Stine Askov - Stine går agurk

Stine elsker at gå i børnehave - - og sådan er det bare. Hun går på Gulerodsstuen - - det er hun glad for. Hun vil i hvert fald ikke gå på Blomkålstuen - - for hun hader blomkål. Efter sommerferien er hun startet i storegruppen. Der går de største børn fra Porrerne og Tomaterne. Det er en hel salat, siger Henny - - der er den voksne i storegruppen. Stine har en storegruppemappe - - med sit navn på - - som hun selv har skrevet. Hun starter med S som en slange. Stine, hun er 5 år gammel, hun går i børnehaven - - hun går på Gulerodsstuen, og det er hun glad for. Godt, at hun ikke går på Blomkålsstuen. Yikes! Men er der noget, som Stine synes er rigtig svært - - så er det, når andre mennesker gerne vil - - bestemme over hende. Især voksne, der får alle mulige irriterende ideer om - - hvordan at Stine skal gøre. Når Stine skal noget, hun ikke kan lide - - så kan hun risikere at blive virkelig sur. Og når Stine bliver virkelig sur - - så kan hun ikke styre sig. Så åbner hun munden, og de vildeste ting - - vælter ud af munden på hende. Og sådan er det altså, når Stine hun går agurk. Al vreden samler sig der - - hvor bukserne strammer - - hun sveder og skriger og ormer sig rundt - - mens far kæmper først med undertrøjen - - og så selve trøjen - - som har et dumt æble syet på, der giver en - - alt for tung fornemmelse. Det er, som om råddent kød, edderkopper og mug - - og alle de værste ting i verden vælter ud af - - munden på hende, så rasende er hun. “Hvad er der galt med det barn?” siger far til mor - - der står og tripper med hårbørsten og flyverdragten - - og det værste stykke tøj i verden: Elefanthuen. “Hun er som peber og kanel,“ siger mor. “Vil du gå nøgen i børnehave?“ hvæser far. Når far skælder ud, så råber han ikke. Han hvisker. Man er nødt til at være stille, så man kan høre sin skældud. “Ja,“ råber Stine, “Jeg vil gå nøgen i børnehave!“ nu kommer til samme undskyld og jeg kan også klippe derud. Ja, jeg hader bare alle folk der indleder sætninger med øge. Jeg er det irriterende, så det øver jeg mig meget i. Eller hvad med de sider? Der kommer ikke nogen til det jeg lover. I er altid en klip i vil, når lige en video starter hvor man sidder ned eller er for mig, så var læsningen da jeg var barn. Det var en social aktivitet, og derfor var jeg virkelig lang tid om at lære at læse. Jeg kunne ikke se nogen grund til, hvorfor jeg skulle lære at læse, fordi min mor og far kunne jo bare læse for mig eller min mormor Stilhed sindssyg kedeligt og sidde og læse en bog helt alene. De kunne ikke se noget formål med. Så det her med læsning som social aktivitet, det har jeg taget med mig ind i mine egne børns barndom. Jeg synes ikke, der er noget dejligere end at sidde i sofahjørnet, mens jeg så Det ville jo være fedest, hvis ilden buldrede i pejsen. Ikke med nogen bog. Bor midt i København, så det finder ikke sted. Men altså, man kan jo tænd op for stearinlyset, og så er jeg denne her nærhed af børnene, der sidder mast ind til en med deres varme kroppe og den nærvær man har omkring det fælles fokus, som er på historien og på bogen. Og det er jo ikke altid man får det samme ud af en bog. Nogle børn peger bare ned og siger Jeg kan bedst li jordbær, og det er så det de har fået ud af den bog. Og andre gange er der jo bøger, der åbner op for hele universet, og som man taler om i dagevis. Så det her med at få lavet en en stund, som er vigtig for alle, som er vigtig for børnene, og som er vigtig for den voksne. Det synes jeg er noget af det, der faciliterer højtlæsning allerbedst. Og så det, at man som voksen har sine spontane og naturlige reaktioner på det man læser. At enten synes man noget er mega sjovt og så griner højt, eller også synes man, at bogen er rædselsfuld og siger den er bukket, så man kan læse Jeg hader den, så der på ingen måde er en en m et et fællesskab omkring hvad Hvad er det jeg føler som er autentisk og som er nærværende og som alle kan være til stede i. Der er ikke noget værre som voksen end at sidde og lede sig igennem en rædselsfuld børnebog, som man tænker. Jeg hader den her bog. Er det bedre, man giver sin sin naturlige respons. Og heldigvis er det jo sådan, at man kan gå ned på børnebiblioteket og låne bare i poser vis af bøger. Så hvis der er nogen man ikke kan li, så kan man ligge over i hjørnet og dem man elsker, dem kan man læse hundred gange, og det synes jeg gerne må være en fælles samtale man har med børnene. Det her med at prøve at forstå hvad børn kan lide og hvad voksne kan lide. Det kan være umuligt, fordi tæt ved man det ikke. Det opstår i situationen. Det viser sig, man overhovedet ikke kan li at lade som om hun eller det viser det fedeste i verden. Så der søger man må blive ved med at have denne her side. Hvad kan jeg godt lide og hvad kan jeg ikke li? Og derigennem opstår fællesskabet og jeg har fundet endnu en med hunden. Ej hvor er det fedt! Og så er man jo allerede i gang med at have denne her samtale om hvad er den gode bog for mig? Og hvad er det vigtigt for mig, når jeg læser? Og det synes jeg er en en givende måde at være sammen med sine børn om højtlæsningen og så det, at man kan lave skabelsen, forventningen til bogen har man måske allerede, mens man sidder og spiser aftensmad sammen. Og far, jeg glæder mig til I skal i seng, så jeg kan læse bogen, og det kender jeg godt selv. Nogle gange er man nu gået i seng klokken otte som voksen, fordi jeg skulle ind og læse. Og hvis man på ingen måde kan lade den begejstring smitte af på det, man m man læser sammen med børnene, så tror jeg, det smitter. Det er næsten ikke til at forstå, at det er nu alle tager hinanden i hænderne. Signe går mellem far og mor. Højt fra træets grønne top begynder mor. Det skinner i hendes øjne, mens hun synger. Signe er så glad, at det næsten gør ondt. Sangen om mor og det lysende træ Gilbert sidder i sofaen og hyler, og ind imellem er det som om den rammer det rigtige ord i sangen. Til slut løber de rundt efter far i alle rummene og synger Nu er det jul igen. Så er det gaver. Tid, siger far. Det er Stines onkler, der deler gaverne ud. Man må bare sidde og vente, til de siger ens navn og overrækker gaven. Far henter flere øl og sodavand, og Stine vil ikke pive eller bede om en gave. Hun har sat sig det som sit mål at smile og vente som en voksen, indtil hun får en gave til næste år. Har vi endnu et barn? Siger mor og stryger hånden over maven. Stine tager en dyb indånding, som hun har lært, og så læser hendes onkel til den lille Stine fra hendes hengivne forældre og Stine ser med det samme, at det er en aflang, firkantet gave. Hun ved præcis, hvad der er i. Hun fik jo også en malebog og nissen. Selvfølgelig er det dufte tusserne. Hun må helst ikke få dem for mor. For hvad skal man med en tus, der dufter? Det er overflødigt, synes hun. Men Stine har set de tusser nede i legetøjsbutikken. Der kunne hun dufte og blåbær og appelsin. Alt samlet i en tus. Hun ved jo, at Nicolaj har dem. Han har også penalhuset klar til, at de skal starte i skole. Signe rækker hænderne frem og får gaven af sin onkel. Den er min dreng. En pakke tusser. Måske er det en lille pakke med bare fire tusser i, men fire tusser? Det er jo bedre end ingen. Meget bedre. Langsomt trækker hun i båndet. Far kommer med saksen. Så løsner hun papiret og åbner gaven. Det er ikke DUF tusser. Det er et armbåndsur. Remmen er hvid, urskiven blå med hvidt lysende tal på en skrue ude på siden af uret på siden en skrue, så uret kan trækkes op. Stine kan ikke røre sig passivt, så spørg mor. Egentlig var det tusser klædte om. Men du er jo en skolepige lige om lidt, Stine Så skal du jo kun klubben. Men Stine vil blæse på klokken 5 hun sin fod så skuffende en gave åbner med juletræet snævrer sig ind til en lille sort prik. Mor og far taler som langt væk fra ævler løs om skoler og klokker. Stines onkel går videre og rækker mormor en gave. Og nu sidder Stine bare der med det dumme ur.