Flemming Møldrup - Har du set min far?

Der er meget af min egen historie - - som jeg aldrig har fortalt nogen, før nu. Jeg har skrevet bogen - - som er min personlige beretning - - om at vokse op som to kulturers barn - - mellem min fars israelske og min mors danske. Efter min fars begravelse - - der bliver jeg på et tidspunkt trukket til side - - af et familiemedlem - - der har noget, som jeg skal have - - som min far har bedt hende om - - at sørge for, at jeg fik - - hvis der tilkom ham noget. I posen - - er der en masse billeder, som - - hverken min mor, eller jeg, har set før - - men som min far har gemt i alle disse år. Det er meget, meget rørende - - at få den her pose udleveret - - og den danner jo også grundlaget - - for at gå i gang med at skrive bogen - - fordi jeg kom jo i tvivl om alle mulige spørgsmål - - som jeg egentlig aldrig rigtig selv - - har fået svar på. Det er det, jeg beslutter mig for at undersøge - - og prøver at skrive min egen livshistorie frem. Mine forældres første møde foregår i Aarhus i slutningen af 60'erne. Ret hurtigt - - efter min mor og far har mødt hinanden, bliver min mor uheldigvis gravid med mig. På det tidspunkt er hun kun 19 år - - og det bliver min mormor både ked af, men også rasende over. Fordi - - i 1968, hvor min mor bliver gravid med mig, der er det altså ikke ... ... Der går man altså ikke bare ud og får et barn med - - en fremmed mand, altså en mand fra et andet land. Og min mormor siger - - hun skal nok tage den her samtale med min morfar. Og hvis samtalen - - går dårligt, så vil hun hænge et viskestykke i vinduet. Så når min mor kommer hjem, så kan hun se - - at hun skal forberede sig på at få en ordentlig skideballe. Og hvis samtalen er gået godt, så hænger der ikke et viskestykke i vinduet. Da dagen oprinder og min mor kommer hjem fra arbejde - - så hænger der faktisk et viskestykke i vinduet. Så går min mor rundt nede på gaden i noget tid - - og samler mod til sig for at gå op i lejligheden og blive konfronteret - - med hendes graviditet. Det er et meget ømt øjeblik for mig at tænke tilbage på, for jeg tænker - - min mor er 19 år. Verden er helt åben. Livet som voksen er lige begyndt - - og så står hun der, med med mig i maven - - og ved, at opbakningen fra - - hendes forældre er måske så minimal, som den overhovedet kan blive på det tidspunkt - - fordi jeg tror noget af det, som min morfar er meget optaget af - - det er det her prestigetab, som ligger i, at min mor - - er blevet gravid med en mørk mand fra et fremmed land. Da jeg bliver født - - der, har min far en drøm om - - at hvis vi skal forblive en familie, så skal det ikke være i Aarhus. Men så skal det være i Israel. Og min mor er jo meget ung på det tidspunkt - - og er lidt bange for at tage med min far til Israel. Der foregår sådan et “push-and-pull” agtigt - - i den lille nystartede familie, hvor min far vil have min mor - - med til Israel og min mor vil blive i Aarhus med mig. Så min far rejser hjem og min mor står tilbage med mig - - og det kommer - - til at definere hendes tilværelse fremadrettet, at hun bliver alene med mig. Jeg kan bare huske det her billede af, at jeg står på Strøget i Aarhus med min mor - - og holder hende i hånden, og jeg ved ikke, hvorfor vi er der. Vi står og venter på nogen. Jeg ved ikke rigtig, hvem det er, vi venter på, og på et tidspunkt - - så peger min mor - - op af Strøget i Aarhus, og så siger hun: “Der kommer din far.” Og ud af menneskemængden - - der kommer denne her mørke mand, som er helt ulasteligt klædt på. Da min far så endelig dukker op i mit liv - - så kommer han jo dumpende - - med jævne mellemrum, når hans vej - - rundt i verden for at besøge familie eller gør forretninger - - det passer med han kan lande i København og tage en flyver til Aarhus - - og bruge nogle dage sammen med mig. Og når han så ikke er der fysisk, så ringer han en gang i mellem fra Israel - - og sådan en skrattende telefonlinje langt, langt væk - - kan jeg høre en stemme der, siger: “Flemming! Det er din far! Hvordan har du det?” Og så siger jeg på nyfundet engelsk: “Jeg har det fint.” - ”Rigtig godt, rigtig godt - Det er jeg glad for! Farvel Flemming.” Og så smækker han røret på, og så var det det. Jeg kan huske, at når han ... Når jeg er fysisk til stede med ham, så sker der noget. Jeg udvikler sådan nogle små kroge, som så når vi holder i hånden - - så sætter de her kroge sig fast i ham, sådan - - at jeg helst ikke kan slippe ham igen, og jeg ikke vil slippe ham - - igen, i hvert fald. Men jeg ved jo, han skal videre - - efter nogle dage, så det bliver ligesom præmissen for min tilværelse. I 1987 blev jeg færdig med skolen og alt muligt. Der beslutter min mor og far, at det er på tide, at jeg flytter til Israel - - og prøver kræfter med min tilværelse - - som hans søn dernede og på det tidspunkt, der går jeg rundt i Aarhus. Men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal bruge mit liv på. Der har jeg heller ingen ambitioner, ingen ide om hvad jeg skal. Så jeg driver bare lidt rundt og drikker mig fuld og kysser med piger og hygger mig. Alt er dejligt, og så flyver jeg til Israel - - og lander - - i Ben Gurion lufthavnen, klædt i sort - - sort farvet hår og eyeliner, som jeg nu gik klædt med ørering og alt muligt. Og det var ikke sådan en søn, min far havde forestillet sig - - ville lande, tror jeg, for han var i hvert fald meget sådan: “Hvorfor ser du ud, som du gør?” Noget af det, som også går galt mellem min far og jeg - - det er jo, at vi ... ... Jeg stiger ud fra en flyver - - og så træder jeg ind i en dagligdag og fra dag et af - - er der en forventning om, at vi skal kunne sammen som far og søn. Min fars forventninger til mig for eksempel, er tårnhøje - - og han synes, jeg skal gøre, ligesom han siger. Og jeg skal indrette mig efter den måde, han synes, tilværelsen skal se ud på - - og jeg kommer jo hjemme fra Danmark - - og har lært at tænke frit og tænke åbent. Og egentlig er jeg også - - antiautoritær, for det har jeg brugt utroligt meget tid på i skolen. Så når jeg kommer ned til sådan en far - - som har et patriarkalsk syn på tilværelsen - - så er der kun én ting i mig, og det en slags ... Det må jeg gøre oprør imod. Så vi clincher på mange af de fundamentale områder - - hvor vi egentlig burde mødes - - min far og jeg, hvilket jo gør, at vi langsomt driver mere - - og mere fra hinanden, fordi vi bare er to forskellige kulturer - - når det kommer til stykket. Da jeg bliver sendt hjem fra Israel i 1987 - - der er min fars og min relation ikke kuldsejlet, men den er i hvert fald - - besværet af, at det her forsøg på at finde sammen, ikke lykkedes.