Meningen med livet for de her kvinder
har været at få livet til at fortsætte.
Det har været at bære liv,
og det har været at opretholde liv.
Det har været at sørge for,
at der er noget at komme hjem til -
- og sørge for, at der er nogen at sende afsted,
som kan fortsætte slægten.
Utallige nætter har Margrete ligget vågen
og set sine forliste sønner for sig -
- set deres kroppe rulle med bølgerne over bunden,
forsvinde i skyer og sand -
- en undervandsbegravelse
uden præst eller kiste.
Fladfiskehud, der går i ét med bunden, deres tomme
sandøjne, tænder, der rasler ud af kæben -
- når de vil kalde på hende, det kolde saltvand,
der løber fra deres munde til hendes -
- så hun vågner uden at kunne
få vejret.
Ræveår handler om en gruppe kvinder,
der lever helt ude ved havet på Læsø i 1780.
Det handler om deres liv sammen.
Deres mænd er på havet,
og de holder skansen derhjemme.
Det handler om en ræv, som bor
i klitterne, og som holder øje med dem.
Det handler om et skibsforlis,
hvor der kommer 600 mænd, som strander på øen -
- og det handler om et barn,
der bliver fundet dødt ude på heden.
Læsø i 1780 er et meget fattigt og råt samfund.
Alle træerne på øen er blevet fældet
i forbindelse med noget saltsyderi.
En stor del af øen er sandet til.
Landbrugsjorden er meget dårlig.
Det er svært at få noget til at gro.
Den ligger meget isoleret.
De fleste af mændene
er væk en stor del af året.
De er enten i flåden eller sejler med handelsskibe
rundt omkring.
Kvinderne, de arbejder hårdt med jorden, med dyrene -
- men der er også det til forskel fra resten af Danmark,
så kan kvinderne eje jord og eje huse.
Det er dem, der kører hestevognene,
og de har mere at skulle have sagt -
- end de har mange
andre steder i Danmark på det her tidspunkt.
Samtidig er kvinderne selvfølgelig også underlagt
nøjagtig de samme love, som alle andre i landet er -
- og deriblandt nogle meget strenge
sædelighedslove -
- som gør det strafbart
at få et barn uden for ægteskabet.
Hvor en mand altid kan sværge sig fri
over for en dommer -
- så har en kvinde, der bærer bevisbyrden
i sin krop, jo noget sværere ved det.
Jeg tror ikke, at de kvinder, der er på øen,
har en særlig stor længsel efter at komme væk.
Jeg tror, de har en længsel efter at opretholde
og sørge for livets opretholdelse på Læsø.
Altså sørge for at børnene bliver opdraget,
og at dyrene overlever -
- og der kommer mad på bordet og tøj på kroppen.
Det er deres rolle,
og det er deres funktion.
Jeg tror, for rigtig mange af dem
har øen været den yderste grænse -
- og det er også noget af det,
jeg prøver at beskrive i romanen.
Det her mærkelige forhold mellem mændene,
som nogle gange er på langfart -
- og kommer hjem med beskrivelser af verdener,
som ligger meget langt fra Læsø -
- og kvinderne, som har dramaet
og sliddet med den helt nære verden.
Og så har jeg forsøgt i romanen
virkelig at holde mig hjemme hos kvinderne -
- i stedet for at flyve med mændene
ud over havet.
Kvinderne i romanen lever ret tæt sammen,
og de er dybt afhængige af hinanden.
De er afhængige hinanden,
når de skal dyrke markerne.
De er afhængige af hinanden, hvis der er en, der er syg,
eller hvis der er noget med dyrene.
De er hele tiden underlagt ting,
der er større end dem selv, altså vejret -
- hvordan høsten slår fejl, om børnene
dør eller overlever.
På den ene side er de altså
dybt afhængige af hinanden -
- og samtidig er de også nødt til at være solidariske
med hinanden -
- uanset om de har sympati eller det modsatte for hinanden.
Så det er et fællesskab, der skal fungere -
- og som ikke kan afhænge af,
om man kan lide hinanden eller ej.
Signe fortæller ikke Christian, at kaptajnløjtnanten er begyndt
at komme, når han ikke er hjemme.
Hun viser ham heller ikke
de kultegninger, løjtnanten forærer hende -
- men stopper dem
i ovnen, så snart han er gået.
Én gang tegnede han hendes hånd
ganske livagtigt -
- og det er den eneste skitse, hun har
kviet sig ved at brænde.
Sidst spurgte han igen,
om hun ville kalde ham Andreas, og hun kom til at fnise.
I dag skal der tænges i Hals,
og skulle kaptajnløjtnanten finde på at dukke op dér -
- ville hun ignorere ham,
selv hvis han hilser på hende.
Hun bliver rasende, når hun tænker på,
at han ikke forstår -
- hvilke konsekvenser det kan få for hende,
at han bruger besøgene til adspredelse.
At han ikke begriber, at folk vil snakke,
og at det efterhånden er utænkeligt -
- at ingen har set ham komme og gå.
I det lys er det en Guds lykke, at hun næsten ikke
taler med nogen længere.
Kirsten har undgået hende, siden mændene rejste,
kun Nielsine kommer af og til -
- men hun er altid optaget af sit eget
og ruger over mange ting.
Jeg ville gerne skrive en slags kollektivroman,
hvor kvindernes fællesskab betyder meget -
- og hvor det er gruppen,
der er en form for hovedperson.
Jeg identificerer mig ikke med en af kvinderne.
Jeg tror, at jeg har forsøgt at skabe
nogle komplekse karakterer -
- hvor jeg i hvert fald kan genkende mig selv
i dem alle sammen på forskellige måder -
- hvor det er dynamikken imellem dem, og den måde fællesskabet fungerer på, der har interesseret mig især.
Kollektivromanen som genre, kan det,
at den fjerner det overfokus fra individet -
- som vi er tilbøjelige til at dyrke
i vores samfund.
Individet og fortællingen om helten,
og den, der erobrer verden -
- den, der er noget særligt i sig
selv, er jo den historie -
- som vi igennem mange,
mange år har dyrket og fremelsket.
Og det har jeg også selv gjort i
mange af mine romaner.
Det kunne jeg mærke,
jeg var blevet en lille smule træt af.
Jeg vil gerne ind i det kollektive,
ind i fællesskabet, ind i forbundetheden -
- ind i den måde, som vi hænger sammen på, ind i den måde,
som vi er hinandens anliggende, uanset om vi vil det eller ej.
Hvad opstår der, hvis man på en eller anden måde
giver stemme til det eller prøver at udfolde det?
Der opstår i hvert fald noget andet end det,
der hyperfokus på individet -
- som jeg egentlig måske synes
er en lille smule tilbageskuende.
Vognene er vendt tomme tilbage -
- kvinderne bevæger sig langsommere,
end de plejer, mere mismodige.
I dag taler de ikke sammen, mellem dem
går usynlige linjer, en fugleflugt -
- at være hinanden nær
er at mærke den samme ensomhed.
Og hunræven krummer sig sammen,
giver sig hen til sin egen tyngde -
- gabet står vidt åbent, øjensprækker,
smerten er kroppens vold -
- den slynger sig udad fra et punkt i hendes inderste,
en hel verden, der brister.
Hanræven løber frem og tilbage
mellem hulen og havet, klager ikke -
- venter bare, venter og bærer en stump af hendes uro,
begraver den i sand.
Når jeg er på Læsø, hvor jeg har et hus,
der ligger ude i en skov -
- så elsker jeg at åbne vinduerne
meget tidligt om morgenen -
- og så var der en lang periode, hvor jeg blev ved med
at høre en lyd, som jeg ikke kendte.
Som viste sig, at det var en ræv, der gøede,
og det lød meget dragende og meget uhyggeligt.
Og så begyndte ræven at dukke op,
hver gang jeg var ude at gå en tur -
- så stod den sådan et par meter
foran mig og bare kiggede -
- og jeg synes, det var vildt fascinerende,
fordi det er et smukt, mærkeligt dyr.
Og så begyndte jeg at læse om ræve
og interessere mig for ræve -
- og både ræven som ræv, der lever, som den gør,
men også ræven som mytologisk skikkelse -
- de egenskaber, som mennesket har tillagt
ræven gennem tiden.
Det kan være den er en tyveknægt.
Det kan være, en der kan skifte form
mellem menneske og dyr.
Det kan være,
at den har særlige magiske evner.
I hvert fald har det været et dyr, som mennesker
synes er utrolig besværligt -
- fordi de også spiser deres gæs, lam eller hvad det er.
Så det var faktisk denne her ræv,
der dermed lokkede mig ind i bogen.
Det var den, jeg så for mig først. Jeg så den
gå ude i hedelandskabet -
- og så fulgte kvinderne efter.
Ræven i bogen har sine egne kapitler.
Den er meget ræveagtig, så den gør det, ræve gør,
den gemmer sig i sin hule, og den går på jagt om natten.
Men den har også en viden om kvinderne,
som er halvt bevidst -
- og den skaber nogle alliancer,
som de ikke er klar over.
Den forsøger måske at hjælpe dem.
Måske forsøger den bare at redde sig selv, og den synes
i hvert fald helt sikkert, at øen tilhører den først og fremmest.
Ingen ro i de lyse timer.
Umuligt at ligge bekvemt, umuligt at sove.
Vinden er fuld af sand, hanrævens blik skvulper over,
gult og sødt, og hunræven drikker.
Før var der råb og hjulenes rytmiske klage, der var den magre hest med stjernen i panden -
- der var nyvaskede kroppe, en afsked af spyt og læber og tænder,
der snart vil skære i ensomme munde.
Sorg taget på forskud, utålmodighed, sække,
søstøvler, rejsekisternes klonk.
Senere: drengens skridt.
Han nynnede og talte med sig selv, kredsede som sædvanlig om hulen trådte forårsblomster ned -
- mennesker forstår sjældent dyrets grænser.
Jeg fik ideen til RÆVEÅR, da jeg gik rundt på Læsø -
- hvor jeg er kommet i hele mit liv,
og jeg har et sommerhus.
Jeg fik ideen, både fordi jeg godt kunne tænke mig
at skrive om landskabet på Læsø og historien.
Fordi jeg synes, at der er noget virkelig fascinerende
ved at skrive om en ø, hvor folk er stedt med hinanden -
- og så fordi, at der blev ved
med at dukke en ræv op i min skov -
- og jeg havde en følelse af,
at den ræv ville mig et eller andet -
- og så lod jeg den føre mig ind i romanen.
Jeg er kommet på Læsø, siden
jeg lå i min mors mave.
Mine bedsteforældre havde købt et hus
deroppe i tresserne.
Jeg er født i 71, og er kommet der hele min barndom,
og fik så for nogle år siden mit eget sted -
- og det er nok dét sted i verden,
som jeg holder mest af, det er Læsø -
- på grund af freden, jeg finder deroppe, fordi det er
et af de mest inspirerende steder for mig at være -
- og fordi naturen er
så fuldstændig ubegribelig smuk.
Jeg skriver meget gerne på Læsø,
hvis jeg kan komme til det.
Jeg har jo børn, der skal i skole i København -
- så jeg kan ikke tilbringe
ubegrænsede mængder af tid deroppe.
Men jeg er der så meget som overhovedet
muligt, og nogle af mine bedste ideer får jeg på Læsø -
- noget af den bedste skrivefred
får jeg også, når jeg er der.
Små hænder, der holder fast om en finger,
mens de dier ved brystet -
- der griber ud efter hende
under de første vaklende skridt, stryger hendes kinder -
- lægger sig om hendes ansigt som vidnesbyrd om,
at kærligheden til dem, hun har båret i kroppen -
- ingen ende har, at noget aldrig kan tages af havet,
at noget sætter pælerødder så dybe -
- at smerten bliver, efter
at de er trukket op og taget fra hende -
- at den aldrig forsvinder, men kun ét sekund i døgnet
mildnes af et kærtegn fra én, der ikke længere er til.
