, Morten, det siger jeg til mig selv.
Overlegen stil, uforskammet elegant.
Du blev sparet for dødsangsten -
- hjerteslaget må have ramt dig i den dybeste søvn.
Og det var den perfekte timing -
- du var fanget af en nedadgående spiral, og det var begyndt at gå hurtigt.
Det var en tand værre for hver gang vi var sammen.
Jeg ved, det er sandt, du er blevet sparet for meget.
Du levede det lyse liv så længe det varede -
- og du døde i det eneste rigtige øjeblik, opfyldt af vennerne, vinen og sommerlyset.
Men jeg kan ikke forstå det.
Min nærmeste buddhistiske tilgang til døden
er pist væk for en stund.
Når døden er der,
kan det være lige meget hvad du har troet -
- den rammer dig i nakken med et boldtræ.
