Hella Joof - Hvorfor er lykken

Det ville være dejligt, hvis man kunne være - - pære-lykkelig en gang om dagen. Det er ikke altid, det kan lade sig gøre - - men så måske en gang om ugen. - men at man hele tiden er henne - - og lige dyppe snablen i sådan en lykke-pøl. Det er det, der gør, at vi - - magter at stå op om morgenen - - og passe vores arbejde og - - klippe vores hæk og skifte til vinterdæk. Jeg har skrevet denne her bog. Det er en roman. Den hedder HVORFOR ER LYKKEN. Om kærlighed, tab og sorg og moderskab - - og glæde og erotik. Jeg har IKKE nogen mand. Min mand er ikke længere min mand. Han kørte træt af mig og mit drama - - og tog sin gode krop og gik. Tog hunden med. Tog sin gode hund og gik. Eller han gik ikke. Tog sin gode bil og kørte med tøj og hund. Det var mest hans hund. Den kunne bedst lide ham. Det kunne jeg også. Nu har jeg ingen mand og ingen hund. Jeg har bare mig selv. Jeg ville hellere have beholdt min mand - - og min hund - - og være sluppet af med mig selv. Jeg har en datter et sted - - men jeg ved ikke, hvor jeg har lagt hende - - skulle jeg til at sige. Men det hedder det om nøgler, ikke om døtre. En datter kan man ikke forlægge. Ikke desto mindre er hun blevet væk. Jeg kan ikke finde hende. HVORFOR ER LYKKEN handler om - - en kvinde, som har trukket sig tilbage fra verden - - hun har bosat sig på en øde ø - - med en trækfærge - - hvor spillet er gået i stykker - - så man kan hverken komme frem eller tilbage. Og hun har forpuppet sig og formummet sig og - - vendt verden ryggen, fordi hun er blevet skuffet - - på alle planer i sit liv. I forhold til kærlighed og moderskab - - og karriere og alt. Hun har trukket stikket. Og vil være i fred. Hun vil være i fred - - uvedkommende ingen adgang. Og så bliver hun opsøgt af en person - - der hedder María - - som banker på hendes tinding - - og banker på hendes øjenlåg - - og rusker i hende, når hun ligger og prøver at sove - - og hopper rundt - - i skummet på hendes badevand. Og så på et tidspunkt er hun nødt til at overgive sig - - til den her karakter, som åbenbart - - har en historie, hun gerne vil fortælle. Fortælleren, hovedpersonen, som skriver den her døgnbog - - som hun kalder det - - hun stiller sig til rådighed for Marías historie. Det er også en historie om, hvordan man skriver fiktion. Og det er også en historie om alle de personer - - som man måske selv er - - eller som findes i ens livsunivers. Hvordan de forhandler med hinanden - - hvordan man nogle gange lige så godt - - kunne have gjort noget andet i sit liv - - end det, man vælger at gøre. Og så er der nogen, der måske repræsenterer - - nogle andre veje - - som man har den der debat med. Så det er en historie om to kvinder - - der mødes inde i hovedet på den ene kvinde. Nogen vil mig noget - - kan jeg fornemme. Men det må vente. Jeg skal hvile. Nogen vil mig noget. Nogen dufter af appelsin. Føles som en kvinde, og jo, kønnet betyder noget - - hvis man skulle være i tvivl. Men jeg skal ikke nyde noget. Det er den 8. marts, kvindernes kampdag - - kommer jeg i tanke om. Men jeg skal fame ikke kæmpe nogen kvindekamp. Man må vælge sine kampe. Jeg har mine egne kampe. Som jeg ikke selv har valgt. Jeg er alene. Befinder mig på en ø med en trækfærge - - og jeg bankede et skilt op med Privat - - uvedkommende adgang forbudt - - og et andet med Hunden bider - - og et sidste afgørende med NO TRESPASSING. For jeg vil være i fred. Væsen, formentlig kvinde med orangeduft - - vil mig noget. Men det kan ikke blive nu. Jeg skal ingenting. Ingenting har højeste prioritet. Ingenting er på dagsordenen i dag. Bortset fra at jeg åbner en ny frisk dagbog - - som er et ord, jeg ikke har synderlig fidus til - - i og med at jeg mestendels skriver om natten. Jeg-fortælleren har selvfølgelig nogle ting til fælles med mig. Det er ikke en selvbiografi på nogen måde - - men selvfølgelig har jeg brugt nogle af - - mine egne erfaringer, men det gør man jo altid, når man skriver. Og så er der nogle ting, som jeg synes kunne være sjove at undersøge. Hvordan nogle ting kunne have været, hvis man nu havde været en lidt anden person - - end man er, eller reageret lidt anderledes på tingene. Jeg har prøvet at presse fortælleren, presse hende lidt ud i gearene. Fordi jeg synes altid, det er spændende, det der med - - hvordan reagerer vi, når livet virkelig rotter sig sammen mod en. Og der var mange forskellige skoler inden for sammenbrud. Der er jo selvfølgelig den klassiske - - som jeg kender selv rigtig godt - - sådan en “hvorfor mig?” Eller... Følelsen af uretfærdighed. Eller at livet er noget, man bliver udsat for. Hvad er det, der gør, at man lige pludselig - - får måske sin livsappetit tilbage? Er det noget, man selv gør? Er det noget, der sker? Er det andre mennesker, der rammer ens billardkugle - - så den lige pludselig tager en ny bane, eller hvad? Det synes jeg var spændende at undersøge. María-karakteren er jo en karakter, jeg har fundet på. Men jeg vil insistere på, det er en karakter, som i høj grad har fundet på sig selv. Og som har været meget insisterende omkring - - at kommunikere og få denne historie fortalt. Og så er det klart, så har jeg selvfølgelig givet hende nogle - - træk og nogle features, som jeg synes var spændende at arbejde med. Den smerte, man oplever i forbindelse med kærlighedstab - - vil altid være en del af menneskers historie. Lykken er lunefuld, kærligheden er flygtig - - og nogle gange elsker man nogen - - som ikke elsker tilbage - - og der er ikke noget galt med dem. Og der heller ikke noget galt med én selv, men - - i den brudflade dér - - der opstår der meget stor smerte - - og det vil altid være vores følgesvend. Og det synes jeg også er spændende - - at undersøge noget, hvor man ikke kan gå ud - - og lave en underskriftindsamling - - og få det afskaffet. Vi kan ikke afskaffe kærlighedssorg og smerte. Den møder vi alle sammen på et eller andet tidspunkt. Meget få møder det ikke. På et tidspunkt, efter mange års ægteskab - - blev Johannes kold og våd - - og træt af at stå duknakket i regnen - - og vente på at blive inviteret indenfor. Eller indenfor kom han. I Marías liv, i hendes favn - - og han fik adgang til - - de indre bløddele af hendes krop - - og forstod på hendes halslyde - - at han var velkommen. Men hendes hjertes inderste kammer - - fik han aldrig adgang til. Og det kan en mand ikke holde til i længden. Så da suffløren Sanne meldte sig på banen - - i al sin rødhårede, sensuelle pragt - - kastede han håndklædet i ringen - - og lod sig venligt, men bestemt - - forføre hen til hendes lejlighed på Østerbro - - og op ad Sannes trappe. Ind i Sannes seng, ind i Sannes fisse - - og helt ind i hendes hjertekammer - - hvor han var mere end velkommen. Ingen dørmand, bom eller kædelås. Og inden nogen nåede at sige utroskab - - blev Sanne gravid. Der er en meget stor lykke forbundet med at skrive. Jeg har lige haft noget knas med mit øje - - hvor jeg lige var i nogle forhandlinger med Gud - - omkring noget med synet. Og hvor det slog mig med et meget - - meget, meget, meget stort baseballbat - - der ramte mig lige i knæhaserne - - at mit syn er meget afgørende for mit arbejde. Og så opdagede jeg, at: Gud, hvad hvis nu jeg ikke kunne skrive? Det ville være fortvivlende. Så må man jo finde en løsning. Noget med at indtale noget eller få en sekretær. Men vi skal ikke ind ad den dør. Nu bliver vi lige her. Det er forbundet med en meget, meget stor lykke for mig - - og jeg tror faktisk - - jeg bruger ordet ‘ordladning’, i bogen. Det der med at blive ordladt i stedet for at blive åreladt. I gamle dage, der fik man tappet blod - - hvis man var syg, fordi de troede, det hjalp - - at tappe blodet ud - - hvilket er en fordrukken ide - - men - - jeg har meget brug for at blive ordladt. Hvis jeg ikke skriver - - så staser ordene op - - i mit hoved, og så kommer der - - simpelthen for meget larm derinde. Så jeg bruger også skriveprocessen meget til - - at komme af med ting. Og bearbejde ting og undersøge ting. Undersøge, hvad sker der, hvis? Og hvad hvis nu? Og når man skriver, kan man jo også nogle gange skrive noget - - som man heldigvis ikke selv behøver at opleve. Fordi så er det stadigvæk skrevet ned. Så det findes stadigvæk i verden - - men man behøver ikke selv lægge krop til. Og det kan jo også være godt.